Afghanistan efter USA’s krig

Af Teddy-John Frank/Proletären

I nr. 12/03 havde Proletären en artikel om, hvad der er sket i Kosova efter USA’s og NATO’s angrebskrig i 1999. Deri eksemplificeredes, hvor løgnagtig talen var om, at de ædle formål, som propagandaen i sin tid hævdede var krigens hensigter, var opnået. At krigen skulle lede til et multietnisk samfund, hvor vold, korruption og mafiavælde ville forsvinde og demokrati og frihed råde.
Se
Hvad skete i Kosova – efter krigen?

Der er grund til at stille nogle tilsvarende spørgsmål om den angrebskrig, USA rettede imod Afghanistan i efteråret 2001. Også da var alle de smukke ord om demokrati og frihed i sving. Hvordan blev det så?

USA indledte sit angreb på Afghanistan og dets folk den 7. oktober 2001. Dengang skrev Proletären:
“Nu skal talibanerne, som USA engang understøttede og opmuntrede til at komme til magten, styrtes. Hvem er den næste på listen? Er det hos Saddam Hussein og i Irak, terroristjagten skal fortsætte inden længe?” (Prol. Nr. 41/01)

Det kan i dag være godt at mindes disse ord. Om ikke af andre grunde, så fordi de viser, at USA udnyttede den politiske situation, som skabtes umiddelbart efter 11. september, hvilket muliggjorde, at den strategiske planlægning for at etablere sin nye verdensorden kunne påskyndes og udvides.

Proletären dokumenterede også, hvordan amerikanske olieinteresser allerede flere år tidligere havde bedt USA’s kongres om at muliggøre, at Afghanistan blev åbnet for deres udnyttelse. “Vi kan naturligvis ikke påbegynde anlægget gennem Afghanistan, før landet har en anerkendt og legitim regering,” som en af talsmændene formulerede det i en udvalgshøring i 1998.

Indledningsvis talte USA om, at jagten gjaldt udøverne af 11. september, Osama bin Laden og Al Qaeda-netværket. Udenrigsminister Colin Powell anvendte også udtryk i stil med, at det skulle dreje sig om et omfattende “internationalt efterforsknings- og detektivarbejde”.

Bomber over bønder

Men i oktober 2001 var dagsordenen allerede blevet omskrevet. Den “verdensomspændende kampagne mod terrorismen” var en krig, hvor USA og dets allierede mente, at de havde frie hænder til at handle efter formlen “den, der ikke er med os, er imod os”.

Den retorik, som George Bush derefter anvendte, baseredes på et ekstremistisk præget verdensbillede, hvor USA – og åbenbart George Bush selv som særlig kaldet – repræsenterede “det gode”, med gud på sin side og med guds særlige opdrag.
Talibanregimet skulle styrtes og erstattes af “demokrati og frihed”.

Krigsherrer, smuglerkonger og narkoprofitører rundt omkring i provinserne gjordes i lighed med den korrupte såkaldte Nordlige Alliance til “frihedskæmpere” af USA. USA’s fly fældede deres bomber og missiler over landsbyer og storbyer og massakrerede tusindvis af afghanske bønder, hyrder og deres familier, samtidig som at alle, der var imod talibanerne, forsynedes med våben og penge.

Mindre end to måneder senere var talibanerne fordrevet fra magten og Hamid Karzai installeret. Først som provisorisk leder, efter nogle tragikomiske møder i Tyskland; efter organiseringen af en loja djirga et halvt år senere “rigtigt valgt”.

Og hvordan er det så blevet?

* I mangt og meget er Afghanistan vendt tilbage til det kaos og det klandominerede samfund, hvor regionale krigsherrer har magten, som herskede før talibanernes magtovertagelse. En afgørende forskel er selvfølgelig tilstedeværelsen af supermagten USA. For den almindelige afghanske bonde har lidet ændret sig, i hvert fald ikke til det bedre. Mad, vand og medicin er mangelvarer. Volden er mindst lige så omfattende som tidligere. Men nu er der også truslen fra USA’s bomber.

Officielt hedder det, at jagten på bin Laden og talibanlederen mullah Omar motiverer USA’s og NATO’s fortsatte militære operationer. Og i det centrale Kabul, i kvartererne omkring de genåbnede vestlige ambassader, står NATO-tropper posteret ved gadehjørnerne. I selve værket er Afghanistan i praksis et besat land. Det er USA, der bestemmer. Regimet i Kabul er ikke meget andet end et vasalregime for USA og dets allierede.

* FN og Røde Kors siger, at man beregner, at mellem 4.000 og 8.000 civile afghaner er blevet dræbt af USA’s bomber og panserbeskydning i løbet af krigens første måneder. Der er dokumenteret en alt for lang række af “episoder” og “misforståelser” til, at USA’s officielle bortforklaringer kan anses for troværdige. I visse tilfælde er det åbenlyst, at stridende fraktioner blandt de forskellige krigsherrer og klangrupper, som USA har allieret sig med, sørger for at få hjælp fra sine mægtige venner.

Stadig kvindeundertrykkelse

* I løbet af vinteren 2001-02 kunne man læse mange engagerede reportager om kvindeundertrykkelsen under talibanerne. Hvordan det var forbudt for piger at gå i skole. Hvordan kvinder blev tvunget til at bære den heldækkende burka. Hvordan kvinder ikke måtte vise sig udendørs uden sine mandlige slægtninges selskab. Hvor totalt retsløse kvinderne var.

I kontrast til dette berettedes nu om, hvordan kvinder smed burkaen væk, hvordan skolerne blev åbnet, hvordan musikken atter blev hørt på Kabuls gader. Ja, hvordan landet til og med fik et kvindeligt regeringsmedlem, kvindeminister Sima Simar.

Sima Simar blev imidlertid smidt ud af regeringen efter nogle måneder, da hun ikke længere behøvedes der for at tilgodese opinionen blandt den vestlige verdens kvinder. Og skolerne? I provinserne uden for Kabul og Kandahar er de fleste pigeskoler blevet lukket igen. Det er sket, efter at fire skoler blev sprængt i luften sidste efterår, hvorved en snes skoleelever blev dræbt. Burkaen er på plads igen, og kvindernes situation beskrives i dag som endnu værre end tidligere. Dette eftersom undertrykkelsen nu er udbygget med voksende vilkårlig vold med overfald, voldtægter og mishandel.

* Endnu halvandet år senere fortsætter USA sine militære kampagner, men nu uden besværende opmærksomhed fra medierne. Det er bare en måned siden, USA-fly gennemførte omfattende bombardementer i Helmand-provinsen, hvor mindst 100 civile blev dræbt. I tre døgn blev Wilja og de omkringliggende landsbyer bombet. Ugen før massakreredes lige så mange civile i nærheden af Spin Boldak i det østlige Afghanistan.

Og samme nat, som USA begyndte bombeangrebene mod Bagdad i Irak, gennemførte USA-fly de hidtil mest omfattende bombeangreb mod Afghanistan. Ifølge amerikanske presseoplysninger var det op mod 2.000 bomber og missiler, som blev fældet over først og fremmest de nordøstlige dele af landet.
Få spørger i dag, hvem det er som bombes og dræbes. Og hvorfor.

* USA anvender bomber og granater med forarmet uran. På et seminar om Afghanistan for en måned siden i Stockholm fremførte USA-professoren Marc Herold, at der har været mindst 719 ton forarmet uran i de bomber, som er fældet over landet siden oktober 2001. Konsekvenserne er ukendte. “Den amerikanske militærmagt har ikke tilladt nogen afghaner at måle de radioaktive niveauer,” forklarede Sima Simar i et interview foretaget i forbindelse med seminaret.

40.000 døde i krigen

Herold beregnede tillige, at 40.000 mennesker er døde direkte eller indirekte som følge af bombningerne. USA bomber uden hensyn, selv i tætbefolkede områder, hvor moskéer, forretninger, landsbyskoler og sundhedsklinikker er blandt de ramte mål.

* Under talibanstyret ophørte opiumproduktionen i landet praktisk talt. Statistik fra FN-myndigheder viser, at år 2000-01 blev der kun produceret ca. 450 ton mod det tidobbelte årene forinden. Og nu?
En lille notits i Göteborgs-Posten forrige uge taler om, at “siden talibanregimets fald er tusinder af fattige bønder vendt tilbage til opiumsdyrkning som en hurtig og enkel vej til at tjene penge”. Afghanistan topper atter, ifølge FN, listen over narkoproducerende lande.

* På flybasen Bagram nord for byen har USA bygget en koncentrationslejr af omfattende dimensioner. Antallet af fanger er hemmeligt, men skal andrage sig til adskillige tusind. Hvad sker der med dem?
En talsmand for Pentagon benægtede tortur, men erkendte samtidig, at “vore afghanske kollegaer er ikke lige så nøjeregnende”. Selvfølgelig har USA det faktiske ansvar.
Fra Bagrambasen overføres også fanger til den berygtede koncentrationslejr på Guantanamobasen på Cuba. Hvor mange? Ingen oplysninger findes. Retsløsheden er fuldstændig.

Underernæring truer

* UNICEF og andre FN-organer frygter, at 100.000 afghanske børn vil dø det nærmeste halve år pga. underernæring og sygdomme. Hvis der ikke sker nogle drastiske forbedringer.

Er demokrati og frihed kommet til Afghanistan? Næppe. Har det afghanske folk fået mere udholdelige livsvilkår? Absolut ikke. Lovløsheden er værre end tidligere. Kvindeundertrykkelsen præcis lige så stor. Fattigdommen er værre.
Men store koncessioner til at bygge pipelines til USA-konsortier, det har Karzai-regimet givet.

Oversat af Kommunistisk Politik 9, 2003
Netavisen 26. april 2003