Topmøde for udbytning og krig

EU’s topmøder har både en officiel og en uofficiel dagsorden. Den officielle dagsorden for topmødet i København den 12.-13. december hedder udvidelse af EU og tilpasning af de institutionelle procedurer i forbindelse med udvidelsen.
Den uofficielle dagsorden hedder Irak-krig og klassekrig mod de europæiske arbejdere i og uden for Unionen.
Den officielle dagsorden hedder: ‘Her går det godt’. Den uofficielle hedder: ‘Krise, krig og arbejdskampe’.

Officielt er det hele timet og tilrettelagt: Det skal ligne forrige uges NATO-topmøde i Prag, hvor man hyldede sig selv med den ‘historiske’ udvidelse med syv tidligere østbloklande. Vi vil helt sikkert ikke blive sparet for klamme festtaler. De store vesteuropæiske monopolers politiske repræsentanter vil hylde deres kolleger fra ansøgerlandene, der som repræsentanter for deres borgerskab håber på at få en bedre del af den ‘europæiske kage’ – udbytningens forstørrede profitter. Skåltalerne vil flyde over af begejstring: ‘Europa’ er ved at blive ét, forenet militært, økonomisk og politisk. Én stor og veltilfreds borgerlig familie, som har euro i øjnene og skærpet appetit.

På gaderne og uden for møde- og spisesalonerne vil tusinder af demonstranter fortælle en anden historie: At der findes to Europa’er – med en verden til forskel. At Europa og EU er delt i to af en uovervindelig kløft, det klassedelte Europa – borgerskabets Europa og arbejderklassens og folkenes Europa. Officielt vil de velklædte lade, som om de ikke deltager i den herskende klasses, i monopolernes og de multinationales klassekrig mod det arbejdende Europa. De vil lade, som om de repræsenterer de europæiske folk og deres ønsker og forhåbninger. Uofficielt vil de konspirere om, hvordan de kan undertrykke arbejderklassens og folkenes modstand mod deres nyliberale politik for privatisering af den offentlige sektor, sociale nedskæringer, lov og orden-, oprustnings-, krigs- og ‘antiterror’-politik.

Officielt vil det danske formandskab og Fogh-regeringen betegne sig selv som en succes. Dens dagsorden for østudvidelse ser ud til at falde plads. Uofficielt vil regeringen gøre status og sige: “Det lykkedes! Vi fik den amerikanske dagsorden for Europa på plads. Vi var med til at udvide EU på en måde, der var acceptabel for amerikanerne, i forlængelse af NATO-udvidelsen, der gjorde NATO til den amerikanske terrorkrigs forlængede, europæiske arm. Vi har tilmed gjort os til talsmænd for optagelsen af Tyrkiet i EU. Og vi fik forhindret, at EU gik samlet imod den amerikanske krig mod Irak.”
Endnu mere uofficielt vil den drage et lettelsens suk og overdrage EU-formandskabet til Grækenland pr. 1. januar, til nye skridt i opbygningen af monopolernes ‘Forenede Europa’.

Fogh-regeringen ser sig selv som en slags ‘brobygger’ mellem EU og USA. De fleste andre ser den som en lakaj-regering for Bush og Co., et stadigt ekko af militaristisk vanvid og en villig agent for hæmningsløs imperialistisk udplyndring.
Det danske borgerskab har en lang tradition for samarbejde med alle de dominerende imperialistiske stormagter i håb om at få deres bidder af alle kager. Under 2. verdenskrig – især i dens senere fase – satsede man både på England og Tyskland. I dag er det både ‘Europa’ og USA. Det kaldes at ‘forsvare de nationale interesser’, og det stinker af opportunisme og profitbegær.

På EU’s dagsorden efter Danmark står der vigtige ting: I løbet af 2003 skal udkastet til en forfatning for det, som formanden for forfatningskonventet Giscard d’Estaing kalder ‘Europas Forenede Stater’. Supermagt EU. Med fælles mønt, hær, regering samt direkte skat – og måske også en præsident som top på kransekagen.
For Fogh og Co. består opgaven ikke i at forhindre skabelsen af den imperialistiske superstat, men at overvinde den udbredte danske modstand og samtidig få skrottet de nuværende danske forbehold, så landet kan blive en fuldgyldig Unions-delstat.

Nogle af demonstranterne under topmødet vil marchere ‘For et andet Europa’. Det andet Europa eksisterer allerede, og demonstranterne repræsenterer det: Arbejdernes og folkenes.
Men det vil kun kunne sætte sig igennem, når det gør op med kapitalens Europa, med udbytning og krig, med de europæiske monopolers supermagtsdrøm og deres politiske lakajers bedrag.

Redaktionen 3. december 2002