Der var engang en krig …

Af Anker Holm

“frederik”, Kommunistisk Politik 15, 1999

Anker Holm 1998

Den kommunistiske veteran Anker Holm, der døde i 2000, gjorde i 1999 i sin faste rubrik (“frederik”) i Kommunistisk Politik status over situationen i fredsbevægelsen – et par år før 11. september. Han opfordrede den kommunistiske organisation Oktober (forløberen for APK – Arbejderpartiet Kommunisterne) til at gå i spidsen for at opbygge en slagkraftig fredsbevægelse.

Artiklen genudgives på nettet i anledning af 35-året for Sovjetunionens besættelse af Tjekkoslovakiet den 21. august 1968, der med Ankers ord markerede det revisionistiske Sovjets vending til en socialkimperialistisk supermagt.
Anker Holms selvbiografi ‘
De røde vender altid tilbage’ er udgivet på Oktober Forlag.

Der var engang en fredsbevægelse – der var engang Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed, der var engang atommarcher for freden. Og der var ikke mindst Vietnambevægelsen.

Hvad er der nu i indsatsen og kampen for freden? Nul og nix – ingenting. Jamen, er imperialismens tilstedeværelse globalt da ensbetydende med fred og ingen fare??
Svaret giver sig selv – overalt i verden raser der og udbryder der altødelæggende krige med hundredtusindvis af døde og lemlæstede. På det indiske subkontinent varsler fremtiden atomkrig mellem Indien og Pakistan om Kashmir. I mellemøsten raser krigen Israel-Libanon, eller rettere sagt imperialismens fortsatte kamp mod palæstinenserne og hele den arabiske verden. Hvornår starter USA og Japan opgøret med det selvstændige og antiimperialistiske Nordkorea?

Hvornår påtænker det hovmodige og krigsliderlige USA efter idelige nedkæmpelser af de sydamerikanske frihedskæmpere i Latinamerika at tage det endelige opgør med Cuba, som de har forsøgt at gøre det før. Krig i Europa har vi helt inde på huden, og ingen tør vel drømme om at efterspillet på Balkan vil forløbe fredeligt.

USA og NATO dirigerer FN, som var det en børnehaveklasse; der findes overhovedet ingen garanti for folkeretten.
Af de ovenfor omtalte fredsbevægelser var det kun Vietnambevægelsens solidaritet mod USAs krigsgalskab, som havde virkelig gennemslagskraft. Der kunne også dengang sættes spørgsmålstegn ved ægtheden af nogle af disse bevægelsers fredsbestræbelser, ikke mindst Samarbejdskomiteens. På det tidspunkt fandtes to rivaliserende imperialistiske supermagter, USA og det efter Stalins død revisionistiske Sovjetunionen, der udviklede sig til en socialimperialistisk supermagt. Invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968 markerede overfor hele verden denne vending.

Efter Sovjetunionens overfald på Afghanistan ebbede fredsbevægelserne ud – man var i vildrede med tanke på at holde USA på måtten, og så invaderede Sovjetunionen Afghanistan med bål og brand – hvem skulle egentlig holdes i tømme?
Men hvordan forholder det sig nu- der er ingen at tage hensyn til udover folkene – hele menneskeheden. Kampen for freden kan nu direkte rettes imod den krigsgale imperialismes globale rovdrift på profitable interessesfærer som, med USA i spidsen agerende verdens politibetjent, opstarter krige enten direkte anført af Pentagon eller ved hjælp af våbenfabrikanternes stråmænd.

Det skal jo også betænkes, at Lenin havde evig ret, når han påviste, at selvom een imperialistisk stormagt står i teten, så vil modsætningerne mellem kapitaliststaterne indbyrdes før eller siden føre til rivalisering og krig indbyrdes.
Det er jo lige netop det vi ser nu: EU – Europas Forenede Stater – skal danne modvægten mod USA hegemoni – sgu ikke for fredens skyld, men for at få sin del af profit og rov på arbejderklassens bekostning hvor som helst i verden.

Til krigens arnesteder hører afgjort også religionsvanviddet, fundamentalismens fanatisme – men tag ikke fejl, for bag ‘den hellige krig’ står stadig højfinansen og bankerne i al deres ‘hellighed’. Arnestederne for krig kan øjnes overalt på kloden – en tredie verdenskrig er slet ikke usandsynlig …

I Afrika tørner imperialistmagter mod hinanden, hvor man tager parti i blodige borgerkrige med indsats af mandskab og krigsmateriel for at skaffe sig fed luns af Afrikas rigdomme og samtidig nedkæmpe de afrikanske folks egen kamp for frihed og selvstændighed. I Asien raser Indonesiens krig mod selvstændighedsbevægelsen i Østtimor. Det ny socialimperialistiske Kina (socialistisk i ord, imperialistisk i handling) er klar med neutronbomber i slagsmålet om Taiwan – og hvordan kan det tænkes her, at USA vil reagere???

Hvor er fredsbevægelsen i denne dødsensfarlige situation med et hårsbred fra nye og altomfattende krige?
‘Hva’ dælen nøler man efter?’!!!

Opbrud mod krigen har alle betingelser nu – en fredsbevægelse, som omfatter alle progressive mennesker, må sættes i gang, det er ved at være sidste udkald.Her kan det kommunistiske ‘OKTOBER’ komme til at spille en igangsætterrolle.
Opinionen af indædte krigsmodstandere er tilstede og det i mangefold- hør bare et læserbrev endda med adgang til en borgerlig sprøjte med overskriften ‘NATOs bøllemetoder’:

“Først af alt har det været uhyggeligt at bevidne den forandring NATO har undergået med angrebet på Serbien. Fra at have været en erklæret forsvarsorganisation har denne foretaget et hamskifte til en regulær angrebs= ditto udmøntet i overfaldet på en suveræn Stat efter bedste bøllemetoder, idet man blæste på både FN og internationale retsregler. Krige er beskidte foretagender, de lidende findes på begge sider, men vi hører helst kun om den ene, og jeg fyldes med kvalmende lede ved næsten ustandselig at møde en fremstilling så ensidig, at den kun må skulle tjene til manipulation af de krigsførende landes befolkninger, der uden at være blevet spurgt, er tvangsindlagt som passive deltagere i dette blodige spil. Der er absolut ingen grund til beundring endsige glorificering af NATO eller dens øverste leder, USAs præsident Bill Clinton. Det er lidet betryggende, at så stort ansvar er placeret i hænderne på en mand af hans kaliber. En notorisk løgner, meneder og liderlig horebuk.. Og lad os så sluttelig ikke forglemme dem, der fra deres skjul i kulisserne sidder og trækker i trådene – våbenfabrikanterne. Som altid er de vel overhovedet de eneste, der reelt profiterer af krigenes uhyrligheder.”

Jo, opinionen er klart til stede for opstart af fredsbevægelsen, men den såkaldte ‘venstrefløj’ fra Enhedslisten til KPiD og DKPml er både blinde og døve overfor at tage det nødvendige initiativ i kampen for freden. Når kommunisterne i OKTOBER vil træde an her er det fordi hvor ‘fredelig’ og ‘upolitisk!’ fredsbevægelsen end kan forekomme, så er imperialismen i dag den eneste krigsfaktor, og samtidig den sidste bastion for det kapitalistiske udbyttersystem.

Dersom folkene aktiveres imod imperialismen – knuser den og dermed forhindrer dens krigsgalskab vil vejen til den socialistiske revolution og den endegyldige afskaffelse af fremtidige krige være banet.

Netavisen 21. august 2003