Med i to imperialistiske blokke

Kommentar
Kommunistisk Politik 13, 2003

Fogh-regeringen har med sin lakajvillighed over for den krigsgale amerikanske administration og deltagelsen i den ulovlige krig og besættelse af Irak placeret Danmark i den aggressive imperialismes lejr, som tæt partner i den mest kontrarevolutionære alliance, verden har set siden Antikomintern-pagtens dage: den amerikansk-britisk-israelske krigsalliance.
Under det danske EU-formandskab optrådte Anders Fogh som et lydigt redskab for de amerikansk-britiske krigsplaner med væsentlig indflydelse på, at EU ikke kunne samles om en fælles afvisning af krigen.

Siden har de to toneangivende europæiske stormagter Tyskland og Frankrig været ivrige for at nedtone modsætningerne til USA. De har blåstemplet den amerikanske besættelse, og på G8-topmødet i Evian sluttede de sammen med de øvrige lande fuldstændig op om den amerikanske terrorkrigs- strategi og dens ‘kamp mod masseødelæggelsesvåben’. Det har bl.a. præstestyret i Iran siden kunnet mærke i form af EU-pres oven i det amerikanske.
Men Berlin og Paris har stadig ikke glemt Anders Foghs optræden som trojansk hest.

Berlingske Tidende (17.06) beretter, at nu lægger Fogh op til ‘forsoning’:
“Forholdet mellem Danmark og EUs to vigtigste medlemslande, Tyskland og Frankrig, er så anstrengt, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gennem flere uger i kulissen har arbejdet for at møde både den franske præsident Jacques Chirac og den tyske forbundskansler Gerhard Schröder på tomandshånd. Den danske regerings ensidige opbakning til USAs kurs i Irak-krigen har skabt kold luft mellem Anders Fogh Rasmussen og Europas to tungeste politikere. Også den famøse fjernsynsudsendelse ‘Fogh bag facaden’ har irriteret i flere europæiske hovedstæder. Derfor har Statsministeriet vurderet, at det er vigtigt for Danmark at glatte ud på forholdet, ikke mindst før åbningen af EUs regeringskonference om en europæisk forfatningstraktat til efteråret.”

Avisen fortsætter:
“Statsminister Anders Fogh Rasmussen erklærede ved Irak-krigens begyndelse, at den danske holdning ikke ville skabe problemer i forholdet til Frankrig og Tyskland og for Danmarks stilling i EU-samarbejdet. ‘Beslutningen er baseret på en nøgtern analyse af Danmarks sikkerhedspolitiske interesser,’ skrev statsministeren i en kronik i Berlingske Tidende og gjorde det klart, at dansk udenrigspolitik er mere afhængig af et godt forhold til USA end til Tyskland og Frankrig.
Men siden Irakkrigen har Tyskland og Frankrig sat sig i førersædet under forhandlingerne om den kommende EU-forfatningstraktat, som det særlige fremtidskonvent afleverede et udkast til så sent som i sidste uge. Forslaget lægger voldsomt pres på de danske EU-forbehold – i de kommende traktatforhandlinger er det derfor vigtigt for Danmark at have et godt forhold til Frankrig og Tyskland.”

Den lille mand fra det lille land er åbenlyst i klemme. Det er ikke nemt at tjene to herrer lige loyalt, når disse er oppe at toppes. A.P. Møllers og “Danmarks” interesser kommer i klemme. Derfor skal Foghs ‘forsoningsmission’ bedyre uforbeholden støtte til den fransk-tyske forfatningsplan – samt hurtig eliminering af samtlige danske forbehold, indbefattet en ny euro-om-afstemning.

Men her kommer Fogh i klemme et helt tredje sted: I forhold til den massive EU-modstand, som vil blive væsentlig styrket, når det virkelige indhold af forfatningstraktaten: superstat og supermagt EU, kommer til at stå klart for befolkningen – og når svenskerne, som alt tyder på, siger Nej til euro’en ved den kommende folkeafstemning om tre måneder.

Hverken socialdemokratiske og borgerlige regeringer plejer at tage hensyn til befolkningsflertallet, når det gælder udenrigspolitikken. Fogh har tilsluttet sig den amerikanske krigsalliance, uden at det har betydet den store parlamentariske nedtur. Men EU-afstemninger har det med at vælte regeringer.

Foghs klemme er akut, fordi EU’s bevægelse mod superstat og supermagt for alvor har taget fart. Ikke bare er forfatningsforslaget klar til behandling og ratificering. Men også den kommende EU-hær er central. Det er foreslået, at en EU-styrke placeres i Palæstina/Israel. Og på weekendens topmøde i Thessaloni bliver et af punkterne behandlingen af et forslag fra EU’s ‘udenrigsminister’ Javier Solana om, at EU-hæren skal kunne gå i krig mod ’slyngelstater’ – for at ‘bekæmpe udbredelsen af masseødelæggelsesvåben’.

Topmødedemonstranterne vil rette deres protest mod begge de imperialistiske blokke, deres krige og den imperialistiske globalisering.

Netavisen 19. juni 2003