Omfattende studenterprotester i Iran

I over en måned har der nu været omfattende studenterprotester i Iran mod det siddende præstestyre.
Tusinder af studerende har været på gaderne i hele landet og krævet politiske reformer.

Protesterne, som er de største siden 1999, blev antændt, da historikeren Hashem Aghajari den 6. november blev idømt dødsdom for i en tale at skulle have sagt, at “muslimer ikke skal følge islamiske præster som aber”. Hermed havde han stillet spørgsmålstegn ved præsternes ret til at lede Iran, og det blev altså “belønnet” med en dødsdom, der desuden skulle tjene til at afskrække andre i den voksende række af kritikere af et Iran, der i dag er dybt præget af økonomisk krise med millioner af arbejdsløse, stor inflation og stærkt voksende korruption og prostitution.

Men de studerendes massive protester til støtte for den dødsdømte Hashem Aghajari medførte, at Irans såkaldte åndelige leder, Ayatollah Khamenei, beordrede domstolene til at kigge på Aghajaris sag igen. Denne “indrømmelse” fra præstestyret stoppede dog ikke de studerendes protester. De er fortsat og er derfor blevet mødt med hård undertrykkelse fra Den Islamiske Republiks side. Såvel politiet som “Khameneis børn”, de fascistiske paramilitære grupper Basij (Mobilisering) og Ansare Hezbollah (Tilhængere af Guds Parti), er blevet sat ind imod de studerende og med mange sårede og arresterede til følge. Bl.a. er fremtrædende medlemmer af studenterbevægelsen blevet arresteret og sidder stadig fængslet.

Imidlertid udtrykker de studerendes protester en hel del mere end blot en protest mod dødsdommen over en liberal intellektuel som Aghajari. De iranske kommunister i det illegale Irans Arbejderparti (Toufan), APK’s iranske broderparti, analyserer i flere udtalelser fra november og december protesterne således: De protester, vi ser i dag, er et fremskridt i forhold til 1999, hvor de seneste store studenterprotester fandt sted. De repræsenterer et brud med de illusioner, som de studerende dengang havde om præsident Khatamis “reformer”. De har dømt ham og hans “reformer” som en fiasko og opgivet ham.

Endvidere slår de iranske kommunister fast, at protesterne anno 2002 retter sig imod alle dele af Den Islamiske Republik, imod dens fattigdomsskabende politik, inflation, korruption og religiøse politi, og for løsladelse af alle politiske fanger, ytringsfrihed, adskillelse af stat og religion og retten til at iføre sig den beklædning, man ønsker. Ifølge Irans Arbejderparti afspejler protesterne hele den dybe sociale krise, som det iranske samfund i dag befinder sig i.

I forhold til udviklingen af protesterne betoner de iranske kommunister, at de studerende ikke kan nå deres endelige mål, hvis ikke de forener deres kamp med andre undertrykte gruppers kamp, først og fremmest arbejdernes. En generalstrejke med opbakning fra arbejderne i Irans livsnerve, olieindustrien, vil brække regeringens ryg, vurderer de.
Irans Arbejderparti opfordrer alle sine medlemmer og sympatisører i Iran til at intensivere deres underjordiske aktiviteter og bidrage til at udvide og radikalisere protesterne.

Og sandt er det, at uden de iranske arbejdere, og ganske særligt oliearbejderne, vil det ikke være muligt at vælte præstestyret. Oliearbejdernes betydning for politiske omvæltninger i Iran viste sig ikke mindst under den iranske revolution i 1978-79, hvor deres fire måneder lange strejke kraftigt bidrog til den USA-støttede shahs endelige fald.

Og det er også uomtvisteligt, at imperialismen med USA i spidsen ser spændt på krisen i Iran. Imperialisterne vejrer morgenluft og forsøger med alle midler at fremskynde en “demokratisk” udvikling i Iran. Fra USA intensiveres den proamerikanske nyhedsformidling, iblandet stupid amerikansk popmusik, der skal glorificere USA og så holdninger som “min fjendes fjende er min ven” i de mange iranske unge (mere end 65% af den iranske befolkning er under 25 år).

Og selv den styrtede shahs søn, Prins Reza Pahlavi, der nu er bosiddende i USA, forsøger at indsmigre sig hos de kæmpende iranere ved at fordømme såvel Den Islamiske Republik som alle, der plejer forbindelser med den, herunder EU. Hans “fordømmelser” er imidlertid intet andet end en slet skjult støtte til USA og dets politik i forhold til Iran. Som sin blodbesudlede far går han den amerikanske imperialismes ærinde.

Der er altså kulsorte reaktionære kræfter, inden og uden for Iran, som forsøger at aflede de studerendes og det iranske folks kamp imod undertrykkelse af enhver art og for ægte demokrati og frihed, for det eneste system, der kan sikre det store flertal i Iran social fremgang (over 60% af befolkningen lever i dag under den officielle fattigdomsgrænse), nemlig socialismen.
Mere end noget andet viser 23 års islamisk og kapitalistisk republik rigtigheden af dette.

fd/mj

Kommunistisk Polititk 25, 2002
Netavisen 20. december 2002