Lad os ryste det socialdemokratiske arvegods af os

Strøtanker
Af GBe, Kommunistisk Politik 4, 2002

Kan vi gøre noget fra eller til? Og har det i det hele taget nogen betydning for dig og mig? Når nu vi alligevel SKAL have den krig, ku’ vi så ikke få den overstået hurtigst muligt? Det er nogen af de opgivende bemærkninger, man også støder på for tiden.

For det første: Jo flere, der siger: Ja, vi vil forsøge at gøre noget, des større chancer er der for, at det kan gøre en forskel. Danmark har en ikke lille rolle i det, det nu foregår. Vores regering går i spidsen for en fuldstændig ukritisk accept af alle retningslinjer, der udstikkes fra Washington, og gør sin indflydelse gældende både i EU, FN og i NATO i den retning. Det skal vi sige fra over for. Samtidig deltager vi aktivt i krigen i Afghanistan, hvad der betyderaflastning af amerikanske tropper, og vi står på spring med elitetropper m.m. til en krig. Det skal vi sige fra over for.

Vi tillader også, at der fra danske virksomheder, især A. P. Møller, ydes en aktiv krigsforberedende indsats. Det skal vi sige fra over for. Støtten til USA giver sig også udtryk i dansk støtte til stjernekrigsprojektets anvendelse af Thule-basen, et vigtigt led i USA’s langsigtede strategi for verdensherredømme. Det skal vi sige fra over for. Endelig må vi forlange af den danske regering, at den entydigt tager afstand fra Sharons krig mod palæstinenserne, en krig, der uløseligt er forbundet med hele situationen i Mellemøsten.

For det andet: Det har i allerhøjeste grad betydning for dig og mig. De udgifter, der er forbundet med den danske oprustning og krigsforberedelse og udgifterne til forøget terrorberedskab og -overvågning, skal jo betales. De bliver betalt med nedskæringer i udgifterne til skoler, sundhed og bistandshjælp, altså endnu engang af de svageste i samfundet. Samtidig betyder krigsberedskabet over hele verden, at overproduktionskrisen skærpes, fordi forbruget falder. Vi ser det lige nu med stigende arbejdsløshed og øget pres på lønningerne. (Dog stiger krigsproduktionen og det udligner indtil videre noget af faldet).

Den uforbeholdne danske støtte til USA’s krigsprojekt betyder også, at i det øjeblik, krigen bryder ud, er vi et krigsførende land. Hvad det kan komme til at betyde af trusler og krigshandlinger her i landet, kan vi kun gisne om, men det er en illusion at tro, at Danmark forbliver uberørt. At danske soldater kommer i krig med alt, hvad det indebærer for dem selv og deres familier med mord, forråelse, forgiftning og psykiske eftervirkninger er også et del af at være krigsførende nation.

Allerede nu må vores børn leve med frygten for, at der bliver krig. Bliver vi først en del af krigen, bliver frygten for at miste forældrene også en del af hverdagen, som den er det i dag for alle irakiske og palæstinensiske børn.

For det tredje: Der er mange forskellige grunde til at tro, at hvis først krigen mod Irak starter, så er der langt igen, før der bliver fred i verden. Lad mig blot nævne et par stykker. Først og fremmest har Bushs National Security Strategy et helt verdensherredømme som mål, så der er ingen som helst grund til at lulle sig ind i en tro på, at krigstruslen fra USA kun drejer sig om at få kontrol med olien i Irak. Det er kun det første skridt på vejen.

Dernæst har Israel efter min opfattelse en klar interesse i ved samme lejlighed at få fat på et arabisk landområde, så de har et sted at gøre af de genstridige palæstinensere og selv kan tage fuld kontrol med deres ‘hellige land’.
Der er heller ikke nogen grund til at tro, at det kan undgås, at de omliggende arabiske lande bliver involveret på den ene eller den anden måde i krigen; hvad enten det er som amerikanske baser og allierede eller det modsatte vil de eksisterende modsætninger mellem befolkning og styre også uddybes. Og endelig ser vi også nu begyndelsen til nye magtkampe mellem de største lande i verden og USA.

Heldigvis ser vi samtidig en eksplosiv vækst i befolkningernes kamp mod globalisering, krig og monopolernes verdensherredømme. Det er på tide, at jordens befolkning sprænger lænkerne.

Netavisen 11. januar 2003