APKs 2. kongresEn anden verden er mulig: socialismen!

Arbejderpartiet Kommunisterne har i påskedagene afholdt sin 2. kongres – tre år efter stiftelsen. Den gjorde status over de betydelige resultater, der er blevet opnået i opbygningen af det 21. århundredes kommunistiske parti – og fastlagde ny opgaver for partiet i klassekampen og i partibygningen.
Det vedtog to hoveddokumenter “EN ANDEN VERDEN ER NØDVENDIG: STOP IMPERIALISMEN! SOCIALISMEN ER FREMTIDEN!” og “Arbejderpartiet Kommunisternes 2. kongres og de kommende opgaver” samt en række andre udtalelser og hilsener.
De vil alle blive offentliggjort i den kommende tid.
Kongressen valgte den ny Centrale Kontrolkommission og den ny Centralkomite. Denne genvalgte Dorte Grenaa som sin formand.
Kommunistisk Politik har talt med Dorte om kongressen.

KP: – Hvad er det vigtigste der kom ud af APK’s 2. kongres?

DG: – Den sidste kongres fastlagde programmet og principperne for det 21.århundrede kommunistiske parti. Og vi må jo sige at vi som parti blev kastet ud i dette århundredes voldsomme klassekampe med fynd og klem. Både den internationale og nationale klassekamp har udviklet sig utroligt hurtigt, og partiet har trods sin størrelse formået at kæmpe som kommunistisk parti midt i begivenhederne på baggrund af partiets analyser og politik.

Kongressen denne gang var i høj grad en arbejdskongres. Den fandt sted lige midt i denne skærpede klassekamp, vi lever i lige nu. Det danske borgerskab og den sorte Fogh-regering har valgt at gå med USA’s imperialismens terrorkrig for verdensherredømme hele vejen og deltage politisk, økonomisk og militært i krigen og besættelsen af Irak. Fra minimalstat til slyngelstat – eller to sider af samme rådne sag. Mens flertallet af befolkningen og ikke mindst ungdommen har valgt at gå sammen med den verdensomspændende anti-krigs og antiglobaliseringsbevægelse, der har udviklet sig.

APK har arbejdet meget aktivt i opbyggelsen af denne bevægelse både i Stop Terrorkrigen, Ingen krig mod Irak og andre anti-krigsgrupper. På kongressen opsummerede vi hele partiets erfaringer og perspektiverne for den videre udvikling. Det er svært at tage en ting ud og sige – det er den vigtigste beslutning, vi traf på kongressen – det er jo sammenhængende beslutninger omkring det videre arbejde.

Men jeg vil alligevel fremhæve betydningen af, at vi som kommunistisk parti ud af alle klassekampens daglige opgaver også er i stand til at komme med alternativet til imperialismens hærgen, død og krig – nemlig revolutionen og en socialistisk verden. Ikke som en trylleformel, men som et konkret og muligt alternativ. Det er ikke nok at ønske sig fred og retfærdighed, for det kan kun opnås gennem revolutionær klassekamp for at overvinde kilden, årsagen til krig, nød og uretfærdighed – selve imperialismen og dens samfundssystem.
Med det for øjne forbinder partiet sig også til det, der er den levende fremtid i bevægelsen selv og de mennesker der kæmper og skaber noget nyt ud af modstanden mod “den nye verdens ordens” hærgen.

KP: Er kongresser ikke bare noget lidt formelt og ord på papir?

DG: – Nu kan jeg kun svare for vores parti, der er den hverken formel i indhold eller form. Og vi står heller ikke i den situation, at der er tale om et parti med forskellige fraktioner, der strides eller skal laves kompromisser om. Enheden er skabt gennem diskussion og handling. I hverdagen kan den enkelte kommunist og den enkelte partiafdeling godt føle, at der uendelig mange opgaver, der skal sikres en løsning på at få klaret – og det er der også, når man som menneske og parti tager sit ansvar alvorligt. En kongres som den, vi lige har holdt, er med til at få synliggjort det stærke kollektiv, vi udgør, og sætte fokus på, at vi med kollektive løsninger kan endnu længere og rettet op på de svagheder, der er i arbejdet.

Vi har lagt vægt på arbejdet blandt ungdommen og opbygningen af en aktiv ungdomsorganisation – DKU. Det vil forsat være en vigtig side af partiets arbejde. De unge er fulde af revolutionær dristighed og udvikler deres egen stil ud af deres generations erfaringer. For både APK og DKU gælder det, at vi kan organisere langt flere nye mennesker end vi hidtil har gjort.
Det er en klar opfordring fra kongressen til alle dem, som ønsker at kæmpe mod krise, krig og reaktion – og for en revolutionær socialisme – at det gøres bedst sammen, i det kommunistiske parti.

Kommunistisk Politik 9, 2003
Netavisen 24. april 2003