Et minut over 12

Leder
Kommunistisk Politik 6, 2003

Krigen mod Irak skulle være i gang nu. Faktisk skulle den have været afsluttet, hvis det alene var op til Bush og Pentagon. Men den er gang på gang konkret blevet udskudt. Den seneste deadline for krig er datoen den 17. marts. Et ultimatum fra Bush til både Irak og FN. Til Irak var det 10 dage til at ‘afvæbnes fuldstændigt’. Til FN: Giv os tilladelse til at føre krig i Sikkerhedsrådets navn, for ellers gør vi det alligevel.

Den globale antikrigsbevægelse er i højeste alarmberedskab: Siden den 1. marts har den været i gang med utallige aktioner på alle kontinenter. Den 15. februar udløste en stormbølge af protest, der har revet alle lande i verden med sig. De områder, som det asiatiske kontinent, hvor antikrigsbevægelsen ikke var udfoldet så markant, heller ikke den 15. februar, har taget revanche med gigantdemonstrationer i land efter land i den seneste tid. Det samme gælder Latinamerika og til en vis grad Afrika.

Et væld af kampformer er blevet taget i brug i et tempo, der aldrig før er set.
Kernen i det er de gigantiske massedemonstrationer på internationalt plan. Men også diverse andre former for masseaktion er i spil, som kan inddrage hele befolkninger eller særlige dele: I Tyrkiet tænder og slukker man for lysene i hjemmene i fem minutter kl. 20 hver dag, som dengang under fascistjuntaen med dens udgangsforbud. Blinkende byer er et signal mod krig, der vil noget: en daglig massemarkering. I Danmark laver skoleelever larm mod krig.
Der kæmpes også mere konkret og direkte med en kombination af masseaktion og civil ulydighed: Store demonstrationer ved militærbaser, lufthavne, troppetransporttog – forbundet med dristige aktivister, der fysisk blokerer skinner eller landingsbaner eller angriber materiel. En række steder med deltagelse fra fagforeninger: Græske havnearbejdere nægter at losse NATO-skibe. Britiske togførere at køre troppetransporterne.

Der kæmpes også på det parlamentariske plan: Krigsmodstandere i parlamenterne er sat under pres af antikrigsbevægelserne. Hver enkelt regering sættes under pres. En Schröder eller en Chirac har måttet indtage et skarpere standpunkt mod USA’s krig end nogen – dem selv indbefattet – havde drømt om for bare en måned eller to siden. Hvert enkelt parlamentsmedlem afkræves en stillingtagen, et personligt ansvar: Det var dette, som forbundet med synlige og massive massedemonstrationer fik det tyrkiske parlament til ikke at vedtage en beslutning om, at USA kunne bruge Tyrkiet som udgangspunkt for aggression mod nabolandet Irak og for krigens nordlige front. Hver enkelt by og byråd tvinges af antikrigsbevægelsen til at tage stilling: I USA har over 100 storbyer vedtaget at gå imod Bushs krig. I Norge har mere end 40 kommunalbestyrelser vedtaget det samme.

Alle sociale grupper er involveret: Kvinder verden over aktionerede og demonstrerede mod krig den 8. marts. I Italien gik 50.000 til den amerikanske militærbase Camp Darby og blokerede den. I USA blev forfatterne Alice Walker og Maxine Hong Kingston og 21 andre kvinder arresteret under en protest foran Det Hvide Hus. Studenter har besat universiteter, gymnasiaster og skoleelever over hele verden aktionerer. Faglige initiativer mod krigen bliver skabt – og selv EFS (Euro-LO) har måttet udtale sig imod den og give grønt lys til (begrænsede) aktioner, som bliver fulgt op nedefra, fra arbejdspladserne. Mange fagforeninger og arbejdspladser vil strejke, når krigen kommer og under den.

Det er denne bevægelse, som indtil nu konkret har stoppet krigen. Det er den, som har slået revner i NATO og i FNs sikkerhedsråd, som pr. automatik før har sluttet op om det amerikanske diktat. Det er den som har afsløret, at kejser Bush og hans ‘argumenter’ for krig ikke har noget på. Det er den, som har fået isoleret krigsmagerne. Den globale koalition mod Irak, som blev skabt af Bush Sr. Under Golfkrigen er gået i stumper og stykker – og Bush, Blair og Sharon er sammen med deres savlende medløbere udstillet i folkenes øjne.

Forspillet til Irak-krigen har vist, at der ikke eksisterer én supermagt i verden. At USA ikke er enerådende. Der findes en anden supermagt: de globale masser, som kan stoppe konkrete krige – og lave verden om.

Redaktionen den 12. marts 2003

Netavisen 13. marts 2003