Lykketoft i profil

Poul Nyrups bebudede afgang som formand for socialdemokratiet var ventet og nærmest uundgåelig. Allerede i september, før det socialdemokratiske landsmøde, der lagde en midlertidig dæmper på det socialdemokratiske ledelsesslagsmål – i medierne – skrev Kommunistisk Politik i en kommentar:
“På et møde med folketingsgruppen i begyndelsen af ugen fik Nyrup skabt en skrøbelig konsensus om at indstille det interne opgør i medierne.
Det betyder langt fra, at han har redet stormen af. Partiet er på udkig efter en ny partiformand, og uanset hvor længe processen slæber sig af sted, og om den eksploderer på landsmødet eller ej, er Nyrup sendt til tælling.
Det er ikke en situation, der vil virke fremmende for at tegne Socialdemokratiet som et markant oppositionsparti til den konsekvent sorte politik, som Fogh-regeringen følger.”
(Nyrups skæbnetime, KP18,2002)

Da Nyrup meddelte sin afgang, var det i erkendelse af, at han hellere måtte gå end blive gået, og at der ikke ville være reel opbakning til hans fortsatte formandskab. Han blev offer for det socialdemokratiske valgnederlag – men bare lidt dybere set har han lidt den sædvanlige skæbne for de opportunistiske partiledere, hvis politik spiller fallit: han blev syndebukken for partiet politiske linje, som ikke har og ikke kan have arbejderklassens opbakning, fordi det er en politik for imperialismen og monopolerne, for EU og Bush.
Nyrup er med andre ord blevet et offer for socialdemokratiets krise som sådan – nok så meget som for sine egne fejlgreb.

Lykketoft og Colin Powell til NATO-topmøde i 91
(Foto: NATO)

Den kommende socialdemokratiske partileder er både NATOs og EUs mand

Det bedste bud på en ‘fornyelse’ af den socialdemokratiske politik, som skal bringe S tilbage til regeringsmagten, er tilsyneladende Mogens Lykketoft – veteranen, der tidligere stod bag Svend Aukens fald som partiformand og Nyrups formandskandidatur. Lykketoft var Nyrup-regeringens økonomiske strateg og politiske cheftaktiker – og har som sådan mindst et lige så stort ansvar for den socialdemokratiske regerings politik, som endte med at fjerne Nyrup og bane vejen for Fogh.

Lykketofts kandidatur støttes af mange stærke kræfter – heriblandt af Metal, der ser ham som garant for en EU-venlig linje til gavn for monopolerne, og Socialistisk Folkeparti, der synes, at han er en mand med progressive visioner. Det sidste baserer sig først og fremmest på Lykketofts vilje til at opbygge EU som den globale ‘moralske’ supermagt og hans spagfærdige kritik af Israel i forhold til krigen mod palæstinenserne. Med Lykketoft som partiformand kan socialdemokratiets internationale kurs blive lagt nogle grader til ‘venstre’, i al fald i ord – mens den økonomiske politik forbliver uændret monopolvenlig.
Men der er måske også andre bud på en ny formand. Den ekstraordinære partikongres vil afgøre sagen. Indtil da vil magtkampen og intrigerne have frit løb.

Lykketofts mange sider:

Lykketoft som USA- og Israelkritiker og fredens mand
(Bør læses i lyset af beslutningen den 20. november om dansk krigsdeltagelse i Bush’s kommende Irak-krig med socialdemokratisk opslutning):
Lykketoft ser lyset Af Klaus Riis, Netavisen 14.12.01

Lykketoft som ‘visionær’ EU-politiker:
EU – verdenssamfundet ‘progressive kraft Netavisen 24.08.01

Lykketoft som amerikansk agent
Håndfast stikirenddreng Kommunistisk Politik 6, 2001
Grønland: Missilskjoldet skal afvises totalt Netavisen 09.09.01

Lykketoft som de multinationales agent
Danmark truer Zimbabwe Netavisen 15.05.01

Lykketoft som velfærdsslagter og EU-håndlanger
Mindst 25 fede jubelår Af Dorte Grenaa Kommunisk Politik 2, 1998

Lykketoft som globaliserings- og euro-tilhænger
Dansk Mirakel Økonomi Kommunistisk Politik 19, 1999

Lykketoft som monopolernes og privatiseringens mand
Fra ét monopol til et andet Kommunistisk Politik 23, 1999

Kommunistisk Politik 23, 2002
Netavisen 20. november 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne