En verden imod USAs krig

Kommentar
Kommunistisk Politik 5, 2003

Den 15. februar fik over halvtredstusinde danskere – med forskellige ideologiske og politiske opfattelser i øvrigt – samlet sig om et fælles krav: INGEN KRIG MOD IRAK og INGEN DANSK KRIGSDELTAGELSE. De bidrog til at Danmark var med i den kæde af millioner og atter millioner mennesker verden over, som demonstrerede denne dag for at stoppe Bush & Co. – og som skrev historie, fordi de viste, at den vigtigste modmagt mod supermagten USA og den katastrofale krigskurs, den har påtvunget verden, eksisterer: folkene selv, som er mod krig, for fred, mod imperialistisk røveri og udplyndring, for retfærdighed, for social fremgang.
Eksistensen af en ny politisk massebevægelse mod krig verden over er en realitet. Der bliver ofte draget sammenligninger med Vietnam-bevægelsen i 60erne og 70erne, og der eksisterer også lighedspunkter. Men der er en anden historisk sammenligning, som er mere nærliggende, og en anden historisk parallel, der bør drages: det er til 30erne og 40erne i det sidste århundrede, hvor folkefronten mod fascisme blev udviklet, da Hitlertyskland og dens allierede slavebandt deres egne befolkninger, knægtede den politiske opposition og fagbevægelsen, satte racismen i system og indledte en militær kamp om erobring af verdensherredømmet.
Den imperialistiske krig mod Vietnam og Indokina havde dybtgående konsekvenser og radikaliserede en hel generation af unge verden over – ikke mindst i de imperialistiske lande selv. Men den nuværende krig, som George W. Bush’s USA har indledt, er ikke en trods al sin alvor blot en regional konflikt, men i ordets egentligste betydning en global konflikt, en global krig.
En krig, hvis udfald vil være bestemmende for klodens skæbne i årtier fremover, langt langt ind i dette århundrede.

Ikke et land, ikke et eneste folk, er uberørt af den globale krig, som Bush indledte efter 11. september 2001 som en ‘krig mod terror’ med besættelsen af Afghanistan – men som i realiteten er USA’s og den rige verdens krig mod den fattige verden, de riges krig mod de fattige. Den har styrket og oprustet de reaktionære kræfter i alle lande – og indledt et felttog mod den politiske protest og alle organiserede kræfter for fred og fremskridt. Ingen må tage fejl: På trods af al snakken om og den reelle eller opreklamerede fare fra ‘islamisk fundamentalisme’ og ‘terrorisme’ er det ikke den, som de herskende frygter. Hvad de frygter mest er den magt, som viste sig i hovedstæder og provinsbyer i mere end 75 lande verden over den 15. februar: folkenes magt, folkemasserne. Deres største frygt er arbejderklassen i aktion – og en bevidst arbejderklasse, en arbejderklasse ledt af ideen om et nyt, socialistisk samfund, af forståelsen for nødvendigheden af et revolutionært opgør med imperialismen og monopolerne, med de gangstere og røvere, som er verdens herrer i dag. En arbejderklasse og folk, som ledes af kommunistiske partier: Det er magthavernes mareridt – som de troede en gang for alle at have undsluppet med murens fald. Vi marxist-leninister har ofte sagt, at hvad der dengang faldt ikke var socialismen, men at det var den moderne revisionisme, som havde spillet fallit, og som viste sig at bane vejen for råkapitalismen og monopolernes uindskrænkede diktatur.
USA’s ‘nye verdensorden’ og den imperialistiske globalisering lovede frihed, demokrati, fremgang og stadig større velstand for folkene. Siden den første Golfkrig – den første krig i den ‘ny orden’ – er tingene kun gået tilbage for det store flertal: Den globale fattigdom er blevet endnu større – de globale uligheder endnu mere iøjnefaldende og mærkbare. ‘Demokrati’ og ‘menneskerettigheder’ er som slagord blevet afløst af indskrænkning af demokratiet, uhæmmet reaktion. Den påståede fremgangsrige kapitalisme er grebet af en dyb krise, som folkene betaler. Og freden er afløst er permanent krig.

Alt det er den politiske og sociale baggrund for de gigantiske protester den 15. februar. Uanset udfaldet af krigen mod Irak vil denne udvikling fortsætte. Supermagten USA satser højt: Det globale herredømme, også kaldet ‘Det ny amerikanske århundrede’. Men det har i bestræbelserne på at vinde kontrol med alt og alle og bemægtige sig alle ressourcer udfordret endnu en stormagt: folkene. Det kan opkøbe, bestikke eller true enhver kapitalistisk regering til at følge med eller holde kæft. Det kan hverken opkøbe eller bestikke folkene, og de lader sig ikke kue af trusler eller af undertrykkelse og krig.
Danskerne har oplevet en regering, der har deponeret sin selvstændighed hos USA, og en ‘opposition’, der har deponeret den hos FNs sikkerhedsråd. De har set FNs ‘magtesløshed’, NATOs eksistenskrise og EU’s splittelse. Nogle ser hen til EU med Frankrig og Tyskland i spidsen som starten på noget historisk nyt: en ny ‘moralsk stormagt’. Det er også en illusion – i strid med alle historiske erfaringer, logik og analyse.
Den nye kraft ligger et helt andet sted: i den virkelige magt, som tegnede sig den 15. februar 2003. Hos folkene, som kæmper for en anden verden. For en verden uden imperialistiske supermagter og supermagtssammenrotninger. For socialisme i deres eget land – og for en socialistisk verden.

Netavisen 1. marts 2002