Kapitalismens grænsedragninger

Samtale med Dorte Grenaa

Om ganske kort tid er EU-topmødet i gang her i København.
BellaCentret er omkranset af kilometervis af pigtråd og omdannet til en bevogtet kommandocentral for EU’s parlamentariske ledere nærmest fra lands, fra vands og fra luften.

Bevæbnede politistyrker – både de over- og underjordiske – overvåger og bevogter de ydre og indre grænseovergange i EU-regionen, gadehjørner, broer, veje, huse, mobiltelefoner og mennesker.
Kommunistisk Politik har talt med APK’s formand Dorte Grenaa op til topmødet.

KP: Hvad siger du til dette billede af en by og et land i belejringstilstand?

DG: – Det er egentlig et meget godt billede på kapitalismens virkelige grænsedragninger: klasseskellene. For inde bag murene er det repræsentanter for den herskende klasse i EU, der mødes, talsmænd for monopolernes liberalistiske globaliseringspolitik, for sociale nedskæringer og udbytning af den europæiske arbejderklasse og folkene i landene udenfor. Det er krigsministrene med opsvulmede militærbudgetter og krigsambitioner. Det er krigsanstiftere som Tony Blair og lydige vasal-skødehunde som Anders Fogh og nogen midt imellem med deres egne monopolinteresser. I sandhed en klam forsamling.

Krig på dagsordenen

Dorte Grenaa foran Christiansborg for ‘Ingen krig mod Irak’ ved demonstrationen den 26. oktober

– Krig er på dagsordenen, den nuværende krigsdeltagelse i USA’s terrorkrig i Afghanistan og Israels ditto i Palæstina, og den direkte og indirekte mod Irak. Krig er på dagsordenen og med den en velkendt kræmmertaktik: “Lad os tage de lunser, der falder af ved at deltage i USA’s terrorkrig mod alt, hvad der kan true imperialismens interesser, og i ly af det bygge os op til en stærk konkurrerende supermagt,”, siger Dorte:

– Imperialistisk økonomi/globalisering og imperialistisk krig, det er to sider af samme sag.
Når den kendsgerning er kommet til udtryk i den folkelige modstand, så er det, at vi har set rigtig store og brede manifestationer, senest ved anti-krigsdemonstrationen ved Det Sociale Topmøde i Firenze med over en million mennesker. Indlysende nok. Og så alligevel findes der blandt alle dem, der har arbejdet for at få markeret modstanden mod EU-topmødet, kræfter, som har arbejdet for at skille EU-modstanden, krigsmodstanden og anti-globaliseringsmodstanden ad og forsøgt at holde krigsmodstanden væk.

KP: – Hvad mener du med det?

DG: Ja, det lyder absurd, men hør her: Da initiativet “Ingen krig mod Irak”, der deltager med en antikrigsblok i det såkaldte Folkemøde, henvendte sig til arrangørerne Stop Volden om at sikre en tale mod krigen og endda med et konkret tilbud, nemlig den international kendte krigsmodstander George Galloway fra den engelske Stop the War Koalition og Labour-parlamentsmedlem, blev det pure afvist. Skønt navnet ‘Stop Volden’ var der ikke plads til en international kendt anti-krigstaler.
– Det er værd at lægge mærke til begrundelsen, der blev fremført af DKP/ML’s formand Jørgen Petersen: Man havde i Stop Volden for længst besluttet, at folketingsmedlemmer ikke måtte tale, det stod i et referat og var ikke til at ændre. Og selvom Galloway ikke er medlem af Folketinget, så var man ret sikker på, at det også gjaldt medlemmer af udenlandske parlamenter, og det stod desværre ikke til at ændre. At Ole Krarup derimod kunne tale som medlem af EU-parlamentet, var noget helt andet, for man havde i et mødereferat nedskrevet en principbeslutning om, at EU-parlamentet ikke var noget parlament!
– Så ifølge alle regler, aftaler og cirkulærer i Stop Volden måtte disse nødvendigvis gå forud for kendsgerninger, såsom at EU-topmødet har en krig mod Irak på sin dagsorden. En bureaukrat på skatteforvaltningen eller bistandskontor kunne ikke have gjort det bedre.

‘Stop Volden’ eller stop kapitalens EU?

– Når jeg trækker det eksempel frem, er det for at sige noget om revisionismens kræfter i dag. På den ene side har de ingenting at byde på, intet revolutionært perspektiv eller nogen konkret politik eller nogen som helst forslag, der kan rykke bevægelserne og klassekampen fremad. Deres store bebudede ryk og mobilisering her under det danske EU-formandskab er endt i et lille snævert Stop Volden, hvis største indsats, når det kommer til stykket, har bestået i af fordele de penge, som den danske EU- og krigsregering har opkøbt dem med, til hinandens projekter.
– Og på den anden ser vi dem gå ind og fylde hullerne op, hvor det store krigs-EU-Socialdemokrati er blevet for kompromitteret til at spille en rolle. Hvis Socialdemokratiet eller LO-toppen åbent havde sat sig i spidsen med et dekret om, at topmøde-modstanden hverken klart måtte tage afstand fra EU eller krigen, så havde stået klart for fleste, hvad det gik ud på. I stedet lod størstedelen af venstrefløjen søbe sig ind at give det samme dekret en klam berettigelse og legitimitet og fik skabt en situation med autonomiserede demonstrationer.

Arbejderne og de unge må rykke frem

KP: – Men er det ikke bare et særtilfælde omkring topmødet, hvor voldsfrygten har drevet tingene ud i det absurde?

DG: – Nej, min pointe er det omvendte: Absurditeten er en følge af en tankegang, der opdeler en sammenhængende verden i adskilte kasser, ikke ser forbindelserne, og som er præget af ønsket om ‘legitimitet’ og den deraf følgende økonomi.
– Sådanne ting er ikke kun sket i EU-modstanden og antikrigsbevægelsen. Også i fagbevægelsen har vi har set, hvordan bevægelser lægges ned, her ved at lægge hele initiativet over i hænderne på LO. Tænk bare på, hvordan det, der blev udråbt til at være starten på en kamp mod den horrible arbejdsmarkedsreform, endte med LO’s megadyrt opreklamerede fiasko af et folkemøde den 5. oktober.

– Duoen DKP/ML og KPiD, der begge stadig kalder sig kommunistiske, har virkelig været eksponenter for denne politik. Den såkaldte ‘kommunistiske samlingsproces’ mellem dem er endnu ikke formelt gennemført, men deres handlinger er, som de selv fremhæver, ikke til at se forskel på. Nu, hvor DKP og Fælles Kurs har slået de sidste klude sammen, vil det fremskynde en udvikling, hvor alle fire grupperinger kan samles under ét tag.

– Det, der i første halvdel af 90’erne var en samlingsproces hen mod et stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund, ser nu ud til at ende med en samling af de moderne revisionister med det gamle DKP’s politiske, ideologiske grundlag og metoder. En politik, der beviste sin dybe utilstrækkelighed og fallit i sidste århundrede.

– I en situation som nu, hvor klassekampen skærpes, og hvor ikke mindst ungdommen radikaliseres, er det nødvendigt at gøre opmærksom på, afsløre og bekæmpe revisionisternes politik og handlinger. Politisk, ideologisk og konkret, når den optræder i klassekampen. Ikke fordi det er en refleksreaktion eller yndlingsaversion hos kommunister, men fordi det står i vejen for udviklingen. Og det er jo sjældent set, at bureaukrater eller revisionister selv flytter sig, når de bliver en hindring.

– Den fornyelse og nyorientering hos venstrekræfterne, som er så nødvendig i en skærpet klassekampssituation med imperialistiske krige, galopperende økonomisk krise og stadig voldsommere angreb på arbejdernes og ungdommens tilkæmpede rettigheder, kommer ikke fra den reformistiske eller revisionistiske venstrefløj, indbefattet SF og Enhedslisten. Den trænger sig på, og det må jo konstateres, at vi i Danmark halter noget bagefter. Den må komme fra de kæmpende arbejdere og de unge, som er begyndt at gå på barrikaderne. Vores parti søger at bane vej for, at det kan ske.

Kommunistisk Politik 24, 2002
Netavisen 4. december 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne