Udgør Irak en reel trussel mod USA?

Af Scott Ritter

Den tidligere FN-våbeninspektør i Irak Scott Ritter siger, at Saddams masseødelæggelsesvåben stort set er afmonterede, og at ‘den irakiske trussel’ bygger på systematiske løgne – og at præsident Bush har forrådt det amerikanske folk.

Under Golf-krigen kom Scott Ritter, dengang militær juniorefterretningsanalytiker, i strid med sin chef. Han udfærdigede den ene rapport efter den anden, som bestred general Norman Schwarzkopfs påstande om antallet af ødelagte irakiske Scud-missiler. Vi kan ikke bekræfte disse hits, rapporterede Ritter til Schwarzkopfs forbløffelse. På trods af pres fra toppen stod Ritter, der er marinekaptajn fra en officersfamilie, fast og udfordrede sine overordnede og hierarkiet.
Det var bare en forpostfægtning for manden, som New York Times har betegnet som ‘den berømteste officer og overløber fra marinen siden Oliver North’.
I de efterfølgende år har Ritter, som var chefinspektør for FN’s Særlige Kommission for at Afvæbne Irak (UNSCOM), indtil han pludseligt trak sig i 1998, ført to kampe – den første med Saddam Hussein, den anden med USA’s regering.
Ritter har skrevet bogen “Endgame: Solving the Iraqi Problem Once and For All”.
Den følgende artikel har været offentliggjort i Boston Globe, og den afspejler både Ritters illusioner om det amerikanske demokrati og skuffelse over det.
Se også en reportage fra et møde med Scott Ritter på Suffolk Law School i Boston med fredsaktivister og andre interesserede den 23. juli, hvor han fremlægger den opfattelse, at en krig mod Irak kan blive udløst allerede i oktober: The Coming October War in Iraq (af William Rivers Pitt, truthout, eng.)

Nylige presserapporter beretter, at planlægningen af en krig mod Irak er skredet væsentligt frem. Når det forbindes med afsløringen af, at præsidenten har givet CIA bemyndigelser til hemmelige operationer med sigte på at likvidere Saddam Hussein, fremgår det, at De Forenede Stater er fast bundet til en kurs, der vil føre til krig med Irak.
Før det sker, ville vi være godt tjent med at overveje præsident Abraham Lincolns ord i hans Gettysburg-tale, hvor han definerede det væsentlige for at gå i krig for demokratier som vores, nemlig ‘for, at folkets regering, regeringen af folket, for folket, ikke skal blive udslettet’.

Udgør Irak en reel trussel mod vores nations eksistens? Tager man retorikken fra Bush-administrationen for pålydende, ser det sådan ud. Ifølge præsident Bush og hans rådgivere ved man, at Irak besidder masseødelæggelsesvåben og aktivt søger at genetablere de muligheder for våbenproduktion, som blev elimineret af FN’s våbeninspektører fra 1991 til ’98, samtidig med at det blokerer for genoptagelsen af sådanne inspektioner.
Jeg kan personligt vidne som chefvåbeninspektør for FN i Irak i syv år, både om omfanget af Iraks masseødelæggelsesvåbenprogrammer og effektiviteten af FN’s våbeninspektører med hensyn til deres endelige tilintetgørelse.

Mens vi aldrig var i stand til at skaffe 100 pct. vished om sammensætningen af Iraks forbudte våben, opnåede vi et niveau for verificeret afvæbning for 90-95 procents vedkommende. Dette tal tager højde for ødelæggelsen eller afmonteringen af enhver fabrik, som var sat i forbindelse med forbudt våbenfremstilling, alle betydningsfulde dele af produktionsudstyret og hovedparten af de våben og biologiske, kemiske etc. agenter, som Irak havde produceret.
Med undtagelse af sennepsgasser ville alle kemiske agenter produceret af Irak før 1990 være nedbrudt i løbet af fem år (der mangler fortsat en endelig vurdering af Iraks VX-nerveagentprogram – mens inspektører har fået klarhed om laboratorierne, produktionsudstyr og det meste af denne agent produceret i 1990-91, så udelukker betydelige uoverensstemmelser i den irakiske optælling en endelig bedømmelse på nuværende tidspunkt.)

Det samme gælder biologiske agenter, som ville være neutraliserede af naturlige processer i løbet af tre år efter fremstillingen. Effektive overvågningsinspektioner, der blev gennemført fuldt ud fra 1994-98 uden nogen væsentlig forhindring fra Irak, afslørede aldrig noget spor af fortsat forbudt fremstilling eller bestræbelser fra Iraks side på at genoptage de produktionsmuligheder, som var blevet ødelagt i kraft af inspektionerne.

I direkte modstrid med disse konklusioner kommer Bush-administrationen simpelthen med spekulationer og giver ingen faktabaserede oplysninger, der kan understøtte dets påstande om Iraks fortsatte besiddelse af eller fortsatte bestræbelser på at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben. Til dato har ingen holdt Bush-regeringen ansvarligt for dens uvilje – eller manglende evne – til at fremkomme med sådanne beviser.

Forsvarsminister Rumsfeld bemærker, at ‘mangelen på bevis er ikke bevis på, at de ikke eksisterer’. Det bestyrker blot den kendsgerning, at argumentationen for krig mod Irak ikke lever op til den lakmusprøve for forsvaret af vores nationale eksistens, som præsident Lincoln formulerede så præcist. Der bør aldrig tages let på krig. Grundlæggerne af vores nation erkendte dette, da de nedskrev forfatningen og gav Kongressen og ikke præsidenten bemyndigelse til at erklære krig. Men om spørgsmålet om krig mod Irak forbliver Kongressen foruroligende tavs.

Kritiske høringer bør indkaldes af Kongressen, som skulle stille Bush-administrationen over for vægtige spørgsmål om den sande karakter af den irakiske trussel mod De Forenede Stater. Kongressen bør forkaste spekulation og forlange indholdstunge svar. Det logiske forum for en sådan høring ville være senatets udenrigskomité.
Uheldigvis viger de senatorer, der er betroet et sådant kritisk overvågningsansvar, uden om denne opgave. De omfatter senator John Kerry fra Massachusetts, en Vietnamkrigs-veteran, som burde forstå krigens realiteter og konsekvenser og det absolutte behov for vished, før man forpligter sig på krigens vej.

Kongressens tilsyneladende uvilje mod at udøve sin forfatningsgaranterede kontrolfunktion, især i forhold til krig, repræsenterer et alvorligt slag mod amerikansk demokrati. Ved at tillade Bush-administrationen at omgå mekanismerne for demokratisk kontrol i dens hastværk for at indlede en krig mod Irak, svigter Kongressen dem, som de i sidste ende er ansvarlige over for – det amerikanske folk.

20.07.2002

Netavisen 27. juli 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne