Rosen og designerpolitikken

Først var det Tony Blair. Det engelske New Labour tordnede ind på regeringstaburetterne efter en valgkampagne, først af professionelle mediefolk. Kontrollen med ‘budskaberne’ og den bevidst manipulation af den offentlige debat, markedsføring af positive nyheder og fokus på image og ikke mindst Blairs person var ingredienser i reklameindustriens bud på en valgsejr.
Begrebet ‘designer-politik’ var født: Reklameindslag i stedet for politik. Politik uden indhold beregnet for medieeffekten.
Det er siden blevet fastslået som en ubestridelig kendsgerning, at designerpolitik er opskriften på parlamentarisk succes i dag. Selvom englænderne under alle omstændigheder var dødtrætte af Thatcher og hendes konservative efterfølgere.
I Danmark er Anders Fogh og hans regering svorne tilhængere af designer-politikken. Reklamepengene købte regeringstaburetterne i kraft af den – det er nu officiel sandhed. Og mens Poul Nyrup som statsminister elskede at bade sig i mediernes rampelys, og var en evig tilstedeværende del af TV-menuen, doserer Fogh sig på en helt anden måde. Slagsmål, polemik, kritiske spørgsmål undgås. ‘Statsmanden’ Fogh holder distancen, omgivet af sine egne medieeksperter.

Det er indlysende, at sådan en må Socialdemokraterne også ha’. En designerpolitik. Nyrup har bestemt ingen interesse i en principiel debat om, hvorfor Socialdemokratiet tabte regeringsmagten: Fordi dets politik ikke var i det store flertals interesse, og fordi det ikke holdt sine løfter og garantier til vælgerne. Fordi det førte borgerlig EU-politik.
Og eftersom Fogh og Co. var det eneste parlamentariske alternativ i fravær af en egentlig opposition til venstre på den parlamentariske arena, måtte det blive Fogh, der blev statsminister, selvom de fører borgerlig EU- og rabiat pro-amerikansk politik.
Derfor skal socialdemokratiet ‘reformeres’. Ikke reformeres politisk, for designerpolitik har ikke noget at gøre med politik, men med at ’sælge’ personer, partier og regeringsalternativer på vælgermarkedet.

Imaget skal pudses op: Alt fra den socialdemokratiske rose til de støvede røde faner ved festlige lejligheder og Nyrup som forsanger i ‘Når jeg ser et rødt flag smelde’ – væk med det. Der skal findes medieegnede og veltrænede personer til at tegne partiet, en udemokratisk håndplukket elite der skal være den ny partikerne. Det traditionelle apparat, der baserer sig på partiforeningerne og interne valgstrukturer, skal træde i baggrunden for den ‘direkte kontakt’ mellem den medietrimmede topelite og ‘vælgerne’. O.s.v.
Og på samme måde som Venstre gjorde det tidligt i sidste valgperiode, udpeger Poul Nyrup Rasmussen syv politiske prioriteringsområder, der på partikongressen i næste måned skal udmøntes i et mindre antal ‘kontante og slagkraftige mærkesager’ i form af en salgspakke:
– Bedre vilkår for børn og bedre skoler.
– Mere frihed i arbejdslivet.
– Tryghed. Retspolitiske initiativer.
– Et modsvar til regeringens skattestop, herunder skattesænkninger på længere sigt.
– Sundere fødevarer, bedre miljø.
– Flere boliger og bysociale tiltag.
– En grundlæggende velfærdspakke for især de ældre med mindstekrav til kommunernes service.

Nyrups reformplaner har selvfølgelig vakt stærk modstand i partiet. Det måtte øjeblikkelig føre til en tilspidsning af magtkampene om poster og indflydelse og til den latente fraktionskamp mellem den auken’ske ‘venstrefløj’ og eurosocialdemokraterne på Nyrupfløjen. En del mener at den vigtigste fornyelse ville være at udskifte partiformanden og hans fejlslagne politik.
Men Nyrup og Lykketoft sidder tungt på partiet. Og LO og også SiD har kastet sig ind til fordel for Nyrups fornyelser og designerpolitik. Så Nyrups Eurosocialdemokrati vil ende som et designer-eurosocialdemokrati. Og partiets krise, indbefattet dets permanente medlemskrise med tilbagegang gennem årtier, vil fortsætte og forstærkes.

Redaktionen den 13. august 2002

Kommunistisk Politik 16, 2002
Netavisen 18. august 2001