Den israelske forbindelse

USA’s Neocons

De forlangte og fik krigen mod Irak. De har planer for nyordning både af Mellemøsten og resten af verden.
Hvem er de?

Amerikanerne kalder dem med et næsten uoversætteligt ord Neocons (nykonservative lyder alt for pænt). Det er en magtfuld gruppe ekstremt reaktionære og yderst indflydelsesrige politikere og erhvervsfolk, mediemennesker, militære og intellektuelle, som fører det store ord i Bush-regeringen og har udviklet den ny aggressive globale amerikanske strategi også kendt som PNAC (Project for the New American Century).
En stor del af dem er også knyttet til den israelske zionistiske højrefløj.

Kommunistisk Politik 10, 2003
Første del af en serie

Uri Avnery, israelsk journalist og fredsaktivist, skrev i en artikel umiddelbart efter Bagdads fald bl.a.:

“Den lille gruppe, som initierede denne krig – en krigsalliance mellem kristne fundamentalister og jødiske neo-konservative – har vundet stort, og fra nu af vil den kontrollere Washington, næsten uden begrænsninger…
Denne alliance er de fredelige løsningers fjende, de arabiske regeringers fjende, det palæstinensiske folks fjende og især den israelske fredslejrs fjende…
Den drømmer ikke kun om et amerikansk imperium, (…), men også om et israelsk mini-imperium. Den ønsker at ændre regimerne i alle arabiske lande.”
(10.04.03)

Hvem er vinderne af krigen mod Irak? spørger Uri Avnery i samme artikel – og han besvarer det selv:
“Det er de såkaldte neo-cons, eller neo-konservative. En kompakt gruppe, hvoraf omtrent alle medlemmer er jødiske. De besidder nøglepositionerne i Bush-administrationen såvel som i tænke-tankene, der spiller en vigtig rolle i formuleringen af amerikansk politik og lederspalterne i de indflydelsesrige aviser.”


I centrum efter 11. september 2001

Den 20. september 2001 – altså umiddelbart efter 11. september – publicerede nogle af dem et åbent brev til præsident Bush:

“Vi skriver for at støtte din beundringsværdige forpligtelse til at ‘lede verden til sejr’ i krigen mod terrorisme. Vi støtter fuldt ud din opfordring til ‘en bred og understøttet kampagne’ mod ‘terrorristorganisationer og dem, der huser og understøtter dem’.(…)
For at gennemføre denne ‘første krig i det 21. århundrede med succes’ ( …) tror vi, at følgende skridt er nødvendige dele af en sammenhængende strategi. …
Vi understøtter den nødvendige militære aktion i Afghanistan …

Vi er enige med ministersekretær Powells nylige udtalelse, at Saddam Hussein ‘er en af de ledende terrorrister på jordens overflade …’ Muligvis støttede den irakiske regering på en eller anden måde det nylige angreb på De Forenede Stater. Men selv om beviser ikke forbinder Irak direkte med angrebet, må enhver strategi for at udrydde terrorismen og dens støtter indeholde en beslutsom indsats for at fjerne Saddam Hussein fra magten i Irak. Ikke at gennemføre en sådan indsats vil betyde et hurtigt og måske afgørende nederlag i krigen mod international terrorisme.

De Forenende Stater må derfor tilbyde fuld militær og finansiel støtte til den irakiske opposition. Amerikansk militær magt bør bruges til at skaffe en ’sikker zone’ i Irak, hvorfra oppositionen kan operere. Og amerikanske styrker må være forberedt på at understøtte vores hjælp til den irakiske opposition med alle nødvendige midler.”

Derefter forklares, at denne administration skal forlange, at Iran og Syrien omgående ophører med al militær, finansiel og politisk støtte til Hizbollah – ellers bør der tages de “nødvendige midler til hævn” i brug.
Underskriverne af det åbne brev fortsætter med at forlange stop for al støtte fra USA til Palæstina, så længe de palæstinensiske autoriteter ikke ‘modarbejder terror’. Og brevet slutter med en opfordring til ikke at tøve med at skaffe alle de nødvendige midler til at føre denne krig.
En krig, hvor det understreges, at alle de ovenstående skridt er nødvendige.
Vi kan nu se, at en stor del at dette allerede er gennemført.

Israel og USA: Hovedallierede i ‘kampen mod terrorisme’

Den 3. april 2002 følges det op af endnu et åbent brev til præsident Bush – samtidig med det israelske angreb mod Jenin, en massakre og en krigsforbrydelse, som fortsat ikke er blevet undersøgt af uvildige internationale instanser, og som er blevet et internationalt symbol på den fascistoide, aggressive israelske besættelses- og fordrivelsespolitik over for palæstinenserne.

I dette brev står bl.a.
“Ingen skal være i tvivl om, at De Forenede Stater og Israel har en fælles fjende. Vi er begge mål for, hvad du korrekt har kaldt ‘ondskabens akse’. Israel angribes dels, fordi det er vores ven, og dels, fordi det er en ø af liberale, demokratiske principper – amerikanske principper – i et hav af tyranni, intolerance og had. Som forsvarsminister Rumsfeld har peget på, er Iran, Irak og Syrien alle involveret i at ‘inspirere og finansiere en kultur af politiske mord og selvmordsbombninger’ mod Israel.”

Det leder til følgende opfordring:
“Hr. Præsident – vi opfordrer dig på det stærkeste til at fremskynde planerne for at fjerne Saddam Hussein fra magten i Irak … Hvis vi ikke tager skridt imod Saddam Hussein og hans regime, vil de skade vores israelske venner, og hvad vi har lidt indtil nu vil en dag vise sig at være et forspil til langt større rædsler… Israels kamp imod terrorisme er vores kamp. Israels sejr er en vigtig del af vores sejr. Af både moralske og strategiske årsager må vi stå sammen med Israel i dets kamp mod terrorismen.”

Brevene blev offentliggjort i Weekly Standard, en avis grundlagt af William Kristol med 10 mio. dollars fra ultrahøjre-pressebaronen Rupert Murdoch.
To af hovedmændene bag disse breve er også grundlæggerne af PNAC, Project for the New American Century, William Kristol og Robert Kagan. Begge er også skribenter i Weekly Standard. Kagan er desuden tilknyttet Carnegie Endowment for International Peace.

Kernen blandt de amerikanske Neo-cons

Brevene var underskrevet af 41 andre neo-konservative, en hel checkliste over det magtfulde aggressive, imperiebyggende ultrahøjre i USA.
Blandt dem er den skumle Richard Perle, Norman Podhoretz, redaktør af det prestigefyldte Encounter Magazine, samt hans kone Midge Decter, også højreorienteret skribent, Frank Gaffney fra Center for Sikkerhedsstudier og Charles Krauthammer fra Washington Post samt Hillel Fradkin, præsident for Ethics and Public Policy Center – og en hel stribe mere.

PNAC – Project for the New American Century – blev grundlagt i foråret 1997, og bl.a. Dick Cheney, Donald Rumsfeld, Jeb Bush og Paul Wolfowitz var med fra starten.
Det er med rette blevet sagt, at det er PNAC, der har leveret hele forarbejdet til Bush-doktrinen og hovedelementerne i Bush-regeringens globale politik.

PNAC har heller ikke ligget på den lade side med Israel-venlige skrifter. Den 30. januar 1998 skrev Kristol og Kagan f.eks. i New York Times:
“Det er ikke nok at bombe Irak, Saddam Hussein må gå. Den eneste måde at sikre, at den irakiske leder aldrig igen bruger masseødelæggelsesvåben, er at fjerne hr. Hussein fra magten. Enhver anden politik vil fejle.”

Og der findes stakkevis af tilsvarende artikler fra de herrers penne – og også bøger – bl.a. fra 2002 og 2003, der ophidser til krig mod Irak ud fra ideen om et strategisk ’skæbnefællesskab’ mellem USA og Israel.

I øvrigt har W. Kristol også haft en indtægt på 100.000 dollars for at sige pæne ting om Enron, den største virksomhedsskandale i USA i de seneste år.
Og om Robert Kagan skal tilføjes, at han i 1985-88 arbejdede som politisk deputeret i bureauet for interamerikanske affærer og i 1984-85 var medlem af det politiklæggende gruppe omkring udenrigsminister George P. Schultz, hvis vigtigste taleskriver han var.
Kristol og Kagans rolle er hermed bestemt: Det er nogle af de vigtigste penneførere for magtens virkelig tunge mænd.

Alt dette er blot en lille flig af det puslespil, der gemmer sig i den israelske forbindelse – sammenkædningen af USA’s og Israels politiske og militære strategier gennem et personsammenfald i, hvad Uri Avnery kaldte ‘krigsalliancen mellem kristne fundamentalister og jødiske neo-konservative’, som i dag bemander centrale poster i den amerikanske administration, og som samtidig har solide bånd til den dominerende højrefløj i israelsk politik.
Kristol og Kagans PNAC – Project for The New American Century – er simpelthen drejebogen for Bushs politik.
Det vender vi tilbage til i en artikel i næste nummer af Kommunistisk Politik.

Se også
Om Guder og dødelige og imperium
Af William Rivers Pitt
Introduktion til Project for the New American Century (PNAC)
Stop Terrorkrigen

Stop Terrorkrigen har lavet et site med oversættelser af en lang række artikler om Bush-doktrinen, PNAC og de amerikanske Neocons. Se
Bush-doktrinen – Manifest for et verdensdiktatur

Netavisen 9. maj 2003