Europa efter topmødet

Kommunistisk Politik 25, 2002
Leder

Dansk regeringspolitik lægges ikke i Danmark, men i USA og EU. Vil Washington have en del af Grønland til ‘missilskjold’, siger Fogh og Co. ja, og kalder det et ‘fredens projekt’. Hvis Pentagon vil have danske soldater og F16-fly til Afghanistan, siger Fogh og Co. ligesom Nyrup gjorde det ‘Nu skal vi være der – det er et fredens projekt’. Regeringen har netop forlænget den danske krigsindsats i Afghanistan for amerikanske interesser med et halvt år. Vil Washington og Pentagon have dansk blod til en ny oliekrig om Irak, er Fogh og Co. parat med ‘et fredens projekt’, og med et ekko af den amerikanske propaganda: ‘Saddam er værre end Hitler’.
Den danske EU-formandsperiode er ved at være forbi, Københavns-topmødet er overstået – og Fogh Rasmussen har fået sine obligatoriske roser for ‘godt formandskab’. Det har selvfølgelig været en gigantisk succes. Topmødet i København var ‘historisk’, fordi det formaliserede optagelsen af 10 nye medlemslande i EU.
I realiteten var det ikke andet, end hvad der var forhåndsbestemt og forhåndsaftalt. Fogh handlede i dette spørgsmål som agent for de europæiske stormagter og USA på én og samme tid.

Det danske formandskab betød et skridt til i opbygningen af den reaktionære superstat EU og den imperialistiske supermagt EU. Som agent for USA var Fogh også med til forhindre EU i at tage afstand fra det amerikanske krigseventyr i Irak. Han var med til at forstærke den amerikanske militære dominans i Europa- bl. a. med helhjertet støtte til NATOs optagelse af 7 tidligere østlande og sit hemmelige arbejde for dansk/EU-tilslutning til missilskjoldet. Og for Grønlands, som hverken er dansk eller EUs!
Under det danske formandskab er EU’s nyliberale ‘reformer’ skredet videre frem med angreb på offentlige pensionsordninger, arbejdsløsheds- og sociale sikringsordninger og den asociale privatiseringspolitik. Det kalder den borgerlige propaganda en succes, hvor normale folk vil kalde evnen til at styre fra lort til værre for FIASKO. Foghs formandskab har været en fiasko for fred, demokrati og social fremgang.
Nu har Fogh via sine medieludere ladet meddele, at han vil koncentrere opmærksomheden omkring danske affærer. Det betyder ikke at han vil til at føre en politik for flertallets interesser. Det betyder at denne dobbelte agent for supermagt USA og EU vil forstærke sine anstrengelser for at få Danmark og danskerne bundet til deres politik, hvad enten det er krig i Irak eller af Afghanistan, den kommende EU-forfatning eller gennemførelsen af nye angreb på arbejderklassen og dens tilkæmpede rettigheder. Mens det var Nyrup, der endeligt likviderede den ‘danske velfærdsmodel’, er det Fogh, der vil eliminere dens allersidste rester.

Det danske EU-formandskab vil blive afløst af det græske, og det vil ikke betyde noget, for projekt ‘Europas Forenede Stater’ vil køre videre på skinner, og forslaget til en forfatning for den vil ligge klar før sommerferien, ifølge forfatningskommissionens formand Giscard d’Estaing.
Men modstanden, der kom til udtryk på gaderne under topmødet i København, vil også fortsætte. Den vil blive forstærket, fordi de sociale antagonismer vil blive forstærket – som følge af Unionens indretning til fordel for millionærerne og accelereret af den økonomiske krise, som disse og deres politiske agenter er enige om skal væltes over på arbejderne og de brede masser. De vil blive forstærket af krigspolitikken og af nye angreb på de demokratiske rettigheder.
Det mest positive ved topmødeprotesten i København var at den udtrykte en voksende erkendelse af, at tingene hænger sammen: Det er både USA-imperialismen og Den europæiske Union, der må bekæmpes. Det er både USA’s terrorkrig og Irak-krig og europæisk deltagelse, der må imødegås. Det er den nyliberale offensiv og den imperialistiske globalisering, som drives frem af de multinationale på begge sider af Atlanterhavet. For den danske protest er der også vigtige lærer at drage: Modstanden mod EU må forbindes med modstanden mod imperialistisk globalisering og imperialistiske krige. Den kan ikke udvikle sig ud fra et snævert ‘nationalegoistisk’ synspunkt. Den kan ikke komme videre – og Danmark kan ikke komme ud af Unionen og af NATO – hvis den klynger sig til forrige århundredes reformistiske ‘velfærdsmodel’ eller Kjærsgaards model anno 1800-tallet.

Redaktionen 17. december 2002

Kommunistisk Politik 25,2002
Netavisen 19. december 2002