Krigspartiet og folkestyret

Debatindlæg
Modkraft 19.03.2003

Mens vi venter på at massemordet begynder med en Hiroshima-agtig terrorbombekampagne – af amerikanerne kaldet ‘Skræk og Rædsel’ (Shock & Awe) og på en krigsforbrydelse af Hitler-dimensioner med hundredtusinder af ofre, vil krigspartiernes tilhængere gerne diskutere maling, ‘demokrati’ og ‘respekt for folkestyret’.

Apropos dette:

1. Hvorfor tør krigspartierne ikke deltage i en TV-debat og forsvare deres holdninger over for befolkningen før en afgørende politisk beslutning skal jages igennem folketinget?
Respekt for folkestyret? Demokratisk debat?

2. Hvorfor ikke lægge krigsbeslutningen ud til folkeafstemning, Pia Kjærsgaard? (Det er vist første gang du ikke har stillet dig op og bralret i TV)

3. Er det demokrati og folkestyre at tilsidesætte den kendsgerning, at to ud af tre danskere er imod Bushs krig og dansk krigsdeltagelse? I øvrigt de samme to ud af tre (stort set) som kommer til at betale for den …

4. Regeringen har under hele forberedelsesperioden til krig foregøglet danskerne, at man ville følge en beslutning fra FNs sikkerhedsråd. Det viste sig, at man fulgte USA – no matter what. Er det demokratisk eller udtryk for respekt for folkestyret? Eller er det rigtige ord ikke snarere voldtægt af demokratiet og befolkningen?

5. Det er en krigsforbrydelse ifølge international lov og FN at angribe et andet land uden selv at være angrebet eller truet (andet end i selvforsvar). Det er en krigsforbrydelse at påtvinge en anden nation og et andet land et ‘regimeskifte’ – dvs her at erstatte Saddam med en amerikansk lakaj.
Fogh, Stig Møller, fru Kjærsgaard og SAMTLIGE de folketingsmedlemmer, der fredag stemmer for krigen gør sig skyldige i en krigsforbrydelse.

6. Maleraktionen bifaldes selvfølgelig ikke af den ene ud af de tre danskere, der er tilhænger af krigen. Af krigsmodstanderne synes nogen, den er fin, andre at den er forkert. Mange har så meget respekt for folkestyrets (stadig mere hule) former, at de synes, man ikke kan hælde maling over statsministeren – samtidig synes de godt nok han har fortjent det.
Maleraktionen får ikke een eneste krigsmodstander til at blive tilhænger af krig. . Den vil afgjort ikke hindre den aktive krigsmodstand i at udvikle sig – og den har sat skub i en tiltrængt diskussion netop om den aktive krigsmodstands former. Når arbejderne begynder at sætte hjulene i stå – og skoleelever og uddannelsessøgende at protestere vil krigstilhængerne OGSÅ hyle op om manglende respekt for demokrati og folkestyre.Den har også givet krigspartiernes tilhængere en lejlighed til at hyle op – og ærlig talt: Lad dem bare!

7. Fogh har ydmyget flertallet af danskerne ved at tilslutte sig krigskoalitionen og placeret Danmark på linje med de sorteste højreregimer. Der hører Fogh hjemme – men der vil danskerne ikke være.
Maleraktionen ydmygede Fogh – og den blev spredt verden over i den internationale presse. Den viste verden (mere end de massive demonstrationer, desværre) at der eksisterer en levende protest mod regeringens manglende respekt for demokrati og dens lovlige handlinger:

8. Der er et spinkelt parlamentarisk flertal for den ulovlige krig. Dette vil for enhver pris gennemtrumfe sine ulovligheder – og kræver ‘respekt for folkestyret’.
Det sender danske soldater ud i en krig, som befolkningen ikke støtter – og kræver støtte til soldaterne, fordi landet er i krig.
Det kalder man ‘at lege med ilden’.
Det burde ikke være så svært at forstå, hvorfor den folkelige vrede blusser op.

Alt dette var indeholdt i den symbolske maleraktion. Personen Fogh er en ligegyldig biomstændighed – og det er aktivisterne for så vidt også. Men de sidder fængslet for at udtrykke folkets vilje til fred, mens de danske krigsforbrydere stadig kalder sig ministre og kan frit rende rundt og lave ulykker på andre.

Pernille Rosenkrantz viste sig at være den eneste i folketinget med mod og kvindehjerte.

Antikrigsaktivist

Netavisen 20. marts 2003