En ny side vendes i Ecuadors historie

Leder fra En Marcha, nr. 1162, 26. november – 5. december 2002

Sejren til Lucio Gutiérrez i præsidentvalget søndag den 24. november åbner en reel mulighed for begyndelsen på en periode med positive forandringer for Ecuadors folk. Oligarkiet og imperialismen er blevet slået, og Ecuadors arbejdere og folk har opnået en meget betydningsfuld politisk sejr uden fortilfælde i historien.

I denne anden valgrunde har folket været nødt til at overvinde en aggressiv antikommunistisk kampagne, lanceret af oligarkiet med Álvaro Noboa i spidsen, og har herved bevist, at i den folkelige bevidsthed har nødvendigheden af at få en regering, der stiller sig i spidsen for virkeliggørelsen af økonomiske, politiske og sociale forandringer, vundet indpas.

Vort parti arbejdede fra første valgrunde sammen med alle organisationerne i Folkelig Enhed (Unidad Popular, o.a.) til fordel for Lucio Gutiérrez’s og Alfredo Palacios kandidatur, fordi dette dannedes midt i den kamp, som vi og andre folkelige organisationer kæmper mod nyliberalismen og korruptionen, og fordi deres program for at bekæmpe landets aktuelle krise indeholder elementer til gavn for folket og elementer af modstand mod udenlandsk indblanding, aspekter, der for deres fuldstændige udmøntning kræver dannelsen af en folkelig regering.

Men Gutiérrez’s valgsejr betyder endnu ikke sejren for det politiske projekt, som folket stemte for. Der er mange faktorer og kræfter, som virker i den ene eller anden retning, og som i den kommende regering kan sikre gennemførelsen af vigtige folkelige krav eller fortsætte med at give folket det, som det indtil nu har modtaget, dvs. intet.

Det er blevet klart, at Lucio Gutiérrez’s kandidatur er i modsætning til det kreolske oligarkis og den amerikanske ambassades interesser og forhåbninger, og selvfølgelig vil disse kræfter ikke sidde med armene over kors, hvilket de heller ikke gjorde under den sidste valgkamp. Pression, intriger, afpresning og provokationer for at dreje den kurs, som Gutiérrez har lovet for sin regering, vil vise sig på den ene eller anden måde og konstant. Og vi kan ikke afvise, at formålet er at vælte regeringen.

Men pression og intriger vil ikke kun komme fra borgerskabet og imperialismen. De vil også manifestere sig i positioner med “venstre-børnesygdomme” som dem, der nu udtrykkes af ledelsen i den såkaldte Koordination for Sociale Bevægelser (Coordinadora de Movimientos Sociales, o.a.), der allerede før afslutningen af den anden valgrunde erklærede sig i opposition til Gutiérrez ved at true med at trække sin støtte tilbage, hvortil arbejderne spørger sig selv: Hvilken støtte til Lucio gav de egentlig? Der vil heller ikke mangle positioner med trotskistisk ophav, som fordømmer den nye regering på grund af en “beskyttende” holdning og kræver socialistiske forandringer. I en tidligere leder i En Marcha gør vi også opmærksom på faren for politisk sekterisme og ensidighed fra de folkelige kræfter, der omgiver Gutiérrez.

Under disse betingelser afhænger den kommende regerings folkelige indhold af to vigtige aspekter: For det første af, hvorvidt Lucio Gutiérrez fjerner sig fra essensen af det program, der blev præsenteret i den første valgrunde, et program, der forsvarer den nationale suverænitet og massernes materielle og åndelige behov samt respekterer og fremmer arbejdernes og folkenes rettigheder. Og for det andet af, om de organiserede masser spiller en hovedrolle i regeringen. Disse må være lederne af de forandringer, som de higer efter, og deres organisationer må fremsætte politiske forslag og være forpligtet til at arbejde for deres gennemførsel. De må også blive aktive forsvarere af de fremskridt, der gradvist erobres. Hvis Gutiérrez støtter sig på masserne og deres politiske programmer, vil det blive en stærk regering, der står over for de stormløb, som folkets fjender vil foretage, og i realiteten vil den omdanne sig til Ecuadors første folkelige regering.

For os – som de kommunister vi er – er forskellen mellem en folkelig regering og en revolutionær regering klar. Vi har støttet Gutiérrez og samtidig været klar over den rækkevidde, som hans politiske program har, og vi vil fortsætte med at støtte ham i den grad, at han ikke afviger fra dettes grundlæggende indhold. Naturligvis ved vi, at der ikke er tale om en revolutionær regering. Denne erobrer arbejderklassen ved politisk og militært at besejre borgerskabet, ved med magt at overtage den kapitalistiske stat for på dens aske at bygge den socialistiske stat, hvilket betyder at gøre en ende på udbytningen af lønarbejdet og på den private ejendomsret. Dette er ikke Gutiérrez-regeringens natur, og vi må forstå den begrænsning, som den har.
Til trods for dette udtrykkes den revolutionære position i dag ved at bidrage til – med al initiativ og kraft – at Gutiérrez virkelig kan lede en folkelig enhedsregering.

En Marcha er organ for Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti (PCMLE).
Oversat af Michael Jensen.

Netavisen 29. november 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne