Stalin: 5. marts 1953 – 2003

Af Klaus Riis

Den 5. marts er det 50 år siden, Stalin døde.
I Moskva åbner i disse dage en kæmpeudstilling om Stalin. Man viser blandt andet de mange gaver og hilsener, Stalin modtog som leder af Sovjetunionen fra 1924 til 53. Det er ikke en officiel regeringsudstilling. Putin kan ikke lide Stalin, og den udenlandske presse kalder det nostalgi og længsel efter ‘den stærke mand’.

For nylig markerede russerne en anden mærkedag: 60-året for sejren ved Stalingrad, der betød det afgørende vendepunkt i 2. verdenskrig. Fra da af gik Hitler og nazismen undergangen i møde.
Da Stalins fjender i Sovjetunionens Kommunistiske Parti greb magten umiddelbart efter hans død – og mange mener, han blev myrdet af dem – bestod en del af den ny linje, som under Hrustjov og hans efterfølgere med tiden førte til socialismens undergang og Sovjetunionens opløsning, i et ‘opgør med arven fra Stalin-tiden’. Blandt andet fik Stalingrad (‘Stalins by’) nyt navn: Den kom til at hedde Volgograd.

Men russerne vil have navnet Stalingrad tilbage. Lokalparlamentet i Volgograd har besluttet det. Det blev fremført massivt af veteranerne fra krigen under fejringen af 60-årsdagen for sejren ved Stalingrad, for byen lever en underlig dobbelt eksistens: som et mytisk levn fra en heroisk periode i historien – og som nutidens genopbyggede, men af råkapitalismen forarmet by. Den russiske præsident har afvist kravet om at byen får sin identitet tilbage.

Verdens opmærksomhed fokuserer i disse dage på en ny imperialistisk røverkrig: Det planlagte amerikanske overfald på Irak for at sikre sig dets olie og den strategiske kontrol over regionen.

En pizzamand på Fanø, der støtter det amerikanske røvertogt, bliver kraftigt promoveret i medierne, fordi han ikke vil servere pizza’er for tyskere og franskmænd, fordi deres regeringer har taget afstand fra denne krig. Hans argument: USA var de store befriere under anden verdenskrig. Danmark og Europa skylder derfor supermagten ubegrænset loyalitet.

Selvfølgelig er manden hjernevasket af amerikansk propaganda, der fremstiller den dødbringende US Army som nutidens befrier, og ikke som imperialismens aggressive slagstyrke og besættelsesmagt, som har været dens rolle talrige gange før og ikke mindst efter 2. verdenskrig. I den amerikanske propaganda eksisterer det socialistiske Sovjetunionen og Stalins afgørende rolle for Hitlers nederlag ikke.

Af en for længst afdød at være er Stalin nu usædvanlig levende: Hans portræt optræder også hos de russiske demonstranter foran den amerikanske ambassade i Moskva ved demonstrationer mod Irak-krigen.

Den borgerlige propaganda sværter hver dag Lenin og Stalin til. Det første, mange venstrefløjspartier fortæller deres nye medlemmer, er, at Stalin var en diktator, og at socialismen i Sovjetunionen under Stalin ikke var socialisme. Stalin lever – og derfor bekæmpes han. Det kan være det er fordi socialismen ved hans død for 50 år siden stod stærkere end nogensinde: Kina var befriet, Østeuropa var befriet, de gamle kolonier var i færd med at befri sig. Kommunisterne var den stærkeste globale politiske bevægelse.

Antistalinisterne, der myrdede ham og satte kurs mod kapitalismen, ødelagde socialismen og banede vejen for USA’s stilling som altdominerende supermagt.
Derfor er det ikke bare gamle sovjetborgere, der af egen erfaring kan sammenligne Rusland dengang og nu, som hylder Stalin i dag. Alle, der ikke er hjernevaskede, burde gøre det.

Se også:
Stalin og Oktoberrevolutionen

Kommunistisk Politik 5, 2003
Netavisen 4. marts 2003


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne