Bent Jensens far og hjertets viden

Af Arne Herløv Petersen

Se hans hjemmeside LOKE

Da Bent Jensen som videbegærlig dreng i halvtredserne spurgte sin far om forskellen mellem nazisme og kommunisme, svarede hans far: “Det er det samme”. “Min far brugte jævne dagligdagsord”, fortæller Jensen, der senere er blevet professor i historie, i Jyllands-Posten 18. august. “Han havde ikke fået sin sunde fornuft spoleret af en længere, videregående uddannelse, men blot gået fem-seks år i den stråtækte og siden orienteret sig i Kjellerup Avis og Pressens Radioavis”.

Alligevel – eller derfor – vidste han noget, faguddannede historikere ikke kan få øje på. Han havde en instinktiv fornemmelse for den historiske sandhed. Den lå ham ligesom i blodet – eller måske lå den i mulden. Og den slags instinkter skal man ikke ødelægge med noget så simpelt som historisk viden. Så når Bent Jensen selv gik omvejen gennem universitetet, må det være et udslag af masochisme. Han kunne have nøjedes med at stikke fingeren i Kjellerups jord.

Heldigvis for den ældre Jensens instinkter er der nu seks franske historikere, der heller ikke kan se forskel på nazismen og kommunismen. Det har de skrevet en bog på 846 sider om, som de kalder “Le livre noir du communisme”.

Her argumenteres for, at den eneste forskel mellem de to ideologier er, at kommunismen er fire gange værre end nazismen, for kommunistiske regimer har slået 100 millioner mennesker ihjel i dette århundrede, mens nazisterne kun dræbte 25 millioner.

Nu kunne man mene, at ondskab ikke kan opgøres i antallet af ofre. Hvis ét uskyldigt menneske er myrdet for en sags skyld, er det ét for meget. Hensigten helliger ikke midlet, og mord og forbrydelser, der er begået i socialismens navn, må fordømmes kategorisk.

En forbrydelse bliver heller ikke mindre af, at andre har begået samme forbrydelse. Kommunismens forbrydelser kan altså ikke undskyldes med henvisning til, at kapitalistiske lande har gjort sig skyld i samme forbrydelser.

Folkemord har snarere været reglen end undtagelsen i dette århundrede. Den vigtigste forskel mellem de kapitalistiske lande og de såkaldt socialistiske er tilsyneladende, at de kapitalistiske lande foretrækker at myrde folk i andre lande – især hvis de har en anden hudfarve – mens de socialistiske hovedsagelig har myrdet deres egne borgere. Således begik USA folkedrab på tre millioner indokinesere i Vietnam og Pol Pot folkedrab på to millioner indokinesere i Cambodja. En anden forskel er, at de kapitalistiske lande har været dygtigere til at tilsløre deres forbrydelser. Alle har hørt om den kinesiske kulturrevolutions excesser, mens kun få har hørt om franskmændenes folkedrab i Madagascar 1947 eller Elfenbenskysten 1949.

Men der er selvfølgelig en mening med sammenligningen mellem nazismen og kommunismen til nazismens fordel. Denne mening kan man komme på sporet af ved at følge nynazistiske gruppers anvendelse af tallene på Internettet (“Se, vi var alligevel ikke så slemme”) og læse interviews med sortbogens hovedredaktør Stéphane Courtois i ekstremt højreorienterede blade som “Ostpreussenblatt” 24.1.98

Hvis det overhovedet skal give nogen mening at sammenligne forskellige regimers antal ofre, må man anlægge de samme kriterier ved optællingen. Det behøver man ikke engang have gået i den stråtækte skole for at kunne indse.

Men det gør Courtois og kompagni ikke. Når de tæller kommunismens ofre, tæller de krigsofre med – f.eks. ofre for interventionskrigene i Sovjetunionen – og dertil ofre for hungersnød og epidemier. Ved nogle opgørelser af ofrene for “det store spring fremad” i Kina har man medtalt de børn, der ville være blevet født under normale forhold, men nu forblev ufødt. Efter den logik har kondomets opfinder gjort sig skyldig i folkedrab. Derimod tillægges nazisterne og deres allierede ikke ansvaret for anden verdenskrig, for så ville man jo allerede være oppe på et sted mellem 40 og 60 millioner.

Kommunismens sortbog lægger sig tæt op ad amerikaneren R.J. Rummel, der af Per Ahlmark og Bent Jensen betragtes som et geni. Rummel har i sit otium på Hawaii beregnet, at Sovjetstyret myrdede 61.911.000 mennesker og den “kommunistiske kinesiske myretue” 35.263.000. Rummels hovedkilde for de sovjetiske tal er Robert Conquest, der arbejdede for det britiske efterretningsvæsens propagandaafdeling og i sin bog om den “ukrainske holocaust” rask væk udgiver billeder fra hungersnøden ved Volga i 1921 for at forestille ofre for Stalins krig mod kulakkerne i Ukraine i 1933. (Courtois kommer til 20 millioner i Sovjetunionen og 65 millioner i Kina plus 10 millioner under andre socialistiske regimer, men resultatet bliver omkring de 100 millioner i begge tilfælde).

Derimod har de “demokratiske lande” ifølge Rummel kun dræbt 159.000 mennesker i deres egne lande i dette århundrede og kun 5.000 heraf under krig. For dræbte i andre lande er tallene henholdsvis 1,8 millioner og 4,4 millioner. Heraf skyldes endda de 90 procent “marginalt demokratiske lande” som Franco-Spanien under den spanske borgerkrig (“Death by Government” s. 24). Heraf må så følge, at de rigtig demokratiske lande som USA, Storbritannien, England og Holland højst har dræbt 500 mennesker i deres egne lande og 600.000 mennesker i andre lande under samtlige krige gennem hele dette århundrede. Disse drab består “hovedsagelig af fjendtlige civile, dræbt ved massebombardementer af byer, som af Tyskland og Japan under anden verdenskrig”.

Da dette tal udgør omkring 1,2 millioner, er vi allerede i underskud. Rummel nævner også boere, der omkom i britiske koncentrationslejre under boerkrigen, tyskere der døde af sult som følge af blokaden under første verdenskrig og kinesere, der blev myrdet under Bokseropstanden. Derimod har Rummel tilsyneladende aldrig hørt om noget, der hed Vietnamkrigen eller om Storbritanniens kolonikrige i Malaya og Kenya, Frankrigs massedrab i Afrika og Indokina og Hollands krig i Indonesien.

I “Power, War, Revolution and Democide” fra 1992 har Rummel revideret sine tal. Nu har kommunisterne dræbt præcis 101.589.657 mennesker i løbet af det tyvende århundrede, mens de demokratiske lande har dræbt 100 – et hundrede – mennesker i deres egne lande. Det bliver én om året, og han var nok sløj i forvejen. Godt gået, Rummel.

Hvis man derimod fulgte Courtois’ metode og talte ofrene for de økonomiske følger af den kapitalistiske ideologi med – altså folk, der er døde af sult og sygdomme, fordi den herskende ideologi dikterer, at verdens goder ikke deles – ville vi komme op i milliarder.

Men så ville Bent Jensens far blive nødt til at tænke lidt videre end Kjellerup Avis og Pressens Radioavis, og det ville måske gå ud over instinkterne.

(19. august 1998)

Netavisen 7. marts 2003