Børskrak og global recession

De sidste ugers børskrak verden over har hensat den borgerlige verden i noget, der minder om panik. De tre vigtigste amerikanske aktieindekser Dow Jones, Nasdaq og S&P500 har alle sat bundrekorder og æder sig tilbage i forrige århundredes kurser.
Forsøg på at berolige investorerne og offentligheden og tale kurserne opad fra både den amerikanske præsident og nationalbankdirektøren Alan Greenspans side er mislykkedes.
Og der er ingen opmuntring i billedet verden over. Tidligere børskrak og finanskriser vi Asien og andre lande skabte uro på de amerikanske børser – som rettede sig i tillid til den amerikanske økonomis ‘fundamentale sundhed’, dollarens styrke og et evigt boom. Nu krakker børserne verden over i de amerikanske fodspor. Samtlige europæiske børser har set store fald. Det danske KFX-indeks oplevede forleden sit tredjestørste kursfald nogensinde.

Det udtrykker ikke bare sammenhængen i verdensøkonomien. Det afspejler også den realitet, at drømmen om at EU-landene kunne fungere som et nyt ‘lokomotiv’, når det amerikanske tabte pusten, var urealistisk. Verdens næststørste økonomi – den japanske – befinder sig i forvejen i en langvarig og dyb depression. EU-landene er i recession.

En vigtig årsag til nedturen – men langt fra den eneste og måske heller ikke den vigtigste – er de i forvejen stærkt oppustede aktiekurser. Misforholdet mellem aktiekurser og de reelle udbytter på aktierne er vokset dramatisk gennem den sidste halve snes år.
Siden midten af 90erne er aktiekurserne steget med 200 pct., mens virksomhedernes udbytte trods fusioner, ‘rationaliseringsgevinster’ og stærkt øget udbytning af de arbejdende verden over ‘kun’ er vokset med 40 pct. De opskruede priser afspejler ikke de reelle gevinstmuligheder for aktionærerne.

Der er ingen umiddelbar sammenhæng mellem økonomiens faktiske bevægelser og børsrouletten og aktiekurserne. Men et eller andet sted trykker virkeligheden, når den kapitalistiske økonomis indbyggede nedture melder sig: den akutte økonomiske krise i 2001 og i år med dens massefyringer af millioner af arbejdere i USA og den øvrige verden bringes ikke til at forsvinde gennem optimistiske erklæringer eller enkelte lappereformer.
Selvom tempoet i fyringsrunderne er afsvækket i forhold til 2001 bringer hver uge nye meldinger om masseafskedigelser fra de multinationale selskaber. Forleden annoncerede chipproducenten Intel 4000 fyringer, UK Coal annoncerede at Selby-minerne i Yorkshire lukkes med 5000 arbejdsløse som resultat, den største jutevirksomhed i Bangladesh blev lukket med 30.000 fyrede . . .

Meldingerne fra de politiske og økonomiske magthavere har været entydige: den amerikanske og europæiske recession er ved at være overstået, bare et lille øjeblik endnu, og økonomi og aktiekurser vil igen være i topform. Det holder bare ikke. Bølgen af børskrak tyder på noget helt andet. Der er ingen tvivl om, at milliarddollarsvindelsen og de forfalskede regnskaber i gigantfirmaer som det krakkede WorldCom har betydning for aktiekursernes nedtur. Men denne kapitalistiske svindel er trods alt kun et følgefænomen. Grundproblemet er kapitalismen og dens økonomiske cyklus i sig selv.

Nu tales der om muligheden for en langvarig depression – den største siden 30ernes depression, der udløstes af et krak på Wall Street. Den økonomiske redaktør for det engelske The Guardian Larry Elliott skriver (16.07) om den økonomiske elites virkelige angst:
“Greenspans store bekymring er, at den amerikanske økonomi låses fast i en nedadgående spiral, hvor faldende aktiekurser fører til fald i forbruget, hvad der igen presser virksomhedernes profit og – med tiden – selve det finansielle system. Varepriserne ville kollapse og virksomhederne kunne blive tvunget til at sætte priserne i bund for at fremskaffe tilstrækkeligt med kontanter, hvad der kunne føre til en periode med deflation, hvor lavere renter ikke ville kunne stimulere væksten. Det vil aldrig kunne ske, siger optimisterne. Det er faktisk allerede sket – i verdens næststørste økonomi, den japanske. Det land har gennemgået fire recessioner siden boblen bristede i slutningen af 80erne. Priserne falder, forbrugerne holder på kontanterne; det ville kun kræve et enkelt puf mere, før bankerne røg ud og skrænten og ind i en systemkrise. Greenspan har studeret en bindstor rapport, som han har bestilt om den japanske erfaring – så bekymret er han”.

Larry Elliott diskuterer muligheden for en amerikansk rentenedsættelse fra det i forvejen lave niveau på 1,75 pct. og konkluderer:
“Selv med en sådan (og forudsat der ikke kommer en invasion af Irak, som kan komplicere tingene) eksisterer der en risiko for at en lempelse af politikken simpelthen vil føre til en gentagelse af i år: et kortvarigt udbrud af eufori efterfulgt af erkendelsen af, at selskaberne ikke kan producere de fortjenester, der forventes af dem. Greenspan og Bush ville så befinde sig i en endnu større knibe end de allerede gør, og have brugt næsten alle skuddene i magasinet. I mellemtiden ville Europa og Japan – som er stærkt afhængige af en amerikansk genoplivning for at holde deres økonomier i gang – stå overfor udsigten til en dyb og forlænget recession.
Hvis det lyder dystert, er det fordi det er det. Det er det mest kritiske øjeblik for verdensøkonomien siden 1930erne.”

Den amerikanske præsidents økonomiske politik er slået ynkeligt fejl. Hans skattelettelser til de rige skulle have givet en kraftig indsprøjtning til økonomien. Det har ikke virket. Oprustningen og krigen i Afghanistan og hans globale ‘krig mod terror’ har også været en vej ud af den økonomiske krise. Den er blevet kraftigere. At indlydelsesrige mænd i spidsen for de amerikanske monopoler er blevet grebet i svindel overfor investorerne har ikke styrket tilliden til Bush og Co. – slet ikke fordi hans vicepræsident Dick Cheney og hans firma Haliburton selv er under mistanke for regnskabsfusk. Og heller ikke Bush har rene papirer.
Bush-regeringens popularitet er stærkt faldende.
Dens prøvede middel er at udløse en ny krig. Krisen i den amerikanske økonomi øger utvivlsomt faren for et angreb mod Irak.

Netavisen 23. juli 2002