Eksplosionsfarer i ‘Velfærdsdanmark’

Den danske velfærdsdebat er for den officielle dels vedkommende havnet i en usædvanlig usaglig og populistisk rutsjetur. En del er gennemskueligt, og andre argumenter har sat sig fast som “sandhed” gennem mange års gentagelser.

Middellevetiden er steget i løbet af det sidste århundrede, samtidig med at børnetallet er faldet. Det er en af de kendsgerninger, som de fleste mennesker ser som en positiv udvikling, mens det for politikere er blevet et centralt argument i deres offensiv mod offentlige ydelser: Der er for mange gamle at forsørge, og det går den gale vej – “Om 10 år er vi en nation af gamle uden nogen til at producere,” siges det. Den danske dagspresse har givet problemet en forsideoverskrift. Det kaldes “ældrebomben”… dramatisk, truende og tydeligvis en fare, som man må se i øjnene kan eksplodere ukontrollabelt og slå bunden ud af statskassen.

Men det er myter, ikke andet end myter, som er blevet så centrale i borgerskabets argumentation. Det første illusion, som man skal gøre sig fri af, er den, at borgerskabet har lyst og vilje til at finansiere understøttelse, sundhedsvæsen, uddannelse og andre af de elementer, som samlet betegnes velfærdssamfund. Det har de ikke! Der er tale om, at de med den største ulyst finansierer et vist niveau af f.eks. understøttelse, fordi de er mere eller mindre tvunget til det for at undgå hungerrevolter. Men borgerskabet græder over hver eneste krone, der bliver givet til sygesikring og hospitalsvæsen osv., og vil til enhver tid søge at holde enhver udgift på det absolutte minimum.

Ældrebomben
Jo mere man smager på ordet ældrebombe, desto mere fornemmer man en indbygget konflikt, der nærmest skriger til himlen. Da den videnskabelige substans bag skrækscenariet er statistik, der er blevet ført gennem de sidste mange år, så vil en klart tænkende arbejder jo hurtigt stille sig selv spørgsmålet, om de ældre ikke stod opført, da de var børn, unge voksne osv. Altså sagt med andre ord: Statistik er netop en analyse af data opsamlet over en lang periode. Hvorfor så denne snak om en bombe, som en ældrebombetrussel, der er blevet indtelefoneret til Christiansborg – uden varsel?

Hvordan kan noget både være en helt almindelig og naturlig del af en befolkningsstatistik – folk har det med at blive et år ældre hvert år uden de store udsving – og så være en bombe, der alt andet lige symboliserer en pludselig begivenhed? Svaret er, at det er et simpelt, men virkningsfuldt demagogisk trick, en fupsammenstilling af ord med en propagandistisk hensigt. Og hensigten er at så tvivl i den arbejdende befolkning og standse et hvert tilløb til krav, med et “desværre, kassen er tom”. Og hvilken bondesnu afstumpethed afslører det ikke, at man bruger generationer mod hinanden.

Men vi kan også selv bedømme det statistiske argument og selv se på den udvikling, som tallene afdækker. Det er f.eks. en kendsgerning, at generationerne er blevet længere. Fra omkring 20 år for 40 år siden er en generation blevet forlænget med ca. 10 år til 30. Dvs. at mens den store efterkrigsgeneration fik deres børn, mens de var i 20’erne, dvs. i sidste halvdel af 1960’erne – og man kan her indskyde, at da der var relativt flere forældre, så blev også den generation forholdsvis stor – så er tendensen, at dem, der blev født sidst i tresserne, først bliver forældre sidst i 90’erne, altså når de er omkring de tredive.

Denne forskydning i fertilitetskvotientens aldersmæssige tyngdepunkt (Fertilitetskvotient = hvor mange børn pr. 1.000 kvinder pr. år) kan sammen med faldende børnetal og stigende middellevetid i samme periode – 1945 til i dag – beskrives som en matematisk model, som så kan bruges som udgangspunkt til at fremskrive dagens tal til f.eks. 2015. Og naturligvis får man et meget underligt resultat, meget, meget langt fra virkeligheden.

Løgn og statistik
Et mere realistisk resultat kan opnås ved at se på udviklingen inden for de seneste 10 år. Sørgeligt nok er middellevetiden stagneret i Danmark i den periode, med en tendens til fald i visse indkomstgrupper. Fertilitetskvotienten er stabil, og det ser ud til, at den alder, hvor man vælger at blive forældre, også har konsolideret sig lige lidt over de tredive.

Selvfølgelig ved statistikere godt, at en fremskrivning ikke kan bygge mekanisk på en matematisk model, som er baseret på udviklingen, som den har været, og så må de gætte på, hvordan det vil gå, og regne ud fra det. Et kvalificeret gæt er ikke noget dårligt udgangspunkt for en fremskrivning (befolkningsprognose) – men den videnskabelige værdi er stort set på størrelse med en bedømmelse af chancerne for sne juleaften år 2015.
Stort set alle generelle befolkningsprognoser – i alle lande til alle tider – der er gået mere end 5 til 10 år frem, har været behæftet med så store unøjagtigheder, at de faktisk ikke kunne bruges. Først og fremmest fordi menneskenes samfund er et samfund i udvikling, et samfund hvor kapitalismens krige, kriser, sygdomme, sult m.m. er yderst jordiske fænomener.

Tal i statistikken dækker også over meget store udsving efter erhverv. Ufaglærte har f.eks. en relativt kortere middellevetid end funktionærer. Der er altså nødvendigt med et klart klassestandpunkt i bedømmelsen. Den kendsgerning, at relativt få ufaglærte når at opleve mere end et par år på pensionen, i øvrigt tit på den laveste pension og med et svigtende helbred, kan man også læse i statistikken – men sådan noget passer aldrig rigtig ind i regeringens propaganda.
Klasser er den eneste videnskabelige metode til at betegne menneskers situation og indbyrdes forhold til samfundet. Hvilken klasse et menneske tilhører, er den basisviden, der skal til, for at forstå en hvilken som helst statistisk beregning. Dettes fravær er en af de væsentligste synder i borgerlig statistik.

Mange kan måske huske sundhedsminister Kock, der fremførte den gamle sætning, at et æble om dagen holder lægen fra døren, udtalt i fuld alvor på en konference for ældre i København. En hvilken som helst debat i dag tager udgangspunkt i et holdningsbaseret grundlag og ikke et traditionelt videnskabeligt grundlag, eller bare et empirisk udgangspunkt. (Empirisk vil sige, at man trods alt har betragtet visse faktuelle forhold).

Som udgangspunkt for nedskæringer er “ældrebomben” ikke kun dårlig, fordi den er løgnagtig, men også fordi der bliver produceret stadig mere og mere, og samfundet bliver rigere og rigere. Samfundsøkonomien vil få stadig bedre råd til “forsørge de uproduktive aldersgrupper”. Det er bare de få, der sidder på flæsket – og så er vi tilbage ved min første pointe: De rige giver aldrig kontanter væk frivilligt. Hellere prøve at stikke en løgn om tomme lommer. Man risikerer jo, at de dumme arbejdere (uanset alder) ikke tager et nej for et nej …

Baseret på et uddrag af ‘Oplæg om myter i den danske velfærdsdebat’ (Sommerlejr 2002)
Franz K

Kommunistisk Politik 15, 2002
Netavisen 30. juli 2002