Historiens lange tråde

Leder
Kommunistisk Politik 15, 2003

Arbejderklassens teori, marxismen-leninismen, er et koncentrat af klassens og folkenes historiske erfaringer med
revolution, opstand og krig. Og arbejderklassens parti – det kommunistiske – må til stadighed inddrage nye revolutionære erfaringer, lære af såvel det positive som det negative. Historien har lange tråde. Begivenheder og personer kan kaste lys eller skygge gennem årtier.
I år er det 50-året for Stalins død; det er 50-året for afslutningen på Korea-krigen (som ikke er slut). Den 11. september er det 30-året for USA’s og generalernes fascistiske kup i Chile: lys og skygger frem til i dag.

I strøgbutikker kan man købe T-shirts med Che. Han fås som gummisko og askebægre. Der tjenes penge på ungdommens desillusionering med den blinde, blodige og aggressive imperialisme. Den bedste del af ungdommen drages mod revolutionen som vejen til at undslippe dens globale katastrofekurs.
De unges 21. århundrede blev født med krig og aggression – og født til revolution.
Che Guevara symboliserer viljen til revolution – men hans revolutionære oprørsprojekt led nederlag, fordi det ikke var baseret på den videnskabelige socialisme.
Che-dyrkelsen udtrykker ikke den sejrende revolution. Dobbelttydigheden gør martyren ufarlig.

Det er ikke Che, men marxismen-leninismen, der viser en farbar vej ud af imperialismens forbryderiske sump. Det er arbejderklassens samlede sum af stadig opdaterede kamperfaringer. Det døde og ubrugelige, det forkerte, vildsporene,
falder bort, selvom fejl kan være sejlivede og nederlag kan blive gentaget, hvis arbejderklassens parti ikke drager rigtige konklusioner og ikke fastholder den revolutionære teori og dens levende sjæl.

Erklærede kommunister fra tre grupperinger – KPiD, DKP/ML og DKP – slås nu med historiens skygger i form af ’det antimonopolitiske demokrati’, en strategi for såkaldt fredelig overgang til socialismen, som fik sin historiske dåb i Chile i 1973. Den havde lidt sit historiske nederlag allerede inden DKP programsatte den som ’den strategiske vej til socialismen i Danmark’ i 1976. Her hed det:
“Når arbejderklassen og dens forbundsfæller gennem sin aktivitet erfarer, at de kan gøre sig til en selvstændig magt i samfundet, kan de også sætte indgribende samfundsændringer igennem. De kan tilkæmpe sig et antimonopolistisk demokrati, hvor folket har nye og udvidede demokratiske rettigheder og bruger dem til foranstaltninger, der bryder storkapitalens magt.”
Disse sætninger er en klassisk formulering af et klassisk reformistisk svindelnummer: illusionen om at den kapitalistiske stat kan bruges til at overvinde kapitalismen, kan bruges mod kapitalismen selv. I Chile troede Allende at kernen i det borgerlige statsapparat: hæren og dens officerskorps ville være loyal mod en regering valgt ved et ’demokratisk valg’. Han tog fejl – og døde af det. Men illusionen er ikke død, selvom arbejderklassens teori (historien selv) har afsløret den.

’Udvidelse af demokratiet’, ’strukturreformer’: at ville bruge selve redskabet for borgerskabets (monopolernes) diktatur over arbejderklassen og folkene imod dette diktatur – det er kernen i samtlige reformistiske og revisionistiske ’strategier’, som binder arbejderklassen til borgerskabet og forhindrer den i at optræde som en selvstændig revolutionær politisk kraft: den ’fredelige vej til socialismen’, som drukner klassen i blod.

Che og Allende var helte, martyrer i folkenes frihedskamp.
Men de var også ofre for deres egnefejltagelser, i teori og praksis. De delte ikke helt de samme teorier, men led samme skæbne som ofre for imperialismen – som sidder stærkere i sadlen i dag end for 50 år siden, da Stalin døde. ’Det antimonopolistiske demokrati’ og tilsvarende revisionistisk bras har forlænget monopolernes og deres staters livsfrist.

Socialisme uden at knuse det borgerlige statsapparat med magt? Imperialismen med den amerikanske i spidsen er tøjlesløs i sin aggressivitet. Den vil omstøde alle resultater af folkenes revolutionære kamp for at slavebinde dem for evigt. Og den kræver hævn for sine nederlag: Nu er Nordkorea i skudlinjen.
Donald Rumsfeld har beordret Pentagon til at udarbejde en ny plan for aggression og krig mod den ikke besatte del af Korea. Ifølge talsmænd fra den amerikanske administration er det en plan, som ’udvisker skillelinjen mellem krig og
fred’
. Og som garanteret forbereder brug af de atomvåben, som MacArthur ønskede for mere end 50 år siden.

Redaktionen 28. juli 2003

Netavisen 3. august 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne