Mere trash fra Trads

Medierne og krigen 2

Indlæg til Information
Af Klaus Riis
Redaktør Kommunistisk Politik

Det er tyndskid, der kommer fra David Trads i ‘Den onde kommunisme’ (6.1). Pinligt tyndt. At en kommunist i en koncentrationslejr mente at kz-lejre og fængsler skulle bruges til indespærring af nazistiske krigsforbrydere og at klassekampen ikke var slut med nazismens fald anføres som skinbarligt bevis på selve ‘kommunismens ondskab’.
Naturligvis og med god grund blev nazistiske krigsforbrydere og kriminelle sat i fængsel eller lejr. Det skete såmænd også i Danmark. F.eks. i Horserød. Det kaldtes retsopgøret.

Trads’ næste sørgelige kneb er at trække propagandamakværket ‘Kommunismens sortbog’ frem. Han placerer sig her på linje med hovedrepærsentanten for det italienske rigmandsdikatur Berlusconi, som straks efter dens udgivelse på fransk fik den oversat og udgivet på et af sine forlag – og distribueret gratis i tusindvis af eksemplarer til gamle og nye fascister.

“Den sovjetkommunisme, der blev udtænkt af Vladimir Lenin og Josef Stalin, spredte dets fangarme til det meste af kloden – og spredte alle steder rædsler af et omfang, der i både brutalitet og omfang matchede Hitlers nazisme”, meddeler Trads – uden at det bliver rigtigere af at være et ekko.
Kun pladsmangel (ca. 900 sider) forhindrer mig i at imødegå denne sorte bibel, som har erstattet den gamle som den krigeriske fundamentalistiske antikommunismes yndlingslekture. I stedet skal her opregnes nogle få forbrydelser mod menneskeheden, som ‘den onde kommunisme’ IKKE har begået – som hjælp til Trads’ almindelige historieoplysning:

‘Kommunismen’ udløste ikke første verdenskrig – men bidrog til at afslutte den og fik fjernet det barbariske tsarstyre.

‘Kommunismen’ skabte ikke fascismen, men bekæmpede den fra start til slut – i Tyskland, Spanien, Italien, Danmark – hvor som helst.

‘Kommunismen’ udløste ikke anden verdenskrig, overfaldt ikke hverken Danmark eller Sovjetunionen – men var hovedkraften i at stoppe Hitlers barbari.

‘Kommunismen’ hverken holdt slaver, livegne eller likviderede den oprindelige befolkning (som i USA).

Kommunismen’ kastede ikke atombomber over forsvarsløse byer. Det var ikke ‘kommunismen’, som i efterkrigstiden spredte sine fangarme over kloden, men det amerikanske rovdyr.

Det bombarderede og massakrerede civile i Kina (1945-46 og 50-53), Korea (1950-53), Guatamala (1954). Indonesien (1958), Cuba (1959-60), Guatamala (1960 og 1967-69), Congo (1964), Peru (1965), Laos (1964-73), Vietnam (1961-73), Cambodia (1969-70), Grenada (1983), Libanon (1984), Libyen (1986), El Salvador (1980erne), Nicaragua (1980erne), Panama (1989) Irak (1991-2003), Sudan (1998), Jugoslavien 1999, Afghanistan (1998 og 2001-03).
Denne liste har kun medtaget luftbombardementer med civile ofre, ikke interventioner og kup, som ville gøre den næsten uoverskuelig. Ifølge den norske fredsforsker Johan Galtung har USA siden 2. verdenskrig gennemført 67 storstilede militære interventioner. (Galtungs gennegang kan høres her)

Alle sammen ifølge Trads i ‘det godes’ tjeneste. En stor del af verden ser det som supermagtsterror, imperialisme og forbrydelse. Trads kalder dette for ‘antiamerikanisme’. Det er simpel respekt for fakta.

Hans kristent-fundamentalistiske opfattelse af ‘godt’ og ‘ondt’ giver sig endnu flere bizarre udslag end hvidvaskning af supermagt USA og hæftig propaganda for alliancen mellem USA og den håbefulde supermagt EU. Nemlig generel syndsforladelse for nazister og fascister. Kun ‘onde hjerter’ kunne hade slagteren og fascisten Pinochet i Chile, som kom til magten i et amerikansk-støttet kup mod en demokratisk valgt præsident, har han forklaret. Hans farveblinde ‘moralske’ univers har (sagt med næsten kristelig imødekommenhed) bragt ham i stædig konflikt med den virkelige verden og dens sørgelige kendsgerninger …

Men nazister og fascister bekæmpede som bekendt ‘den onde kommunisme’. Det var Jyllands Postens opfattelse i 30erne – og åbenbart Trads’ i dag.

Hjerterørende ‘beviser’ på ‘kommunismens ondskab’ er hans opgørelse over personlige oplevelser, de fleste fra rollen som Jyllands Postens udsendte, især samtaler med dissidenter under regimer, USA ikke kan lide. Også i dag fodres vi af Jyllands Posten og andre kloner dagligt med tilsvarende lidelseshistorier fra f.eks. Venezuela, hvor USA er ved at fjerne den demokratisk valgte præsident efter Chile-metoden. Eller fra Nordkorea. Eller fra den irakiske eksilopposition, der støttes og finansieres af USA, som forbereder en ny kriminel aggressionskrig. Ikke for at fremme det gode i verden, men for at røve den irakiske olie.

Trads’ gode hjerte og evne til medfølelse med historiens ofre skal ikke betvivles. Den er imidlertid ufattelig ensidig. Han afslører, at han som udsendt aldrig har talt med ofre for amerikansk-støttede kup og kontrarevolutioner – måske for ikke at risikere at komme i berøring med repræsentanter for det onde

Min erfaring er, at de fleste af dissidentlidelseshistorierne er løgn, købt og betalt propaganda. Som historien om de myrdede kuvøsebørn i Kuwait, der skulle legitimere den første Golf-krig: Menneskeomkostningerne indtil i dag halvanden million irakere, halvdelen børn. Mange flere er på vej.

Han afslører også at hans personlige omgangskreds er mindst lige så sørgeligt begrænset som hans faglige: Trads har aldrig truffet nogen, der har ønsket at flytte til et ‘socialistisk land’. Trumfen – Det Store Bevis – smides på bordet: Triumferende spørger han, om nogen gør det?

I min omgangskreds er der både nogle, der har ønsket at flytte til et socialistisk land, og nogle der har gjort det. Og endnu flere, der mest af alt ønsker at leve i et socialistisk Danmark.
Hvad det beviser? Kun at frøen i den fundamentalistiske brønd aldrig ser himlen …

Hvis Information vil stille en dobbeltkronik til min rådighed, skal jeg gerne bidrage til Trads’ videre virkelighedskendskab ved at forklare, hvorfor Lenin og Stalin var guttermænd – og hvorfor også Bush er white trash.

Klaus Riis
Redaktør
Kommunistisk Politik

Afvist af Informations Debatredaktion

Se også
Medie-Trash Medierne og krigen 1. Af Klaus Riis
Uskyld uden handicap Medierne og krigen 3. Af Klaus Riis

Netavisen 5. januar 2002