KPiD: Otte kommunistiske principper

Kommenteret af Klaus Riis

På KPiDs 6. kongres 16.-18. maj 2003 vedtog man følgende om samarbejdet med de øvrige revisionistiske organisationer:

“I fortsættelse af det samarbejde, der i perioden siden 5. kongres har været mellem KPiD, DKP-ml og DKP, iværksættes et fælles arbejde imellem de tre nævnte partier for at afklare ideologiske og organisatoriske forskelligheder af principiel karakter, og mulighederne for et fælles ideologisk, strategisk og organisatorisk grundlag for stiftelse af et fælles kommunistisk parti. Dette arbejde skal færdiggøres indenfor den kommende kongresperiode.

Til dette formål arrangeres lokale, regionale og landsdækkende møder og seminarer.
Det pålægges den kommende landsledelse at udarbejde en plan for disse møder.
Der fortsættes med at udvikle fælles udadvendte initiativer, og samarbejdet i de øvrige bevægelser styrkes.”

Den såkaldte ‘kommunistiske samlingsproces’ fortsætter altså med henblik på sammenslutning af partierne – ikke mindst KPiD og DKP/ML.

Klaus Riis, formand for DKP/ML 1978-97, nu redaktør af Kommunistisk Politik, Arbejderpartiet Kommunisternes blad

På samme kongres fremlagde KPiDs skolingsudvalg med henblik på sammenslutningen “en række principper, som er ufravigelige for det kommunistiske parti”, som det hedder.
Dette papir – “8 kommunistiske principper” – gengives i det følgende i sin helhed – med kommentarer af Klaus Riis i særlig udhævet skrift.

Otte kommunistiske principper

KPiD’s skolingsudvalg har været samlet på baggrund af partiets landsledelses forslag omkring udviklingen af samarbejdet med DKP/ML og DKP. Forslaget, som vi vil støtte helhjertet, har fået os til at erkende, at vi som parti må være klar til at tage de diskussioner, der lægges op til i forslaget med såvel lokale som landsdækkende møder og seminarer. Disse møder og seminarer skal afklare ideologiske forskelligheder af principiel karakter.
Efter vores mening er det derfor nødvendigt, at vi som parti skaber en indre klarhed om, hvad der principielt karakteriserer det kommunistiske parti. En eventuel partisammenlægning kan ikke udelukkende bygge på en fælles praksis med udadvendt aktivitet og andre medlemsaktiviteter. Der må også grundige teoretiske overvejelser til.
Vi mener, at der er otte punkter, der må anses for at være ufravigelige for det kommunistiske parti. Det er dem der her vil blive redegjort for (alle sidetal henviser til partiets program):

Partiets karakter

I partiets program “Folkemagt mod pengemagt”, som vi vedtog på sidste kongres hedder det:
“Kommunistisk Parti i Danmark er ikke blot et parti på venstrefløjen, men vil være arbejderklassens revolutionære parti, som varetager arbejderklassens samlede interesser og konsekvent bygger på den videnskabelige socialismes ideologi. Kommunistisk Parti i Danmark er et marxistisk-leninistisk parti.” (side 92) og
“Kommunistisk Parti i Danmark er et selvstændigt og suverænt parti, som betragter samarbejdet og enheden med andre progressive partier og bevægelser som væsentligt for på ny at ændre styrkeforholdet mellem reaktion og fremskridt. Partiet samarbejder internationalt med andre kommunistiske partier og arbejderpartier som led i den globale klassekamp.” (side 93)
Dette er en karakteristik af det kommunistiske parti. Er det kun os, der kan sige ja til dette, vil en sammenlægning med andre partier ikke være på tale, kan andre sige ja til det, har vi absolut noget at snakke med dem om. Det er det landsledelsens forslag handler om.

Kommentar
Dette er ikke en karakteristisk af det kommunistiske parti, som KPiDs skolingsudvalg påstår. Selve essensen i den leninistiske partiopfattelse er, at det kommunistiske parti er revolutionens parti, et parti med mod, vilje og erfaring til at føre arbejderklassen (i spidsen for alle andre arbejdende) ud i kampen om magten i den revolutionære situation, for at knuse borgerskabets diktatur, oprette arbejdernes klasseherredømme og opbygge socialismen frem mod det klasseløse kommunistiske samfund. Netop derved – som et parti af en ny type – adskiller det leninistiske parti sig i selve sit væsen fra samtlige andre partier.

Det kommunistiske parti er arbejderklassens fortrop, må rumme klassens bedste, mest revolutionære, energiske og opofrende elementer; partiets opgave er at lede klassen som helhed i revolutionen og den socialistiske opbygning. Under kapitalismen må det ved at vise vejen og gå i spidsen for arbejderklassens og det store flertals daglige modstandskamp mod kapitalens offensiv. Dette betyder også, at det kommunistiske parti befinder sig i en konstant og uforsonlig kamp mod alle de opportunistiske, reformistiske og revisionistiske partier, som søger at føre arbejderklassen på vildspor, en kamp for at vinde støtten fra arbejderklassens flertal og isolere de opportunistiske partier – for at arbejderklassen kan blive en selvstændig politisk kraft. Og det betyder, at det kommunistiske parti må lære sig at beherske den revolutionære teori, revolutionens love, og at beherske alle den daglige kamps og revolutionens kampformer og metoder.

Det er ikke noget tilfælde, at KPiDs skolingsudvalg ‘glemmer’ disse grundlæggende træk ved det kommunistiske parti og nøjes med en patenthenvisning til ‘den videnskabelige socialisme’ og ‘marxismen-leninismen’. Den socialistiske revolution står ikke på KPiDs program og er ikke eksisterende i programskiftet ‘Folkemagt mod pengemagt’. På denne basis er det udelukket at KPiD eller et samlingsparti med en sådan partiopfattelse kan blive ‘arbejderklassens revolutionære parti’. arbejderklassens politiske leder.

Arbejderklassens rolle

I programmet står, at:
“Den afgørende samfundsforandrende kraft er nu som før arbejderklassen. Uden dens aktive handling må enhver ide om at overvinde kapitalismen eller at gennemføre grundlæggende anti-monopolistiske alternativer forblive ønsketænkning. Den herskende klasse opgiver aldrig af sig selv sine privilegier og sin magt over samfundet. Den må tvinges dertil af den folkelige magt, som arbejderklassen sammen med sine forbundsfæller kan rejse gennem sin aktivitet og sin organiserede optræden.” (side 13)
Senere står der, at:
“Arbejderklassen er hovedkraften i en ny, demokratisk politik, rettet mod storkapitalen. Den er hovedkraften i et antimonopolistisk demokrati og i kampen for og fastholdelsen af socialismen.” (side 15)
Dette betyder, at vi sætter arbejderklassen, og vel at mærke ikke kun udvalgte dele af den, helt centralt i al folkelig aktivitet.

Kommentar
Ifølge marxismen-leninismen er arbejderklassen det kapitalistiske samfunds eneste konsekvent revolutionære klasse, kapitalismens banemand, socialismens opbygger. Den eneste, der kun har sine lænker at miste – og en verden at vinde. I et udviklet kapitalistisk samfund som det danske, er det også den absolut største klasse.

Det var det centrale indhold af den klassiske socialistiske revolution: Oktoberrevolutionen. Det var arbejderklassens revolution – med arbejderklassen som lederen af alle undertrykte og udbyttede (i Rusland var arbejderklassen et mindretal).
Uden arbejderklassens massive støtte til det kommunistiske parti og uden dens aktive revolutionære handling som selvstændig politisk kraft under det kommunistiske partis ledelse, kan der selvfølgelig ikke være tale om at ‘overvinde kapitalismen’.

Lenin har talrige gange understreget dette. Til gengæld sagde han aldrig et ord om ‘antimonopolistisk demokrati’, eller om en ‘ny, demokratisk politik, rettet mod storkapitalen’. Lenin demonstrerede revolutionens nødvendighed, i teori og praksis.

Klasseanalysen

Megen god debattid om analysen af arbejderklassen har været mere eller mindre spildt, fordi man ikke klart har skelnet mellem objektive klassetilhørsforhold, som følger hele klassen og subjektiv klassebevidsthed, der følger det enkelte menneske. Vores klasseanalyse går i al korthed ud på:

“Klassemodsætningerne i det danske samfund kommer af, at et ganske lille mindretal i den danske befolkning ejer produktionsmidlerne og kapitalen, mens det store flertal er tvunget til at sælge sin arbejdskraft til disse ejere for at kunne skaffe de nødvendige livsfornødenheder. Arbejderklassen er det store flertal i den danske befolkning. Arbejderklassen er nødt til at sælge sin arbejdskraft for at opretholde tilværelsen.” (side 15)
Her bruger vi et materialistisk analysegrundlag, hvad vi som marxister skal gøre. Forskelligheder og modsætninger i arbejderklassen er ikke uovervindelige. Det er kun modsætningen mellem arbejderklassen og kapitalistklassen, der er uovervindelig, den er antagonistisk.

De offentligt ansatte udgør en særlig gruppe i arbejderklassen. Deres kampe kræver alliancepartnere blandt brugerne, der jo næsten alle også tilhører arbejderklassen, for at kunne bringe sejre.
“Men de er en del af arbejderklassen for de ejer ingen produktionsmidler og lever af at sælge deres arbejdskraft. Alle dele af arbejderklassen har samme objektive interesser.” (side 16)

Kommentar:

KPiD opfatter præster og adjunkter som en del af arbejderklassen

KPiDs program ‘Folkemagt mod pengemagt’ fra 2003 er en forbløffende utilsløret og forbavsende lidt opdateret nyudgave af DKPs berygtede program fra 1976 – programmet for ‘det antimonopolistiske demokrati’. En af nyudviklingerne er at universitetslærere og præster er en del af arbejderklassen:

“I dag er den kapitalistiske produktion karakteriseret ved en arbejdsdeling af et sådant omfang, at f.eks. både faglærte, tillærte, teknikere, ingeniører, videnskabsmænd, lagerarbejdere, chauffører tilsammen skaber produktet, – ingen af dem kan undværes i produktionen. Derfor har de objektivt den mest centrale rolle i klassekampen. Sammen med de store grupper af mennesker, der arbejder i afsætningsleddene og i finanssektoren …” Osv.
“Andre dele af arbejderklassen arbejder indenfor de offentlige sektorer, der sikrer den samfundsmæssige genskabelse af arbejdskraften. Det drejer sig om de store grupper af offentligt ansatte som f.eks. skolelærere, universitetslærere, sygeplejersker, læger, hjemmehjælpere, pædagoger, gymnasielærere, socialrådgivere.”

En meget stor del af de intellektuelle, som i ethvert klassesamfund udgør et særligt socialt lag, som tjener den herskende klasse, og af de såkaldte ‘småborgerlige mellemlag’ bliver ved et magisk trick – nemlig forfalskning af Lenins klassedefinition – af KPiD inkorporeret i arbejderklassen. Det er ikke underligt, at også arbejderaristokratiet, som Lenin kaldte ‘den af imperialistiske privilegier fordærvede top i Amerikas og Europas arbejderklasse’, glimrer ved sit fravær (i ‘analysen’ – ikke i virkeligheden).
Selvfølgelig ændrer arbejderklassens sammensætning sig med den teknologiske og samfundsmæssige udvikling, den bliver mere differentieret, får flere lag. Men præster og adjunkter bliver alligevel ikke til arbejdere.

Antimonopolitisk kamp og demokrati

Vi tager udgangspunkt i de objektive interesser i samfundet, hvor vi ser andre partier og bevægelser på idealistisk vis tager udgangspunkt i folks bevidsthed.
Da vi lever i monopolkapitalens tidsalder, må vi sige, at
“Kampen for socialismen er først og fremmest en kamp mod monopolerne, en anti-monopolistisk kamp. Monopolerne spiller en så afgørende rolle, at man ikke uden at bryde deres magt vil kunne skabe de demokratiske forudsætninger for en overgang til socialisme. Samtidig har alle andre end monopolerne selv åbenlyse antimonopolistiske interesser.”
“Derfor er den anti-monopolistiske kamp og det anti-monopolistiske demokrati kommunisternes strategi i kampen for socialismen.”
(side 11)

I denne strategi ligger en opfattelse af, at “Antimonopolistisk demokrati er endnu ikke socialisme.” og at “Der findes ingen “facitliste” for, hvornår det anti-monopolistiske demokrati er opnået.” (side 12)
“Fastholdelsen af alliancen med landbrugere, småmestre, købmænd, småkapitalister, ingeniørfirmaer med flere er derfor en ligeså vigtig opgave for arbejderklassen og dens parti som selve opnåelsen af disse alliancer.” (side 12)
“Den antimonopolistiske kamp i det store folkeflertals interesse kan bringe storkapitalen i politisk isolation og derigennem også svække dens muligheder for at anvende voldsmagt mod samfundsændringerne.” (side 14)

Kommentar

Carl Madsen 1975:

Carl Madsen – Ekskluderet af DKP under programdiskussionen i 70’erne pga. revolutionær virksomhed

“Det er sørgeligt at Danmarks kommunistiske parti skal synke endnu dybere ned i de parlamentariske illusioners kviksand, men det kan vi ikke undgå, så længe vi savner den væsentligste forudsætning for at handle efter en langsigtet strategi: en grundig klasseanalyse.
For tiden fabler vores ideologer om et
‘antimonopolistisk demokrati’, der kunne blive det danske folks ‘vej til socialismen’.
Man forestiller sig – ganske primitivt og uvirkeligt – at der hos os findes et herskende, men talsvagt monopolbourgeoisi, mod hvilket der skulle kunne sammensvejses en folkefront, som indlemmer den overvældende del af det øvrige folk. Således er virkeligheden bare ikke.”


Således er virkeligheden heller ikke i 2003. Det var de sovjetiske revisionister, der i 60erne og 70erne udklækkede teorien om ‘det antimonopolitiske demokrati’ som en slags mellemstadie mellem kapitalisme og socialisme, som en strategi for fredelig overgang til socialismen. Den har for længst lidt nederlag i praksis, og burde være død med sovjetrevisionisternes fallit. Den overlever imidlertid her (hvad der siger alt om KPiD) . . .

Aktionsenhedens metode

Med udgangspunkt i folkets objektive interesser og gennem aktivitet ændres bevidstheden, ikke gennem for eksempel at overtage medierne. Man skal i kamp for sine interesser. Det er en nødvendighed for at rejse disse kampe, at arbejderklassen og dens forbundsfæller optræder organiseret.
“Af fælles kamp vokser fælles erfaring. Enhed i kampen er en forudsætning for resultater. Det vil sige, at man hverken kan eller skal forlange, at der er enighed om alt. Derfor må man sætte det i forgrunden, der er enighed om, og fastholde det i hele kampen. Det er aktionsenhedens metode.” (side 17)

Kommentar:
Enhver metode bæres af et formål og er ikke et formål i sig selv. Revolutionære metoder anvendt i en opportunistisk ånd resulterer i nederlag. Aktionsenhedens metode (forstået som et begrænset taktisk samarbejde mellem forskellige politiske kræfter om et bestemt formål) er blot en metode i det revolutionære arsenal. Klassens enhed er det afgørende – den skabes på grundlag af klassens egne erfaringer – med det kommunistiske parti i spidsen for kampen.

Den parlamentariske strategi

Forandring og bevidsthed kommer ikke ved at have fire til fem personer siddende i Folketinget eller nogle kommunalbestyrelser. Det kommer gennem aktivitet.
“Gennem samfundsmæssig aktivitet drager folket sine erfaringer om klassesamfundets virkelighed – om hvem, de har med sig, og hvem, de har mod sig. Gennem samlet og aktiv optræden gør det arbejdende folk sig til en magt i samfundet.” (side 14)
Det betyder ikke, at vi forkaster parlamentarisk arbejde. Men i det kommunistiske parti fungerer den demokratiske centralisme også i forhold til en parlamentsgruppe eller en byrådsgruppe: De skal ligesom alle andre medlemmer rette sig efter partiflertallet.

Kommentar:
Nej – KPiD forkaster ikke parlamentarisk arbejde. Partiet drømmer søde ønskedrømme …
Det ‘antimonopolistiske demokrati’ er en i bund og grund parlamentarisk ‘strategi’.

Demokratisk centralisme

Det kommunistiske parti er et parti af en ny type. Det betyder blandt andet, at partiet “er organisatorisk opbygget på den demokratiske centralismes princip. Det indebærer, at partiets medlemmer til stadighed, gennem diskussioner og efterfølgende beslutninger på grundlag af egne og fælles erfaringer, skaber forudsætningerne for, at partiet kan handle effektivt som en enhed. Med dette princip sikres, at når beslutningerne er truffet, står hele partiet bag deres gennemførelse.” (side 92).
Dette organisatoriske princip, der skal forene partidemokrati med effektiv handling, står centralt i lovene, hvor demokratiet ikke blot er en rettighed (§5), men også en pligt (§6).

Kommentar:
Demokratisk centralisme er det leninistiske partis uovertrufne organisationsprincip, der sikrer den uhørte og nødvendige sammensvejsethed og disciplin, som et parti, der kæmper for en revolution, der nedbryder den gamle stat og opbygger en ny socialistisk statsmagt må besidde. For et parti, som har mistet sin revolutionære ånd, bliver demokratisk centralisme et skalkeskjul for bureaukratisk legalitet over den permanente fraktions- og magtkamp.

Socialisme-opfattelse

Vi anerkender ingen “model” for socialisme.
“Men der findes almengyldige lovmæssigheder for opbygningen af et socialistisk samfund, som er klarlagt og sammenfattet i den marxistisk-leninistiske teori. Det betyder især:
* at de vigtigste produktionsmidler, banker og alle andre finansieringsvirksomheder, samt alle samfundsvigtige virksomheder overgår til samfundseje.
* at folket under en bevidst arbejderklasses ledelse erobrer og fastholder den politiske magt.
* at statsapparatet forandres fra at være et redskab for monopolkapitalens herredømme til at være det arbejdende folks magtapparat.
* at denne magt bruges til en planmæssig udvikling af samfundsøkonomien som grundlag for en fornyende demokratisk udfoldelse.”
(side 9)

Kommentar
KPiD tror fortsat at man kan forvandle det borgerlige statsapparat til ‘det arbejdende folks magtapparat’. Marx, Engels og Lenin mente at det var nødvendigt at knuse det borgerlige statsapparat og opbygge et nyt – det var kernen i den socialistiske revolution: proletariatets diktatur.

Det antimonopolistiske demokrati er simpelthen en variant af alle refomistiske partiers strategi for ‘udvidelse af demokratiet’, ‘strukturreformer’ o.s.v. på den fredelige vej – til forevigelse af kapitalismen.

Afslutning fra KPiDs skolingsudvalg

Måske vil nogle nu føle, at de er blevet slået i hovedet med citater. Det har ikke været meningen, men det er sådan, at det er i programmet, vores ideologi er formuleret på den korteste, mest præcise og ind imellem smukkeste måde.
Det er skolingsudvalgets opfattelse, at disse otte punkter er af så principiel ideologisk betydning for et kommunistisk parti, at de er ufravigelige. Derfor er det nødvendigt, at alle i partiet får dem diskuteret, givet eksempler og bredere forklaringer. Vi vil også opfordre DKP/ML og DKP til på lignende vis at finde deres ideologiske principper.
Så er vi overbeviste om, at vi sammen vil få gode diskussioner og finde ud af, hvor der er enighed, og hvor der eventuelt er uenighed. Dette forenet med en fælles praksis i dagligdagens talrige kampe, vil kunne skabe grobund for en fælles fremtid.

* * *

Dette får stå for sig selv.
Klaus Riis

Arbejderpartiet Kommunisternes principprogram ‘MANIFESTET FOR ET SOCIALISTISK DANMARK’ (vedtaget på den stiftende kongres i april 2000) kan læses her i pdf-format.

Kommunistisk Politik 14, 2003
Netavisen 4. juli 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne