USA: En fjende af det palæstinensiske folk

Bedstemor Ulven i rollen som “mægler” afdækkes mere og mere

Af Henning Paaske Jensen
medlem af Palæstina initiativet i Odense og Boykot Israels landskoordinering

Fra “Fremad” nr. 1, 2003
Fremad er DKUs blad

Det er ikke blot en ønskedrøm at synet på USA´s rolle som “fredsmægler” i Mellemøsten og Palæstina meget hurtigt kan blive et fuldstændigt grotesk syn for de fleste. Ræven der vogter gæs.
USA’s kamp for verdensherredømme: Krigen mod Afghanistan og nu med forberedelse af olie-krigen mod Irak, og who’s next? har alt sammen igangsat en erfaringsproces. Erfaringer der vil betyde, at stadig flere mennesker rundt omkring i verden vil komme til at se USA’s initiativer med helt andre klare briller. Fremtoningen af det imperialistiske USA.


Klik og forstør
Foto: Tommy Peter Nielsen


Israel bruger fortsat palæstinenesere som levende skjold

Dette billede dokumenterer en israelsk krigsforbrydelse: Den israelske hærs fortsatte brug af civile palæstinenesere som levende skjolde i de besatte områder.
Foto af civil palæstinenser som går foran soldat gennem Nablus´gyder, modtaget fra den danske Palæstina-fredsvagt i Nablus Tommy Peter Nielsen.

Forståelse for hvorfor, USA “mæglingsforslag” for fred, “Oslo aftalen” var en blindgyde, som blev ledsaget af nye bosættelser og kontrol. At den nye “freds reformproces” er et ynkeligt flob hvor “Kvartetten”- USA, EU, Rusland og FN med deres “krav om demokratiske reformer” lægger ansvar på de besatte palæstinensere – væk fra de israelske besættere.

Det naturlige spørgsmål vil blive stillet stadig mere: Noget stikker bag – og fornemmelsen af at USA’s milliardstøtte og politiske accept af Israels fortsatte terror, besættelse og udbygning af bosættelser følger en helt anden dagsorden – vil ikke kunne fjernes.
At opbygningen af et ekspansivt Israel, som den altdominerende militærmagt og atommagt i området, ikke er nogen tilfældighed men indgår i en langsigtet strategi.

USA’s forbryderiske beslutning om at gå i krig og tilrane sig Iraks olie, der er de 2.største kendte reserver efter Saudi Arabien, er med til igen at sætte fokus på USA’s egentlige hoveddagsorden for hele Mellemøsten:
Hvordan fortsat sikre sig kontrollen over Mellemøstens oliereserver

Denne skjulte dagsorden har været gennemgående siden 2. verdenskrig, hvor USA trin for trin overtog indflydelsen i området efter Englænderne.
Den dagsorden de har forsøgt at styre det palæstinensiske spørgsmål med frem til i dag gennem deres økonomiske og politiske støtte til Israel.
Med en reel opbakning og accept af et ekspansivt og apartheid-lignende Israel, der foretager daglig terror og likvideringer af det palæstinensiske folk.
Et Israel, der benytter sig af og får lov til at benytte sig af, de metoder den tyske besættelsesmagt gjorde brug af under 2.verdenskrig.
For USA og Israel er væbnet oprør mod besættelse terrorisme. Udsagn de danske modstandsfolk også blev udsat for.
Et folks befrielses kamp er ikke terror men legitim.

Der gøres samtidig alle mulige forsøg på at skjule den underliggende dagsorden bag fraser om “mægling” og “fredsforslag”, alt imens bosættelserne udbygges.
Det er en dagsorden, der tillader at den israelske besættelsesmagt uden konsekvenser har kunnet trampe på en lang række FN resolutioner og påbud om at trække sig tilbage igennem årtier.
Ja det er en dagsorden, der lægger op til muligheden for fordrivelse af palæstinensere fra de besatte områder.

Det palæstinensiske folk har været og er oppe imod ikke blot Israel og en enkelt stormagt med USA i spidsen. Men alle kapitalismens hovedlande, der har set en interesse i en sådan kontrol og udbygning af Israel som en forpost i området.

Palæstina og kontrollen med Mellemøsten

Det er ikke muligt at forstå det palæstinensiske spørgsmål, hvis man ikke ser det indenfor rammen af stormagternes kontrol med det vitale og olierige Mellemøsten.

Alt for ofte er det palæstinensiske spørgsmål reduceret til et Israel / Palæstina spørgsmål hvor USA’s dominerende rolle og strategi ikke tages i betragtning. Men hvor USAs rolle reduceres til, at USA er for meget underlagt en jødisk lobby i USA.

Land efter land fik tilkæmpet sig selvstændighed efter 2. verdenskrig men ikke palæstinenserne.
De blev i stedet udsat for fordrivelse ved staten Israels oprettelse med 700.000 flygtninge -I dag op mod 4 millioner. En FN delingsplan USA var meget aktiv i udformningen af.
Det er ikke religionen og religionsstridigheder, som har været en hovedhindring for palæstinensernes nationale rettigheder
Det har derimod været og er fortsat USA og de andre imperialistmagters målrettede planer for fortsat at sikre deres politiske og militære brohoved midt i olieregionen.

Lige nu er der stor fare for, at Israel med Bush’s politiske ven og krigsforbryder Sharon i spidsen, under dække af en USA krig mod Irak, vil kunne forsøge en etnisk udrensning / fordrivelse af palæstinensere til Jordan. Noget en lang række israelske akademikere advarer imod.
Derfor er det i den kommende tid ekstra stor behov for fredsvagter på de besatte områder.

Et atombevæbnet Israel og ekspansivt Israel er et afgørende led i at kunne kontrollere hele Mellemøstens olie.
Derfor har palæstinenserne kamp og krav om blot ægte selvstændighed på de besatte områder været en bombe mod USAs kontrol med området. Ja også mod alle de reaktionære arabiske regimer som i virkeligheden frygter inspirationen fra et selvstændigt Palæstina – som ikke er en vasal stat. Og dermed også stormagternes kontrol i området.

Et palæstinensisk gennemkontrolleret reservat vil måske være til at leve med for USA, men ikke for palæstinenserne.
USA’s problem med Arafat, der har været under pres og indgået kompromis efter kompromis, er at han ikke vil lade sig reducere til en slags afghansk Karzai lakaj med total udsalg af palæstinensernes legitime nationale rettigheder.
Et reelt selvstændigt Palæstina uden bosættelser blot på Vestbredden og Gaza vil krydse USA’s magtambitioner i området og derfor blive bekæmpet af al magt. Derfor har det heller aldrig været indeholdt i “fredsprocessen”. Det der højst kan tåles er en reservats-bestyrer.

Uanset hvilken terror Israel dagligt kører frem med, har det palæstinensiske folk vist at et kæmpende undertrykt folk ikke kan slås ned.
Tværtimod opnår de øget støtte til deres kamp- en solidaritet som udvikler sig voldsomt alt imens sympatien for Apartheid Israel tilsvarende falder.

Men det er først og fremmest det palæstinensiske folks egen kamp og oprør, der har bragt det palæstinensiske spørgsmål og behovet for solidaritet ind i folkenes stuer og hjerter.
En langvarig kamp kulminerende med den 1. intifada med civil ulydighed og stenkast og frem til nu med den 2. intifada med væbnet kamp. Et væbnet oprør der har varet mere end 2 år.

Forståelsen for det palæstinensiske folks kamp har aldrig været større og udvikler sig
En begyndende forståelse for at Israel i årevis har misbrugt folkenes afsky for jødeforfølgelserne og gaskamrene har bragt sympatien med Israel ned på det laveste punkt nogensinde.

Apartheid Sydafrika malede selv skriften på væggen med deres handlinger.
Det samme er det racistiske og USA støttede Israel godt i gang med at gøre med dets vilde terror.

De er i gang med at beskrive deres eget historiske nederlag.

Netavisen 22. februar 2003