Røde aktioner

Af Klaus Riis

Enhedslistepartiet DKP har efter et par måneders betænkningstid udsendt en pressemeddelelse om maleraktionen i folketinget, nu hvor ministerdekoratørerne har fået forlænget deres varetægtsfængsling til 2 ½ måned frem til retssagens start den 27. maj.

DKP meddeler verden følgende:
“Direkte aktioner rettede mod enkeltpersoner, herunder krigsforbrydere, er ikke kommunistisk politik eller kommunistisk metode. Det gælder, hvad enten der er tale om egentligt voldelige aktioner (attentater) eller som her om en aktion på grænsen mellem vold og ikke-vold. … DKP ser det ikke som sin opgave at udtale hverken støtte til eller fordømmelse af sådanne spontane, individuelle aktioner. Kommunisterne ønsker at mobilisere de brede, folkelige lag mod regeringens forbryderiske politik. Midlerne hertil er andre”

Det er noget usandsynligt vrøvl. Teoretisk forkert, politisk forkert, og samtidig af mange grunde giftigt:
Aktionen befandt sig ikke ‘på grænsen mellem vold og ikke-vold’. Det var en ikke-voldelig ulydighedsaktion, som afslørede statsmagtens forbryderiske politik, repræsenteret ved de to centrale politisk magthavere, der sendte landet ud i en kriminel aggressionskrig.

DKP antyder med sin formulering, at aktionen lå lige på ‘terrorgrænsen’. Det er nøjagtig hvad anklagemyndigheden ønsker at bilde befolkning og domstolen ind. Anklageren vil forsøge at fremstille det som en i grunden voldelig aktion, som af den grund skal straffes særlig hårdt. DKPs giftige formulering spiller med på den borgerlige (for)dom.

DKP påstår at sådanne aktioner som maleraktionen ikke er kommunistiske.
I hvilken marxistisk lærebog har DKP mon fundet en fordømmelse af ‘direkte aktioner rettet mod enkeltpersoner’ med rød maling? Marxismen fordømmer individuel terror, hvad denne aktion ikke kommer i nærheden af. Det var en symbolsk aktion, en medieaktion.
Siden hvornår har kommunister været imod medieaktioner? Det er én aktionsform blandt mange andre, og kommunister anvender alle hensigtsmæssige aktionsformer.

Med et simpelt taskenspillerkneb sætter udtalelsen massemobilisering og massedemonstrationer op imod sådanne aktioner. Men der behøver ikke at være nogen modsætning mellem en medieaktion og mobiliseringen af en massebevægelse – og det var der ikke her. Der er ikke tale om et enten-eller. Masseaktionerne er selvfølgelig de vigtigste, grundlæggende. Men de står ikke alene.

Forskellige situationer kræver forskellige aktionsformer. Sabotagen – de væbnede aktioner – under besættelsen var en central kampform dengang, men på ingen måde direkte massemobiliserende.
Konkret mobiliserede og inspirerede maleraktionen den nuværende antikrigsbevægelse, især de unge, og ikke kun i Danmark.

DKP prøver at bilde folk ind, at der findes nogle særlige ‘kommunistiske’ aktioner – noget i retning af stuerene massemanifestationer. Men masseaktioner er netop ikke specifikt ‘kommunistiske’. Og de mere militante af slagsen kan undertiden være ret voldelige – modsat den symbolske maleraktion.

Fordømmelsen af malermestrene er entydig:
“Derimod er det forkasteligt, at de to Globale Rødder skaffede sig adgang til Christiansborg med det løgnagtige påskud, at de havde en aftale med et medlem af Enhedslistens folketingsgruppe. Det var en illoyal handling, der røber mangel på forståelse for de vilkår, venstrekræfternes repræsentanter arbejder under i parlamentariske forsamlinger.”

“Løgn – illoyalitet – manglende forståelse”:
Det er stærke ord i retning af Vestre Fængsel.
Fra et kommunistisk standpunkt er der intet forkasteligt i, at de to aktivister ikke indviede Enhedslisten eller Pernille Rosenkrantz-Theill i deres planer, eller i at de brugte et påskud til at komme ind i folketinget. De ville gennemføre en symbolsk aktion, som de på forhånd vidste ville føre til arrestation og mulig fængselsdom, og de implicerede netop ikke Enhedslisten eller Pernille i deres aktion. DKP afslører her en total mangel på forståelse for de vilkår, ikke-parlamentariske aktioner foregår under.

Og både Enhedslistens tidlige og DKPs sent påfølgende fordømmelse af aktivisterne med hævet pegefinger i såvel moralens som marxismens navn er ikke andet end grov illoyalitet over for folk, der kæmper og yder ofre. Det er værre endnu: det er at håne marxismen og kommunismen.

Hele udtalelsen afslører at DKP lider af alle revisionismens traditionelle sygdomme: forfalskning af den kommunistiske teori, overdreven legalisme, vildt overdreven forståelse for parlamentarisk arbejde samt almindelig tvetungethed. Man vil ikke fordømme aktionen – men fordømmer den. Den er ikke kommunistisk, men nærmest massefjendsk. Den ligger på ‘terrorgrænsen’. Den har ikke respekt for parlamentet – undskyld: for vilkårene for venstrekræfterne i parlamentet, osv.

Partiets bedømmelse af aktionens karakter rammer helt ved siden af:
Hele verden ved, at den var endog meget rød.

Hvad skal hele smøren til for?

“DKP mener, at de to medlemmer af Globale Rødder skal frigives fra varetægtsfængslingen, der er helt ude af proportion med aktionens karakter og forløb. Den lange og forlængede varetægtsfængsling er udtryk for en uacceptabel skærpelse af dansk retspraksis.”

Hvad vil DKP gøre ved det?

Netavisen 8. maj 2003


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne