To samtidige storkrige

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 1, 2003

Den amerikanske krigsminister Donald Rumsfeld forkyndte for nylig for alverden, at USA bestræber sig på at gennemføre to samtidige storkrige, da han truede med at angribe Nordkorea – et af de lande, USA har udpeget som mål for den såkaldte krig mod terror.
Nordkorea skulle ikke tro, at det kunne opruste i ly af den planlagte amerikanske aggressionskrig mod Irak, var Rumsfelds budskab. Den internationale presse har samtidig genlydt af udsagn om, at Nordkorea er lige på tærsklen til at have udviklet atomvåben – nærmest et perfekt og altid brugbart påskud for USA til at gå i krig.
Det var en af det forgangne års store plantede historier, at Nordkorea selv skulle have meddelt, at det var i gang med at udvikle atomvåben. Den havde intet på sig – men er til gengæld i de vestlige propagandamedier blevet en ‘fastslået kendsgerning’. Atomtruslen på den koreanske halvø kommer imidlertid fra de amerikanske besættelsesstyrker i Sydkorea. Det er USA som både har atomvåben der – og hvis officielle krigsdoktrin nu omfatter førsteslag med atomvåben.

Den mere end 50-årige besættelse af Sydkorea bliver mere og mere forhadt. Få steder i verden har der været kraftigere demonstrationer mod USA end netop i Sydkorea i det seneste år – og mange af protesterne har foregået omkring de amerikanske militærbaser. Ikke mindst af den grund har USA iværksat endnu en af sine dæmoniseringskampagner.
De vestlige TV-medier har kørt historien om genåbning af forseglede nordkoreanske atomkraftværker frem – men uden at oplyse noget om hvorfor eller med hvilket formål. Forklaringen er simpel nok: USA har afvist et nordkoreansk forslag om at fjerne atomtruslen på den koreanske halvø ved at indgå en ikke-angrebspagt mellem de to lande. I stedet har USA forlangt at Nordkorea skal ’stoppe sit atomprogram’, har overtrådt tidligere aftaler mellem de to lande ved at stoppe leveringen af råolie og iværksat en global løgnekampagne om nordkoreanske atomvåben. Nordkorea har brug for elektricitet – og kan det ikke skaffes gennem de eksisterende aftaler, har det besluttet at genoptage produktionen af strøm fra atomkraft. Med samme ‘ret’ kunne USA påstå, at Barsebäck (som er farlig nok i sig selv) er forspillet til en svensk a-våbenproduktion.

Rumsfelds trusler om at USA vil gennemføre to samtidige storkrige, på samme eller på flere forskellige kontinenter, skal imidlertid tages alvorligt. Selvom det kan betvivles, at supermagten i øjeblikket vil være i stand dertil, så er det et formuleret mål for den amerikanske militære strategi for verdensbeherskelse. Den forcerede oprustning og beslutningen om gennemførelse af missilskjolds-projektet er blandt forudsætningerne.
Men lige nu er det den kommende Irak-krig, som umiddelbart vil berøre hele Mellemøsten, som står i fokus. Irak vil blive angrebet fra baser i Tyrkiet, i Saudi-Arabien, fra andre arabiske lande, fra hangarskibe i Den persiske Golf, og hele den amerikanske militærstruktur, der forgrener sig over snesevis af lande vil være involveret, sammen med de lande, der tillader USA at bruge dem som udgangspunkt for aggression. Det gælder også Danmark og Grønland.

Om få uger kan situationen være ændret fra krigsforberedelse til krig, og den internationale og den danske antikrigsbevægelse vil stå overfor en ny fase i modstanden, som vil kræve anvendelsen af nye midler: civil ulydighed, blokader af militærtransporter og forsyninger, aktioner mod krigsdeltagende lande og krigsprofiterende virksomheder, menneskeskjolde til Irak og flere fredsvagter til Palæstina/Israel, boykot ikke bare af israelske, men også amerikanske varer, og meget andet. En række skridt i denne retning er formuleret i Cairo-Deklarationen, vedtaget midt i december på tærsklen til krigen i det første forsøg på at placere den arabiske verden centralt i den globale koordination af den stadig voksende antikrigsbevægelse.

Hvad Rumsfeld ikke nævner i sin snak om to samtidige storkrige er, at imperialistiske krige altid er en krig på to fronter: ikke bare mod det udpegede mål, men samtidig mod arbejderklassen og folkene både i de krigsførende lande selv og i resten af verden. Imperialismens krige ledsages altid af forstærket udbytning: Det er de arbejdende, der betaler for krigene, og betaler i alle led. Krigenes automatiske følgesvend er øget undertrykkelse og angreb på de demokratiske rettigheder. Og det er netop på denne front – i imperialismens krig mod arbejderne og folkene – at den til syvende og sidst kommer til at lide nederlag.

Kommunistisk Politik 1, 2003
Netavisen 1. januar 2003