Danske region-planer er dikteret af EU

Da det Konservative Folkeparti for nylig fremlagde sit forslag en ny inddeling af Danmarkskortet i blot tre regioner i stedet for de hidtidige 14 amter, var det ikke noget, det lille regeringsparti selv havde fundet på.

At dele Danmark op i to eller tre regionale enheder er et punkt, som længe har stået på den Europæiske Unions dagsorden for vort land. Man skal ikke lade sig narre af, at de konservatives forslag i lighed med mange andre oplæg om samme emne har fokus snævert rettet på sygehusforvaltningen, som amterne indtil nu har taget sig af. En kommende regionalreform er – uanset dens p.t. erklærede formål – første skridt på vejen til at skabe nogle administrative enheder, der passer til EU’s opbygning.

Kun sygehuse, eller …?

Det Konservative Folkepartis udspil til regionalreform, som blev fremlagt officielt 16. august, men allerede luftet i juni, foreslår landet inddelt i tre:
1) Sønderjyllands, Vejle, Ribe og Fyns amter,
2) Midt- og Nordjylland samt
3) øerne øst for Storebælt.

Ifølge forslaget skal kommunernes ansvar øges, bl.a. med overtagelse af gymnasierne, hvorved der forventes en kommunal sammenlægningsbølge med en reduktion til måske omkring 100 kommuner mod i dag 275. De konservative foreslår endvidere, at regionsledelserne bliver indirekte valgt gennem kommunalbestyrelserne. Reformen skal sættes i kraft fra og med 2006.

Kapitalens nationale storråd, Dansk Industri (DI), foreslog via lederen Hans Skov Christensen i starten af juni, at der muligvis kun behøves to danske regioner som led i en gennemgribende kommunalreform, der skal reducere antallet af kommuner mærkbart.

Den foreløbig erklærede hensigt over for offentligheden er i begge ovennævnte tilfælde, at stor-regionerne kun skal koncentrere sig om sygehusvæsenet, om end den konservative kommunalordfører Knud Erik Kirkegaard over for pressen antyder, at der også er andre opgaver, som passer til regionerne.

Formanden for Socialdemokratiet i København, Bo Sandberg, fremlagde 29. juli et forslag om fire regioner til erstatning for amterne og som led i en kommunalreform, med etableringen af et Storkøbenhavn, naturligvis, som særstandpunktet, der adskiller det fra de konservatives og DI’s forslag til grænsedragninger. De københavnske socialdemokraters formand afslører imidlertid uforsigtigt, at de nye regioner udover sygehuse skal have bl.a. erhvervspolitiske opgaver. Dermed varsler han i sin iver, hvad der faktisk ligger i EU’s planer, nemlig at der simpelthen forberedes et nyt regionalt politisk ledelsesniveau, som bryder totalt med de danske traditioner.
Hele linjen af etablerede partier fra SF og højre ud har denne sommer følt sig i humør til at mene noget om regionalpolitik og har givet generelt positive meldinger om en kommende kommunal- og regionalreform.

Unions-NUTS

Størrelsen af de nye regioner er anpasset efter den målestok, som EU-myndighederne i årevis har anvendt for analyser og planlægning af regionale niveauer. Systemet hedder NUTS (Nomenclature Units for Territorial Statistics), og det angiver, hvilke befolkningsmæssige niveauer der er lempelige for hvilke administrative opgaver.

Som et led i den såkaldte regionaliseringsproces, der har til formål at styrke Unionens forvaltning på det regionale og lokale niveau og svække det (national-)statslige niveau, anbefaler retningslinjerne for størrelsen af EU-tilpassede regionale administrative niveauer, det såkaldte NUTS 2-niveau, at en sådan region optimalt har 2½-3 mio. indbyggere. I henhold til disse retningslinjer har EU-teknokratiet for længst afgjort, hvilke regionale grænsedragninger der sådan cirkus skal etableres i de forskellige dele af Unionen, herunder Danmark og Norden.

Det er åbenlyst, at især DI’s forslag til en tvedeling af kongeriget – gennem Storebælt, må man formode – er hentet direkte fra EU’s direktiver om regionaliseringens fremtidige målsætninger. København og Øerne har sammen med Region Skåne en NUTS 2-egnet befolkningsmængde på ca. 3½ mio., hvortil det igangværende samarbejde i Øresundsregionen er sat i sving. I vest har Jylland-Fyn-Sønderjylland samlet omkring 2½ mio. indbyggere. Samtidig er Sønderjylland en del af et grænseoverskridende regionalt samarbejde med de tilgrænsende politiske lokalniveauer i Sydslesvig, hvilket på sigt skal knytte Sønderjylland og Jylland til Region Hamburg-Schleswig-Holstein. Både i øst og syd ligger der en særlig EU-regionalpolitisk hensigt i nedbrydningen af hidtidige statslige barrierer.

Når pressen formidler den oplysning, at det Konservative Folkeparti eller nogen andre danske kræfter har “opfundet” de nye store regioner, er det således usandt. De konservative og DI og formanden for Socialdemokratiet i København taler efter munden på en EU-sufflør med en NUTS 2-manual.

Hos vore noget større svenske naboer har regionaliseringsdiskussionen i de senere år taget en mere konkret og fremskreden form end i Danmark. Der blev i Sverige fra sidst i 1990’erne etableret to forsøgsordninger med regionale enheder ledet af direkte valgte forsamlinger samt foreløbig fire forsøg med regionale kommunalforbund, hvor ledelsen er udpeget af kommunerne. Skæbnen for de to forskellige modeller for regionsforsøg er ikke konkret afgjort, men at det nye geografiske regionskoncept etableres permanent over hele Sverige, er hævet over tvivl.

I Danmark er regeringen i august kommet så langt som til at udpege en kommission til at se på den kommunale struktur. Kommissionens resultater ventes om et års tid, og indtil da vil hverken de konservative eller andre partier officielt fremstille deres regionaliserings-udspil som andet end “udkast til inspiration”.

Kommunistisk Politik 17, 2002
Netavisen 30. august 2002