FN RESOLUTION 1441: AFPRESNING AF SIKKERHEDSRÅDET

af Professor Marjorie Cohn
Thomas Jefferson School of Law
JURIST Contributing Editor

I 1990 “overtalte” George H.W Bush medlemmerne af Sikkerhedsrådet til at give bemyndigelse til (Operation)Desert Storm, ved at bestikke dem med billig Saudi olje, nye våbensendinger og udviklingsbistand. Men da Yemen nægtede at kapitulere, advarede en U.S. diplomat om, at “det vil være den dyreste ´nej´ stemme, I nogensinde har afgivet.” Hvilket det faktisk viste sig at være, for USA straffede Yemen, det fattigste land i den arabiske verden, ved at afskære hele dets amerikanske udlandshjælp på $70 millioner. Tolv år senere har George W. Bush´s administration brugt en lignende taktik til at få medlemmer af Sikkerhedsrådet til at undertegne resolution 1441, der handler om Irak.

Det nuværende Sikkerhedsråd har forsøgt at redde ansigt ved at ændre nogle få ord, som “eller” til “og”, og “genoprette” til “sikre”. Disse ændringer gjorde resolutionen spiselig for Rusland og Frankrig. Men ved at antage resolutionen, forekommer det sikkert, at Sikkerhedsrådet var helt opmærksom på Yemens skæbne, da det trodsede de Forenede Stater i 1990. Medlemmer af Sikkerhedsrådet har nu valgt at springe på det frembrusende USA-tog i stedet for at blive knust under dets mægtige hjul.

Bush den yngre har udøvet magtpolitik under hele sit korstog for at opnå bemyndigelse til at angribe Irak. Bush den første truede og besnakkede et flertal i kongressen til at erklære Saddam Hussein for samfundets fjende nr. 1, til trods for at Hussein har undladt at angribe noget land i 12 år, og til trods for fraværet af ethvert bevis på tilknytning til Al Qaeda. Alt, hvad der stod tilbage, var at sikre Sikkerhedsrådets “autorisation” til at iværksætte Bush´s nye præventive militære strategi, at ændre Iraks regime og bekræfte amerikanske selskabers kontrol med Mellemøstens olje.

Vedtagelsen af resolution 1441 giver Bush regimet de redskaber, det behøver for at udføre denne mission. Til trods for at den er affattet som et redskab til nedrustning, er denne resolution i virkeligheden et “set up”, der vil blive brugt til at retfærdiggøre den amerikanske militære indtagelse af Irak. Paragraf 8 fastslår at “…. Irak ikke må tage initiativ til eller true med fjendtlige handlinger rettet imod nogen repræsentant eller noget personale i tilknytning til FN eller nogen medlemsstat, der tager skridt til at opretholde en rådsresolution.” Til trods for at the “no-fly-zones” (flyveforbudszonerne) aldrig er blevet sanktioneret af Sikkerhedsrådet under paragraf 8., har USA kunnet retfærdiggøre sin brug af militær magt imod Irak, hvis Irak beskød et amerikansk fly, der ulovligt krænker Iraks luftrum indenfor disse zoner.

Resolutionen erklærer yderligere, at “fejlagtige udtalelser eller udeladelser i deklarationer udstedt af Irak” og “undladelse fra Iraks side af på noget tidspunkt at handle i overensstemmelse med og samarbejde fuldt ud med implementereingen af denne resolution skal udgøre et yderligere “material breach” på Iraks forpligtelser …. “USA vil, som det har været tilfældet før, selv afgøre hvorvidt Irak har levet op til denne bestemmelse, til trods for Sikkerhedsrådets eksklusive bemyndigelse til at erklære, hvornår et land gør sig skyldig i material breach (fysisk brud).

Irak reagerede på resolution 1441 ved at benægte, at det har massedestruktionsvåben, ved at tilkendegive dets hensigt at samarbejde med våbeninspektørerne og ved at bekendtgøre, at det senere ville udsende en analyse af, hvorfor denne resolution krænker FNs Charter, tidligere Sikkerhedsråds resolutioner og andre bestemmelser af international lov.

Det ville være meget vanskeligt for enhver suveræn nation at leve op til resolution 1441, der i praksis bemyndiger okkupation af Irak. En særlig ildevarslende bestemmelse garanterer våbeninspektørerne ubegrænset ret til at interviewe alle irakiske embedsmænd og alle andre personer indenfor og udenfor Irak. Denne bestemmelse ville give inspektørerne magt til at handle som de facto asyl officerer og til at borttransportere hvem som helst, inklusive højtplacerede irakiske embedsmænd, med eller uden nogen tilladelse.

Endelig fastsætter resolutionene, som en direkte opfordring til ikke-overholdelse, en 30 dages deadline for Irak til at erklære, at ikke kun dets våbenprogrammer, men alle kemiske, biologiske og atom programmer er uden relation til våbenproduktion. Selv Hans Blix, fungerende formand for UNMOVIC fortalte Sikkerhedsrådet, at dette var en urealistisk deadline.

Hvis Irak ikke overholder denne deadline, vil i tusindvis af amerikanske tropper, der allerede er placeret ved dets grænser sandsynligvis invadere med massive tab af irakiske og amerikanske liv til følge. Invasionen vil sandsynligvis finde sted uden yderligere autorisation fra FN. Colin Powell sagde faktiske i CNN´s sene udsendelse, “at hvis FN ikke er villig til at bemyndige brugen af “alle nødvendige midler” til afvæbning af Hussein, så vil “USA sammen med ligesindede lande gå ind og afvæbne ham med magt.”

Men det er kun Sikkerhedsrådet, der kan bemyndige brugen af væbnet magt. Siden 1990 har Rådet ikke bemyndiget brugen af magt i Irak. Intet land kan ensidigt bruge militære midler til at gennemtvinge en FN resolution uden at krænke FN´ charter. Det vil vise sig hvornår og hvordan USA ensidigt vil afgøre, at Irak har brudt betingelserne i resolution 1441, og bruge dette som grundlag for at slå til. En kvart million amerikanske soldater og millioner af det irakiske folks liv er på spil.

Marjorie Cohn er tilknyttet professor ved Thomas Jefferson School of Law in San Diego, og fungerendevice præsident for the National Lawyers Guild.

November 21, 2002

Netavisen 11. december 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater