Krigen der ikke vil slippe os

Kommentar
Kommunistisk Politik 15, 2003

Irak-krigen vil ikke slippe os. Den fanger stadig en hel verdens opmærksomhed og vil ikke lade sig forvandle til en af de mange ’glemte krige’, der kan foregå i årtier, som på det afrikanske kontinent, dårligt nok registreret, fordi de ’kun’ går ud over uciviliserede fejlfarver. Man søger at forvandle Afghanistan-krigen til en sådan ’glemt krig’ – selvom det er svært, fordi udenlandske besættelsestropper som i Irak er i skudlinjen hver eneste dag.
Krigspropaganda er ikke bare løgne, som den massive og altomfattende, stadigt gentagne løgn om Iraks ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben, der på 45 minutter kunne sætte verden i brand.
Det er også den massive fortielse.

Afghanistan er igen verdens opiumsproducent nummer 1, et land i kaos og anarki, stykket op mellem amerikanskbestukne krigsherrer. En gigantisk fiasko for de amerikanske krigsløfter: Nul demokrati. Nul bin Laden. Nul taknemmelig befolkning. Det skriver Murdoch-pressen eller de øvrige mediemogulers propagandaimperier ikke om.

Men Irak-krigen vil ikke gå væk. Kamphandlingerne fortsætter med betydelig intensitet som guerillakrig fra irakisk side. Amerikanerne og krigskoalitionen lider daglige tab. Større end de officielle tal siger. De amerikanske tabstal underdrives systematisk – bl.a. fordi de mange udenlandske statsborgere i den amerikanske hær ikke indgår. For den enkelte (især latinamerikanske)soldat er krigstjeneste den hurtigste genvej til amerikansk statsborgerskab. Men når de slås ihjel, bliver de ikke registreret som amerikanske dræbte. De bliver slet ikke registreret, ligesom de tusinder af dræbte irakere ikke bliver det. Døde irakere har besættelsesmagten ingen interesse i. Hverken soldater eller civile.

Da den amerikanske præsident løgnagtigt erklærede krigen for slut, lod han som om, der ikke var civile dræbte i Irak:
’I dag har vi større magtmidler til at befri en nation ved at knække et farligt og aggressivt regime’, forkyndte den amerikanske præsident: ’Med nye taktikker og præcisionsvåben kan vi opnå militære mål uden at bruge vold mod civile. Menneskelig snilde kan ikke hindre tragedier i krig, men det er et stort moralsk fremskridt, når de skyldige har langt mere at frygte af krigen end den uskyldige.’
Den danske regering gør også dræbte civile irakere til enkeltstående tragiske undtagelser. Den har heller ikke brug for tal.

’Halvfems procent af krigsofrene er civile’,
sagde Geoff Davis fra universitetet i Natal i Sydafrika for nylig til Christian Science Monitor, “og de fleste af dem dør som resultat af hungersnød og sundhedsvæsenets sammenbrud, ikke i kamp’. Forskellige uafhængige beregninger sætter antallet af civile dræbte irakere til omkring 10.000 under kamphandlinger. Andre siger at antallet af civile dræbte alene i Bagdad under indtagelsen var 6000. Civile dør fortsat under kamphandlinger. Og mange, mange flere dør som følge af det herskende kaos, det forurenede vandforsyningssystem, diarré og kolera.

Jack Miles, en amerikansk rådgiver for tænketanken J. Paul Getty Trust, solid støtte til USAs politik, anslår – efter eget udsagn forsigtigt – antallet af dræbte irakere i Golfkrig 2 (soldater og civile) til 60.000. Det ville relativt set svare til, at der var dræbt 720.000 amerikanere. Med 24 millioner er Iraks befolkning kun 1/12 af den amerikanske på 290 millioner.

Det såkaldte ’regeringsråd’ af irakiske kollaboratørpolitikere, mestendels medbragte eksilirakere, som USA har indsat (og som FN nu har anerkendt som en slags irakisk repræsentation) indsamler heller ikke oplysninger om døde irakere – om soldater og civile dræbt i krigshandlinger og bombardementer, tusinder af børn som ofre for spredte sprængemner og klyngebomber, eller som følge af det krigsskabte kaos. Det siger alt om karakteren af denne lakajmekanisme, som USA nu under sine stadig større vanskeligheder skubber frem i forgrunden for at give den ulovlige krig og besættelse en slags legitimitet. Det er et marionetorgan, ført af den nuværende amerikanske statholder i Irak Paul Bremer, som trods dets påståede brede sammensætning kun støttes af et beskedent mindretal af den irakiske befolkning.

De amerikanske vanskeligheder ’efter krigens afslutning’ fremgår også af USA’s forsøg på at inddrage flere stater med deres soldater i besættelseskoalitionen (som i Afghanistan). Japan og en række andre lande deltager nu i besættelsen. Lande som Frankrig, Tyskland og Indien har sagt nej.
USA er pludselig blevet stærkt interesseret i at FN skal ’spille en større rolle i opbygningen af Det Ny Irak’. Også det er et symptom på, at amerikanerne har store problemer, presset af fortsat guerillakrig (ikke bare fra Saddam-støtter), af en stærk international fordømmelse af krigen og besættelsen, af hele spindet af løgne, som nu pilles fra hinanden, én efter én.

Amerikanerne kan fremvise nok så mange storslåede militære sejre, eller fotos af Saddam Husseins dræbte sønner (som blev likvideret under et større shoot-out at high noon – USA ønsker ikke en juridisk proces mod Saddam-klanen): Det irakiske mareridt forsvinder ikke. Ikke før USA og krigskoalitionen (i eller uden FN-dragt) forsvinder.

Netavisen 4. august 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne