Deltidslov i strid modvind

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 11, 2002

Strejkebevægelsen kræver forslaget OG regeringen fejet af bordet.
Initiativtagerne til faglige møder landet over har nu bilagt striden til efter den 7. september på trods af, at loven vedtages ved udgangen af maj måned.
Fagbevægelsens troværdighed er sat på prøve.

Mere end 20.000 arbejdere nedlagde arbejdet 16. maj. Mere end 200 virksomheder landet over blev ramt af strejke. Forinden havde 80 deputationer protesteret over for Folketingets arbejdsmarkedsudvalg.
Lufthavnen i Kastrup blev lukket. 1.500 metalarbejdere i Århus og 100 ansatte på Danish Crown på Fyn nedlagde arbejdet. Lindøværftet lukkede. Horsens, Ålborg, Esbjerg, Vejen, Randers, København osv. var ramt af strejker. Overalt på landkortet brød harmen ud i strejker.

Hvad var så årsagen til, at mere end 20.000 skippede en dagløn uden så meget som én opfordring – endsige antydning – fra fagbevægelsens forbundsledere?
Det var en længe opsparet harme, der satte sindene i kog og nu blev udløst med VK-regeringens nylige over- og indgreb. Utilfredsheden med regeringen og dens politik er voldsom, men det er harmen med de sidste ni års politik med Nyrup Rasmussen også. Andenbehandlingen af deltidsforslaget var blot en anledning til at give den indestængte harme luft. Og de faglige ledere gav den mulighed for at få luft. Her var ikke tale om den gængse retorik, der har fredet den socialdemokratisk ledede regering i et lille årti. De faglige ledere kan også se deres egne tydelige interesser i, at bevægelsen markerer sig.

Hans Jensen, Max Bæhring, Poul Erik Skov Christensen, Poul Winckler har kigget regeringen over skuldrene. Ud over at smadre løn- og arbejdsforholdene samt levevilkårene og rettighederne for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere vil regeringen tillige antaste Danmarks høje organisationsgrad. 80 pct. organiserede skal bringes under 50 pct.
Her kommer ledernes interesser ind i billedet, fordi medlemmernes kontingenter er deres eksistensgrundlag.
Men strejkebevægelsen 16. maj har ikke “sat sig på røven” for at sikre fagtoppens aristokratiske levevaner. Fagbevægelsen har kun en ringe appel i dag!
De fleste arbejdspladser rummer store grupper, som helst ser sig fri på den 1.000-2.000 kroner store udskrivning, som kontingentet pålægger deres husholdningsbudget. En lille million mennesker på overførselsindkomst er slet ikke repræsenteret af fagbevægelsen, som ikke varetager deres interesser; men tit og ofte i stedet deltager i hylekoret om, at de ikke gider arbejde.

Det er på arbejdspladserne også meget vanskeligt at se konsekvensen af de faglige lederes protest, når de for få uger siden tegnede en ny minusoverenskomst for 640.000 offentlige ansatte i amter og kommuner. En overenskomst, de anbefalede og manipulerede medlemmerne til at stemme for. For få måneder siden tegnede andre forbundsledere en minusoverenskomst for omkring 260.000 statsansatte. Blækket var ikke tørt, førend de ansatte blev stillet massefyringer i udsigt. Hvordan harmonerer deres “protester” mod regeringens politik, når de selv underskriver minusoverenskomster, som reelt freder og sikrer VK-regeringen på taburetterne?

På landets tillidsmandsmøder fik initiativtagerne da også vedtaget deres linie for den fremtidige “uro”. Bevægelsen skal mødes igen den 7.september til et landsdækkende tillidsmandsmøde, som skal hjælpe en politiklæggende proces på vej. Denne proces anslås til at vare et par år eller tre – og vupti, så er vi tilfældigvis tæt på et nyt folketingsvalg. Så skal socialdemokraterne – uanset formandsnavn – hjælpes tilbage på taburetterne.
Men det er ikke vejen frem for fagbevægelsen. Det rummer ingen appel. Det vil ikke sikre arbejdspladsernes og de udstødtes interesser.

Fagbevægelsens fremtid ligger i hænderne på de mange, der med et solidarisk hjerte i dag forsvarer fagbevægelsens principper på baggrund af fællesskab og klassekamp for arbejderklassens interesser.
Heri ligger en vigtig diskussion på skuldrene af de mange tillidsmandsnetværk, der er skudt op i alle større byer, siden VK-regeringen er trådt til!

De kommende platforme, der nu formuleres lokalt, må ikke bare tage udgangspunkt i kravene og modstanden til VK-regeringen, men også tage afsæt i, hvor vi vil hen, samt hvilken bevægelse vi vil have, og hvilke redskaber og organisationer den har brug for.
Der er brug for noget helt nyt. Der er brug for en organisering, som inddrager de udstødte og deres interesser på baggrund af solidaritet og kampfællesskab.

Kommunistisk Politik 11, 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne