Bush, Blairs og Foghs store løgn

Det er nødvendigt med et påskud for at indlede en aggressionskrig. Under Vietnamkrigen var det løgnen om et angiveligt nordvietnamesisk angreb i Tonkin-bugten. Til den ny krig mod Irak ser påskuddet ud til at være at forhindre Saddam Hussein i at besidde/udvikle atomvåben.

George Bushs planlagte krig mod Irak er en upopulær krig allerede før den er gået i gang. Det er ikke lykkedes USA i ringeste måde at forbinde Irak og Saddam Hussein med 11. september-terroren eller Al Qaeda-netværket. Irak kan ikke fremstilles som en akut trussel mod naboerne. Eller mod en irakisk befolkningsgruppe. Derfor fokuseres stadig mere på Saddam Husseins angivelige besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Først og fremmest atomvåben.

Det er nemlig til at forstå, også for et amerikansk indenrigspublikum. Flere og flere vender sig ifølge meningsmålinger sig imod krigen. Kun 54 pct. skulle være for – under forudsætning af at USA har FN-mandat og en række store allierede med. Hvis USA skulle gå alene er kun en tredjedel af amerikanerne for krigen, ifølge disse målinger, foretaget af medier, der er for krig. Et stort flertal er altså imod. I England siger meningsmålingerne, at 71 pct. af befolkningen er imod engelsk krigsdeltagelse.

Bush og Blair har et problem. De har ikke deres befolkninger med sig – og stort set resten af verden imod sig. Derfor blev Tony Blair kaldt til Bushs ranch for at de to ledere af verdenscivilisationen med henblik på en overbevisende mediestunt for nødvendigheden af en krig, som verden ikke vil have.
Saddam besidder atomvåben og er en trussel mod verden, lød budskabet.
Der skal hurtigt skabes en bred alliance for krigen på basis af dette budskab, erklærede man.

Bush vil i FN på torsdag stille verdens ledere over for et ultimatum: Enten gribes der lynhurtigt ind overfor Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben – eller også går USA i krig alene (med England og Israel på slæb selvfølgelig).
Og måske er der også en plan for at chokere amerikanerne og resten af verden ind i en krig …

Man vil skabe en situation, hvor Irak bliver spillet skakmat. Et hurtigt ultimatum, der skal tillade våbeninspektioner under amerikansk kontrol, som i sig selv på et senere tidspunkt ville kunne blive en anledning til en krig – og en spekulation i Saddam Husseins afvisning af denne pistolpolitik.

Derfor er alle USA’s hemmelige tjenester og enorme propagandaapparat i færd med at skrue de uigendrivelige ‘beviser’ sammen for Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben, atomvåben indbefattet. Dertil får de blandt andet assistance fra den seneste våbeninspektør, CIA-agenten og spionen Richard Buttler.

Foghs fornemmelser for masseødelæggelse

De får også hjælp fra andre sider. Den danske regeringsleder og nuværende formand for EU’s ministerråd – og kærkommen gæst i Det Hvide Hus – Anders Fogh Rasmussen erklærede efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn i fredags til pressen:

– Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at han råder over masseødelæggelsesvåben og ønsker at fremstille dem. Det kan verden ikke være ligeglad med.
På spørgsmålet om, hvorvidt Anders Fogh Rasmussen ligger inde med beviser, gentog statsministeren, at han ‘ikke er i tvivl om det’.
– Det skulle være mærkeligt, om han ikke har dem. Han har tidligere brugt masseødelæggelsesvåben
, sagde han.

Det sidste er sandt. Saddam brugte giftgas under krigen mod Iran – med amerikansk og engelsk støtte. Og mod kurdere i Irak – mens hæren var anført af en nu eksilleret general, der har ‘tålt ophold’ i Danmark, bor i Sorø og er udset til at spille en militær hovedrolle under angrebet på Irak.

Men Saddam Hussein brugte ikke masseødelæggelsesvåben under den første krig mod Irak. Og siden da var der en årrække med våbeninspektioner, der ødelagde alle lagre og faciliteter til at fremstille sådanne våben. Atomvåben indbefattet, og i særlig grad.

Hvad den danske statsminister gør er at erklære sin støtte til en aggressionskrig mod Irak ud fra sine fornemmelser. Hans udtalelser er et klart signal om dansk og EU-formandskabet støtte til den amerikanske krig. Det er en af de mest degenererede og forbryderiske udtalelser, nogen dansk statsminister er kommet med. I al fald siden Stauning forkyndte, at ‘Verden var slået med beundring over Hitlers sejre’. Grønt lys for en barbarisk krig, der vil koste titusinder af civile livet, og hvor USA kan anvende atomvåben – og for mulig dansk krigsdeltagelse – ud fra statsministerens fornemmelser og spekulation.

Scott Ritter i det irakiske parlament

I modsætning til den danske statsminister, der tror og ikke ved, er der folk, som har kendskab til både irakiske og amerikanske realiteter. Det gælder f.eks. Buttlers forgænger som chefvåbeninspektør (93-98), den erklærede republikaner Scott Ritter. Da han var våbeninspektør gik han særdeles nidkært til sagen, og blev af irakerne beskyldt for at være spion – hvad han muligvis og sandsynligvis også var. I 98 trak han sig pludseligt tilbage. I de senere år har han udtalt sig kraftigt imod en ny krig mod Irak, og i søndags stod han i det irakiske parlament og advarede USA om, at et angreb på Irak ville være ‘en historisk fejl’.

Han sagde bl.a.:

‘Jeg forstår at jeg står her i dag ikke bare som den første amerikanske borger, der taler til denne forsamling, men også som den første taler, der ikke repræsenterer en regering …
Mit land ser ud til at være på randen til at begå en historisk fejltagelse, en feltagelse, som for altid vil ændre den historiske dynamik, som har regeret verden siden afslutningen på 2. verdenskrig, nemlig dens grundlag i international ret som fastlagt i De Forenede Nationers Charter, som kræver en fredelig løsning af konflikter mellem nationer …
Som én, der regner sig for at være en glødende patriot og en god amerikansk borger føler jeg, at jeg ikke passivt kan se til, når mit land opfører sig på denne måde …

Min regering fremstiller en sag for at gå i krig mod Irak, som bygger på frygt og uvidenhed, i modsætning til at basere sig på sandhed og kendgerninger.
Vi – det amerikanske folk – bliver igen og igen fortalt, at vor nationale sikkerhed er i alvorlig og akut fare fra en kombination af tidligere uansvarlig optræden fra Iraks side og fortsatte bestræbelser fra Irak på igen at anskaffe sig kemiske, biologiske og atomvåben og langtrækkende missiler … som har været forbudt siden 1991 ifølge en resolution i Sikkerhedsrådet…

Sandheden er at Irak ikke er en bagmand for den slags terror, som rettedes mod USA den 11. september, og at det rent faktisk aktivt undertrykker den slags fundamentalistisk ekstremisme, som kendetegner dem, som angreb USA denne forfærdelige dag.
Det er sandheden, og når det amerikanske folk lærer denne sandhed at kende og accepterer den, vil frygtens politik blive slået og udsigten til krig mellem vore to lande blive reduceret betragteligt’.
(Se et større uddrag af talen i parlamentett, hvor Ritter også foreslog adgang for våbeninspektører, her)

Scott Ritter er en alvorlig torn i øjet på Bush-administrationen. For han ved hvad han taler om, og han afslører de løgne, Bush, Blair og Fogh vil gå i krig på og bedrage verden med.
Han har udtrykkeligt erklæret, at af fire typer masseudryddelsesvåben er netop atomvåbnene det område, hvor de irakiske muligheder for produktion er blevet grundigst ødelagt. Han erklærer kategorisk, at Irak ikke har og ikke kan producere atomvåben.

Palæstinenserne – sikre ofre for en ny Irak-krig

Israels Ariel Sharon er tredje hjul på Bush’s og Blair’s krigsvogn. Han har instrueret det israelske militær til at være parat til krig mod Irak fra omkring den 1. november. Israel forberedes på at blive aktiv krigsdeltager – men samtidig har Israel sine egne mål. Det vil en gang for alle løse ‘det palæstinensiske spørgsmål’ på Ariel Sharonsk vis.
Hvad det handler om udtrykkes i en erklæring fra Det Israelske Kommunistiske Forum ‘Nej til krig mod Irak’ (04.09.02). Her hedder det:

” Vi fordømmer den tankeløse støtte, som de israelske herskere giver til en krig mod Irak, og deres opfordring til øjeblikkelig krig. De forbrydelser, de allerede har begået, som de systematiske drab på mange palæstinensiske civile, indbefattet kvinder og børn, er blevet hyppigere i den senere tid. Men det ser ikke ud til at være nok for dem. De ønsker at udnytte en sådan krig til at gennemføre gamle planer om fjendtligheder, hvis mål er at opnå en fait accompli-situation i de besatte palæstinensiske områder. Disse mål forventes at blive opnået ved drab på mængder af indbyggere og ved at etablere en organiseret tvangsfordrivelse af dem, som vil overleve massakren. Ifølge deres beregninger vil den internationale offentlige mening beskæftige sig med Irak-krigen og ikke fokusere på deres forbrydelser.”

En krig mod Irak vil være en katastrofe for det palæstinensiske folk og den palæstinensiske nation og en opmuntring og et grønt lys til krigsforbryderne i den israelske regering.

Den saudiske vinkel

Målet for den ny amerikanske krig mod Irak er at indsætte et lakajregime dér – og sikre sig kontrollen med hele Mellemøstens olierigdomme gennem en de fakto-besættelse af hele regionen. De ultrareaktionære kredse i USA, som fører det store ord i Det Hvide Hus og Pentagon, har længe spekuleret på at få fingrene også i den saudiarabiske olie – de største oliereserver i verden. En række truende udtalelser er blevet slynget i retning af Saudi-arabien og dets kongehus, som eller shar fungeret som en trofast USA-vasal gennem årtier.
Saudi-arabien har som de fleste øvrige arabiske lande i modsætning til, hvad der var tilfældet under den 1. Golfkrig, sagt Nej til at lade de amerikanske militærbaser i landet benytte til et angreb på Irak.

Disse forhold har sat gang i spekulationerne om, at Bush-regeringen muligvis også planlægger at erobre og besætte Saudi-arabien i forbindelse med felttoget mod Irak – og at Saudi-arabien måske er det vigtigste og væsentligste mål for hele denne nye krig om olie og dominans.

Den kritiske journalist Michael C. Ruppert (‘From the Wildernes’) rejser spørgsmålet: ‘Er Irak en afledning fra den virkelige invasion – eller vil Bush forsøge at besætte begge lande på én gang?’

Det saudiske regime er notorisk ustabilt – og forhadt. Og dets rigdomme er lokkende. At forvandle den amerikanske militære tilstedeværelse, som har været en realitet siden Golf-krigen til en regulær besættelse, kan være en af de udviklinger, som Pentagon opererer med.

* * *

Verden bevæger sig hurtigt imod en ny katastrofe. Bush og Blair har stillet sig i spidsen for et kriminelt eventyr, som vil få enorme konsekvenser for den globale fremtid – langt større end Afghanistan-krigen. Den militære opbygning i Golfen og omegn er vidt fremskreden. Danmark er direkte involveret – med A.P. Møllers containerskibe i front.

Af verdens ledere har kun den tyske kansler Gerhard Schröder meldt klokkeklart ud, at Tyskland under hans ledelse ikke vil deltage i eller støtte en krig mod Irak. Det er et populært budskab under valgkampen – og et valgløfte, som modkandidaten Stoiber ikke vil afgive.

Krigsmagerne Bush og Blair spekulerer i at presse FNs Sikkerhedsråd til aktiv eller passiv accept af deres forbryderiske felttog og tromle modstanden blandt de allierede i ‘anti-terror-koalitionen’ ned – også i forventning om, at når krigen kommer, vil der blive valgt side – for USA.

Golfkrig 2 kan blive den anden større operation i den uendelige krig mod terror, som Bush har proklameret, og den mest omfattende og skæbnessvangre. Nyordningen efter amerikansk mønster af hele Mellemøsten – af verdens oliehjerte.
Ariel Sharon ser frem til det. Og Anders Fogh Rasmussen lurepasser for at komme med – på fornemmelser.

Se også:
Udgør Irak en reel trussel mod USA? Af Scott Ritter

 

Netavisen 9. september 2002