Arbejderne i den Europæiske Union går i aktion

Op til EU-topmødet i København er der blevet demonstreret, protesteret og aktioneret i en hel stribe lande fra en kant, der vækker dyb bekymring blandt de nålestribede: Det er de europæiske arbejdere, der for alvor er begyndt at røre på sig. De store protester mod Berlusconi-regeringen i Italien og de gigantiske protester i Spanien, der omfattede en en-dags generalstrejke i juni mod de EU-dikterede forringelser af pensionsordningerne, er blevet fulgt op af nye protester mod privatiseringer af den offentlige sektor og mod angreb på pensioner og arbejdsløshedsunderstøttelser.

Fiat-arbejdere Italien i protest
mod massefyringer af mere end 4000 arbejdere

Postbude, togførere, brandmænd, skolelærere og mange andre grupper både i den offentlige og private sektor har kastet sig ud i arbejdskampe, som har brudt ‘borgfreden’ og åbner for en periode med social uro, som ikke har været set i mange år. Flere af de største EU-lande er på vej mod en vinter med store konfrontationer mellem regeringerne og arbejderne.

Til uroen i Italien og Spanien kommer nu også omfattende og bitre arbejdskampe i England, Frankrig og Tyskland.
Arbejdernes aktioner kommer på et tidspunkt, hvor Euroland er fanget i den kapitalistiske verdenskrise, som også har grebet verdenskapitalismens hovedland USA. Danmark har netop i det seneste kvartal oplevet en direkte produktionsnedgang. Det samme gælder Tyskland, og krisen hærger i større eller mindre udstrækning i samtlige lande.

Monopolerne og deres Union og samtlige borgerskabets regeringer kender kun ét svar på krisen: At vælte dens byrder over på arbejderne og søge tilflugt i oprustning og krig.
Den nyliberale politik til gavn for monopolerne og den stadig dybere økonomiske krise er den egentlige baggrund for væksten i arbejdernes kampe, som får en stadig mere udtalt politisk karakter og retter sig direkte mod regeringerne og EU-politikken.

Offentligt ansatte i Frankrig protyesterer mod privatisering af store dele af den offentlige sektor

Efter perioden med de socialdemokratiske regeringer, som ikke indfriede deres løfter til arbejdervælgerne, er der nu i de fleste EU-lande åbent borgerlige regeringer af Fogh-typen ved magten. I Storbritannien kalder den sig Labour, men det narrer ikke længere nogen …
De åbent borgerlige og socialdemokratiske regeringer har samme program, samme politik – og det er blevet stadigt sværere for socialdemokraterne at fremstå som en ‘forskel’.

Overalt er der sat nedskæringer på dagsordenen – den videre gennemførelse af EU’s nyliberale politik for den offentlige sektor med lønstop, privatiseringer og angreb på de tilkæmpede sociale ydelser, såsom pensionsordninger, arbejdsløshedsunderstøttelser og andre sociale sikringsforanstaltninger.
Og arbejdernes reaktioner er utvetydige: De vil ikke acceptere dette diktat fra borgerskabet og dets regeringer, som samtidig har erklæret deres tilslutning til USA’s ‘krig mod terror’ og har hærstyrker i Afghanistan, eks-Jugoslavien og mange andre steder og opruster lov og orden-magten på hjemmefronten, mens USA stiller højlydte krav om, at rustningsudgifterne yderligere skal forøges.

Tony Blair kommer til København under en bitter lønkonflikt med brandmændene, der har bragt ham i åben konfrontation med ‘venstre’-fløjen i partiet og den britiske fagbevægelse.

Britiske brandmænd: 40 pct. mere i løn – ca. 85 kr. i timen.

Jaques Chirac blev genvalgt uden begejstring ved det franske præsidentvalg – alene fordi modkandidaten hed Le Pen. I sidste uge var 100.000 rasende offentligt ansatte på gaden i protest mod privatisering af store dele af den offentlige sektor. De fortsætter med nye aktioner lige op til topmødet.
Berlusconis Italien ser en fortsættelse af de omfattende protester, hvor kampen mod regeringens arbejderfjendske politik forbindes med kampen mod oprustning og krig. Det er en væsentlig del af forklaringen på, at hen ved en million demonstrerede i Firenze mod den planlagte Irak-krig.
Gerhard Schröder var lige netop i stand til at genvinde kanslerposten på løftet om at holde Tyskland uden for Irak-krigen og stop for forøgelse af rustningsbudgetterne. Han gennemfører samtidig en barsk social nedskæringspolitik, som han især prøver at kaste over på de svageste grupper på arbejdsmarkedet, som de arbejdsløse. En planlagt arbejdsløshedsreform har til hensigt både direkte at nedskære understøttelsen og samtidig tvinge de arbejdsløse i job til lavere løn. Han har samtidig udfordret de offentligt ansatte ved at sige nej til lønkrav, der blot kompenserer for prisstigningerne.

Sådan ser det ud i de fire største lande i EU. Og det går i samme retning også med de mindre, fordi det er den samme reaktionære EU-politik, som er på dagsordenen overalt.
Titusindvis af arbejdspladser er blevet nedlagt under den nuværende økonomiske krise. Raseringen af arbejdspladserne er blevet mødt med protester – men er foregået uden de helt store sværdslag. Det er i øjeblikket de offentligt ansatte, der går forrest. Men det er hele arbejderklassens kamp, og det er i den retning, tingene nødvendigvis må bevæge sig: hen imod et klart opgør ikke bare monopolernes regeringer, men også deres fælles unionsstat.

Kommunistisk Politik 24, 2002
Netavisen 4. december 2002