Våbenindustrien, Indien og Pakistan

Der spindes guld på terrorkrigen. Den amerikanske præsidents gentagne forsikringer om, at USA vil føre terrorkrig mod/i op til 60 lande – angiveligt for at forhindre masseødelæggelsesvåben i terroristhænder – og de gigantiske oprustningsbudgetter i USA såvel som i mange andre lande verden over, har åbnet for storslåede fremtidsperspektiver for våbenindustri og raketkonger.
Her vil Danmark også være med. Den største og mest magtfulde danske (eller snarere dansk-amerikanske koncern) Mærsk kastede millioner af dollars ind sammen med bl.a. våbenfabrikanten Terma for at sikre dansk deltagelse i det 21. århundredes foreløbigt største våbenprojekt: Joint Strike Fighter, det store projekt til udviklingen af de næste årtiers kampfly til afløsning af F16-flyet. F35 hedder den ny dræbermaskine.
– Vi gør det, for at projektet overhovedet bliver til noget, siger A.P.Møllergruppens øverste Jess Søderberg.
Den store portion penge betales af de danske skatteydere – for at monopoler og våbenfabrikanter kan være med i ‘udviklingsprojektet’.
A.P.Møller er nært knyttet også til den amerikanske krigspolitik: Under Golfkrig 1 spillede dens flåde en væsentlig og værdsat rolle for krigsførelsen.

‘Masseødelæggelsesvåben må ikke falde i terroristhænder’, siger den amerikanske præsident som begrundelse for sin permanente krig. USA så helst amerikansk monopol på dem – og søger i alle tilfælde at sikre sig total overlegenhed på hele feltet af avancerede og sofistikerede våben til massedød blandt civile.
I sammenhæng med den amerikanske terrorkrig, som indledtes med angrebet på Afghanistan og som søger stadig nye mål, er alverdens reaktionære regimer sat i bevægelse for at øge undertrykkelsen og med militære midler befæste og udvide deres magtpositioner i terrorbekæmpelsens hellige navn.
Atommagten Israel fortsætter sin statsterror i det besatte Palæstina. Det er et falsk indtryk, medierne søger at skabe, når de lader som om situationen er ‘normaliseret’. Og førend foldbold-VM er forbi kan verden have set en krig mellem to asiatiske atommagter, og to centrale allierede med USA i den amerikanske ‘krig mod terror’: Indien og Pakistan. 1,2 millioner soldater er trukket sammen ved grænserne, og venter på signalet til krig. Indien forbereder en lynkrig – og begge landes korrupte ledelser leger med tanken om en ‘begrænset atomkrig’. 12 millioner mennesker forventes at gå til, ifølge sagkyndige britiske militærberegninger.
Det er vanvid: Masseødelæggelsesvåbnene befinder sig allerede i statsterroristernes hænder, og det er ikke udelukket, at de vil bruge dem.
Indien beskylder Pakistan for at understøtte eller tillade islamisk terrorisme i Kashmir. Indien selv gennemfører en kolonimagts barske undertrykkelsespolitik i Jammu-provinsen, og den fundamentalistiske hinduregering under Vaipayee har tilladt fundamentalistisk terror med afbrænding og nedslagtning af den muslimske befolkning i Gujarat-provinsen i tusindvis.

General Mushareef, der kom til magten i Pakistan ved et militærkup, er skabt og opfostret af USA. En marionet. Det amerikanske luftvåben har fra starten på Afghanistan-krigen kontrolleret det pakistanske luftrum og råder over talrige militærfaciliteter i Afgthanistan. Amerikanske militærrådgivere og efterretningsfolk samarbejder tæt med pakistanerne, som også aktivt har deltaget i det afghanske felttog – på den pakistanske side af grænsen. 35000 pakistanske soldater beskytter de amerikanske installationer i Pakistan.
Pakistan kan ikke føre krig uden grønt lys fra USA.
England er en stor våbenleverandør til begge parter i den indisk-pakistanske konflikt. Rusland og Frankrig har store våbenaftaler med Indien. Det svenske Bofors har en ny kæmpehandel med haubitser-kanoner i udsigt. Og mens USA opruster Pakistan har det også en militærpagt kørende med Indien, der går ud på at ‘forsvare indisk territorium og forhindre aggression’. Den store ‘fredsmægler’ USA har de tætteste forbindelser med begge stridens parter. Det er tilmed en offentlig hemmelighed, at USA lader økonomiske midler tilflyde ’seperatister i Kashmir’ via Pakistan.
Altså: Den indisk-pakistanske konflikt er i selve sin kerne et udtryk for og et resultat af den amerikanske del-og-hersk-politik på subkontinentet. At der gennem mere end et halvt århundrede ikke er fundet en holdbar politisk løsning på Kashmir-spørgsmålet er simpelthen en afspejling heraf. Den amerikanske og vestlige imperialisme har stærk interesse i en situation med permanent spænding i området. Det kan – for der er ikke 100 pct. kontrol – føre til krig. Og til atomdød.

Se også:
Indien og Pakistan i krig om Kashmir?

Redaktionen den 4. juni 2002
Leder Kommunistisk Politik 12, 2002