Zionismen ved sit historiske nederlag

Netavisen Kronik

Historien er nået til det punkt, hvor israelerne ikke længere kan komme uden om at påbegynde en afzionificering, en afvikling af zionismen som herskende ideologi i Israel. Er der noget, som truer Israels eksistens, er det zionismen. En stat, som bygger ideologisk på racisme og chauvinisme, kan ikke forvente omverdenens accept.

Sådan her faldt nogle af ordene til Politiken fra en af arrangørerne af en demonstration under slagordet “Jøder for fred”, som blev afholdt ved den israelske ambassade i Hellerup 11. april:

– Der er mange inden for det jødiske miljø, der ikke forstår, at vi som jøder kan finde på at afholde denne demonstration. Vi har fået mange rasende hademail, som beskylder os for ikke at være ægte jøder.

For en udenforstående virker selve det at “beskylde” nogen for ikke at være “ægte jøde” fuldstændigt uforståeligt og i hvert fald ude af proportioner med demonstrationens demokratiske og humanistiske sigte, som var rettet imod den israelske stats overgreb mod folkeretten. Hvis nogen ophidset “beskylder” nogen for f.eks. ikke at være “ægte danskere”, har de på forhånd forvist sig selv fra saglig debat. Hvorfor vil nogen – ud over Hitlers disciple – diskutere, om nogen er “ægte jøder”? Og oven i købet i den anledning?

Forklaringen skal søges i fænomenet zionisme. Det er en bevægelse, der har sin oprindelse i 1800-tallets Europa, hvor jøderne i lighed med sigøjnerne – dengang som nu – havde en negativ rolle i folkemytologien, opgejlet af magthavernes del og hersk-trang gennem tiderne. Zionismen var fra starten et nationalistisk projekt, som gik ud på at forene alverdens jøder i en nationalstat i Palæstina. Begrundelsen for folkevandringsideologien var og er metafysisk, nemlig at Palæstina for et par tusind år siden var befolket af jøder, og at jøder derfor har en hellig arveret til landet. Argumentation herimod er omsonst.

Zionismen fik sidst i 1800-tallet for alvor næring af de nydannede europæiske nationalstaters uddefinering og pariaficering af de indenlandske jøder, som indtil da oftest følte sig lige så nationalt forankrede i deres respektive nationer som ikke-jøderne. Eller som Weekendavisens leder ganske rammende skrev forleden, var det “omgivelserne, der gjorde [zionismen] til en bevægelse, ikke jødernes egen entusiasme. Det var således ikke jøderne, der definerede sig som et folk, det var russerne med deres pogromer, franskmændene med deres Dreyfuss-sag og tyskerne med deres nazisme, der slog fast, at jødernes drøm om emancipation var en illusion, at de ikke bare var et folk, nej, jøderne var sågar en race.”

I f.eks. Danmark blev jøderne dog en uadskillelig del af den danske nation og er forblevet ærkepæredanske lige til i dag, trods zionismens adskillelses- og udvandringspres i det jødiske miljø. Under alle omstændigheder er jøderne verden over et farverigt kalejdoskop af nationaliteter, halvnationaliteter og subkulturer, som er hjemmehørende i deres respektive lande. Det er en overdrivelse at tale om indvandringslandet Israel som en homogen nation, det er nærmere en multikulturel smeltedigel.

Der findes ikke noget sådant som en “demokratisk zionisme”. Selve ideologiens forestilling om et folkefællesskab udelukker dem, der ikke er jøder, fra hvad der måtte være af demokrati. Et sådant demokrati kan ikke være et ægte demokrati, heller ikke i den tyndeste borgerlige forstand. Et folk, der undertrykker et andet folks frihed, kan ikke selv være frit. Konsekvensen af zionismens syn på jøder som det udvalgte folk og araberne som arvefjender kan beskues i Ariel Sharons krig mod det palæstinensiske folk.

Man ser i takt med Israels brutalitet over for palæstinenserne oftere og oftere sammenligninger mellem zionismen og nazismen. Det er mere end blot en vredesbetinget sammenligning. Ser man på de to ideologiers menneskesyn, fremstår forskellen mere som en gradsforskel end en væsensforskel. Begge ideologier udpeger jøder til at være en slags mystiske mennesker med særlige nedarvede egenskaber, som adskiller dem fra andre mennesker. I Israel afgøres dine rettigheder og pligter åbenlyst af det blod, du har i årerne. Og både nazismen og zionismen er monopolborgerskabets ideologier, imperialistiske ideologier – nazismen i sin oprindelse og zionismen fra umiddelbart efter 2. verdenskrig.

Der er en praktisk gradsforskel mellem nazismens folkemord og zionismens folkestrangulering. Zionismen har ikke gjort sig skyldig i industrialiseret menneskeudryddelse. De israelske herskere genner ikke som nazisterne millioner af mennesker ind i fabrikshaller, smider gas ned til dem og skovler krematoriegødning ud derfra. Men der foregår med en række forskellige midler en langsom, effektiv kvælning af hele det palæstinensiske folk. Vandforsyningen til palæstinenserne hindres, mens bosætterne hygger sig i swimmingpools. Palæstinensiske olivenlunde, huse og veje ødelægges, og en ny og moderne infrastruktur etableres for det udvalgte folks kolonialister. Palæstinenserne rammes af kollektiv skyld. Og nu invaderes palæstinensernes slum – ghettoen – med tanks og kamphelikoptere, mens israelerne ophidses til at føle sig truet på deres eksistens af slumbeboerne . . .

De imperialistiske massemedier har i en lind strøm forsynet os med billeder af vrede palæstinensiske demonstranter, især i religiøs iklædning, der med våben i hænderne kræver hævn over ofrene for herrefolkets besættelse. Men hvor mange gange har vi set billeder fra de rabiate zionistiske massedemonstrationer i Israel, hvor tusinder og atter tusinder skriger, at “palæstinenserne er dyr”, og kræver mere undertrykkelse af undermenneskene, mens parlaments- og regeringsmedlemmer applauderer? Hvad forventes vi at tænke, når den zionistiske agitation himler op om, at “palæstinenserne elsker døden frem for livet”?

En meningsmåling i den jødiske majoritetsbefolkning i Israel i starten af april viste, at 46 pct. af de adspurgte går ind for at fordrive palæstinenserne fra hele det forhistoriske Israel, dvs. fra selve Israel såvel som de besatte palæstinensiske områder Gaza og Vestbredden. Tyg lige på den: Nær ved halvdelen af israelerne går ind for etnisk udrensning af det oprindelige folk fra deres land. Som om fem millioner palæstinensiske flygtninge ikke er nok.
Det militært styrede Israel er det land, som de imperialistiske massemedier – og altså også den hjemlige offentlighed – perverst omtaler som “det eneste demokratiske land” i Mellemøsten og som en “retsstat”. Men også Sydafrika under apartheid arrangerede flerpartivalg for den herskende race! Også apartheidstyret i Pretoria – zionisternes hjertevenner – stemplede oprørerne som “terrorister” og påberåbte sig “lov og orden”!

Det privilegerede fascistiske “folkefællesskab” kan udmærket være organiseret pseudodemokratisk, mens herrefolkets brødre og søstre fra underfolket henne om hjørnet undertrykkes med blodig fascistisk vold. Israel og Sydafrika har på deres sammenfaldende måder tydeligt koncentreret hele den globale udbytning og fatale ubalance ned i et samfundssystem. Det er i sig selv en væsentlig årsag til, at verdensoffentlighedens opmærksomhed suges ind i den israelsk-palæstinensiske malstrøm, selvom ofrene målt i antal ikke kan måle sig med f.eks. det afrikanske kontinents ufattelige tragedier, der foregår samtidig.

Antisemitisme er brændstof for zionismen. Derfor vil den zionistiske fraktion af monopolborgerskabet, som er ledet af den israelske stat i samarbejde med den stærke amerikanske AIPAC-lobby, for enhver pris fremstille antizionisme som antisemitisme. Selv det licensfinansierede danske TV2 har fornedret sig til at omtale afbrændingerne af jødiske synagoger i Europa og Rusland som “antizionistiske attentater”. Hvilke svinehunde og idioter der end har foretaget disse afbrændinger, fryder de først og fremmest de zionistiske ledere i Israel.

Det blinde had til alle jøder, som kan opstå hos nogle palæstinensere og andre arabere, er i samme bås som det tilsvarende etniske eller religiøse had, man ser rundt omkring i verdens konflikter, ikke et specielt “jødespørgsmål”.
Man kan ikke, som medierne gør det, sætte et lighedstegn mellem antizionisme og modstand mod Israels ret til at eksistere inden for det gamle Palæstina. Den ægte antizionisme har heller ikke nogen overlapning til antisemitisme, dvs. jødehad (semitter betyder faktisk arabere, men lad det ligge). Antizionisme er først og fremmest et bredt folkeligt-demokratisk og humanistisk funderet fænomen, nemlig den folkelige verdensoffentligheds harme over Israels racisme og krænkelse af folkeretten igennem hele landets eksistens. Racisters, fascisters og reaktionære storarabiske chauvinisters misbrug af betegnelsen antizionisme ændrer ikke ved denne egentlige og rigtige definition: Antizionisme er antifascisme og antiracisme. De jødiske masser i og uden for Israel bør være mindst lige så meget antizionister som palæstinenserne.

I takt med tilvandringen af jøder til Israel og fremkomsten af nye generationer af hebræisktalende israelere i dette land er udviklingen af en stedlig israelsk nationalitet blevet en effektueret kendsgerning. Indtil for hundrede år siden udgjorde jøderne omkring 10 pct. af Palæstinas befolkning. I dag er der fem-seks millioner mennesker israelere, som taler hebræisk og har en israelsk kultur, flere end der er tilbageblevne palæstinensere.

En menneskealders intensiv folkevandring har i takt med sin succes fremmet palæstinensernes og den arabiske verdens voksende accept af Israels eksistens som en jødisk nationalstat, selvom denne historisk bygger på en krænkelse af de hjemmehørende palæstinenseres rettigheder. Derimod accepterer palæstinenserne naturligvis ikke, at de fem millioner palæstinensere i eksil, Diasporaen, end ikke af princip tilkendes en ret til tilbagevenden til det land, de blev etnisk udrenset fra af zionisterne, samtidig med at newyorkere, argentinere, franskmænd og russere fortsat strømmer til Israel og de besatte områder.

Nok må være nok. Det etniske udrensningsprojekt må stoppe øjeblikkelig, det er et elementært folkeretligt krav. Og den palæstinensiske minoritet i Israel er og forbliver palæstinensere, ikke en ny, mystisk “israelsk-arabisk” folkegruppe.

Historien er nået til det punkt, hvor israelerne ikke længere kan komme uden om at påbegynde en afzionificering, en afvikling af zionismen som herskende ideologi i Israel. Er der noget, som truer Israels eksistens, er det zionismen. En stat, som bygger ideologisk på racisme og chauvinisme, kan ikke forvente omverdenens accept.

Israel skal holde op med at deltage i det europæiske Melodi Grand Prix, og dets sportshold hører ikke hjemme i de europæiske turneringer. Sådanne fænomener illustrerer på tragikomisk vis Israels hidtidige rolle som “hvid koloni”, den imperialistiske verdens yderste forpost mod “barbarerne”, også i kulturel henseende. Israelerne må fremover definere sig som et folk, der i enhver forstand hører hjemme i Mellemøsten – dem, der ikke vil det, kan rejse hjem til USA. Israel kan kun overleve som en pro-arabisk nation.

Den danske minister i Sharons regering, Michael Melchior, definerede forleden vor tids antisemitisme som “dæmonisering af staten Israel”. Til det er der to ting at svare. For det første klarer den israelske stat udmærket dæmoniseringen selv med sine handlinger. For det andet hedder hr. Melchiors oprindelige moderland Danmark, og hvis han ikke er parat til at leve dør om dør med sine palæstinensiske naboer, skal han være velkommen til at rejse hjem, hvor han kommer fra.
Danmark for jøderne!

Netavisen 15.april 2002