‘Jeg er et barn af de tusinder af fordrevne børn’

 

Af Hanane Gheith

Digt og tale ved Rød 1. maj i Munkemose, Odense

 

Hanene Gheith
Klik og forstør

 

Til min Palæstinensiske Kvinde

Bjerge….magter ej din dybe sorg at bære
Dine tårer ….skylle og skænke kan
Hele verdens planter vædske
De stærkeste mænd din tapperhed overgår
Bombernes brag…dit smertefulde skrig overdøver
Hele vores forjættede historie
Dit smukke ansigt udtrykker
Ej svækkes kan dit indre håb
Ej vækkes kan din fortrængte angst
Din fortabte ungdom du ej beklager
Blot at være en del af kampen dig behager
Det dybe åbne sår du ej behandler
Dit liv….du vier til kampen
Af stejle bjerge du stiger
For atter at støde i modstand
En modstand dine børn dig har frataget
En modstand der døbte dig til enke
En modstand dit smukke smil har taget
En modstand dit sorgfyldte suk har præget
Bliv ved min smukke kvinde
Og vi alle hjælper dig
Ej svækkes må dit indre håb
Ej vækkes må din fortrængte angst
De utallige liv du mistet har
Vil Gud ej glemme
Retfærdigheden vil dig en hånd give
Freden kommer
Bliv ved retfærdigheden er på vej

___________

Palæstina? du er mit hjertes land, mit hjertes land. Jeg er tørstig, og ingen kan give mig vand, nej – ingen andre end dig.
Sådan skrev 9 årige mig i Savnet af Palæstina efter have lært lidt dansk.

Mine damer og Herrer – jeg er et barn af et af de tusinder af børn der sammen med deres forældre blev fordrevet ud af deres land.
Palæstina i 1948.
Jeg er et barn af et af de børn der aldrig nåede at opleve barndommens skønne stunder – men ligesom børn i Palæstina i dag blev min fars barndom også voldtaget af Sharon.
Tiden gik….håbet om at slukke tørsten forsvandt – og ærligt jeg har den ikke i dag.

Mine damer og herrer ……………Ja engang havde jeg håb
Engang havde jeg håb om at vende hjem.
Håbet blev mindre, det blev til et håb om en dag at vise min datter mine forældres fædreland Palæstina.
Jeg ønskede at min datter skulle se det jeg blev snydt for.
Give hende en følelse af et tilhørssted som jeg aldrig selv har haft i min barndom.
Men i dag er håbet ikke kun forsvundet ….nej men håbet om at palæstinenserne der bor der overhovedet overlever Sharons brutalitet blevet minimal.

Mine damer og herrer
Sharons dødsbegær betaler ikke kun jeg for
Det gør vi alle
Og enhver passiv person har accepteret og legaliseret massakrer
Massakrer på mit folk
Men ikke alene mit folk

Massakrer på mennesket som sådan, der udrenses, fordi det kæmper for dets frihed – ikke finder sig i besættelse og nægter at flygte fra dets jord. Det glæder mig at se verden rundt omkring i forskellige lande tage stilling ved at demonstrere hver dag mod Sharons morderiske handlinger. Og ikke mindst glæder det mig at se nogle af selve Sharons folk foran den israelske ambassade i København protestere imod Sharons regering.

Men hvor er det tragisk at Bush, som betragtes for at være verdens mægtigste mand, nu sidder som en ring i Sharons lillefinger, som hverken adlyder eller overvejer at tage Bushes ord i betragtning om at trække sig ud af de besatte områder. Nu er det ikke kun Bush, der ignoreres – det gør resten af verden også – og ikke mindst Colin Powell, USAs udenrigsminister, der lovede freden…men hvor blev den af??????

Hvor er det ynkeligt, at verden i det hele taget sad tavs og så på, at Palæstina blev omdøbt til et andet navn og givet til et andet folk i 1948 – og nu i 2002 udrenses det palæstinensiske folk totalt, og deres råb om hjælp høres ikke.
I 2002 er palæstinenserne det eneste folk, der kæmper imod besættelse. Jeg fatter ikke hvor den samvittighedsopvågning, der gav jøderne vores land og dermed døbte Palæstina til Israel er blevet af.
Palæstinenserne har prøvet at stifte fred med den israelske regerring , men forgæves.

Palæstinenserne har ikke lavet én fredsaftale med Israel , men mange: bl.a.….Madrid-, Oslo-, og Camp David. De har alle været på Israels præmisser og til deres fordel. Og alle tre er blevet brudt!!!!
Vi har taget besættelsen frem ved forhandlingsbordet og dermed legaliseret besættelsen og med en mindste del af vores land gennem fredsaftalerne stillede vi os tilfredse for at få ro i sjælen og blive fri for smerten…men hvad har vi opnået, og hvor er vi endt?????

Intentionernes resultater gennem fredsaftalerne om freden, en lysere fremtid ved afgivelsen af vores jord, viser sig ikke lyse i dag – men grusommere end nogensinde. Resultaterne viser den værste form for rædsel, død og ødelæggelse på alle planer. Resultaterne viser den palæstinensiske civilbefolkning arresteres, diskrimineres i eget land, ydmyges hver eneste dag – og humanitær hjælp har “adgang forbudt” til de sårede ofre.
For dermed at knuse de såredes håb om overlevelse og garantere den sikre død for civilbefolkningen.

Men ved I hvad, mine damer og herrer –
det der er mere ynkeligt er. at mange i verden af bare dårlig samvittighed over for jøderne stadig holder fast i at stille spørgsmålstegn ved, hvem ofrene er. Hvis det ikke er så klart som solen, at der skal kæmpes for at palæstinensere får lov til at bo i Palæstina uden torturmagtens gyselighed, aner jeg ikke længere, hvad vi ellers skal bruge menneskerettighedserklæringerne til.

Netavisen 4. maj 2002