Terrorkrig

Der er foregået en modbydelig massakre og en brutal undertrykkelse af menneskerettigheder og international ret for øjnene af det internationale samfund, siden Israel indledte sin storoffensiv i de besatte områder for at tilintetgøre selvstyrets infrastruktur og knuse den væbnede palæstinensiske modstand. Et militært opgør med PLO og modstandsgrupperne uden for PLO. Total paralysering og intimidering af hele det palæstinensiske civilsamfund. Og en ydmygelse af den palæstinensiske præsident Yassir Arafat, som har været holdt i skarp husarrest i månedsvis i Ramallah. Israelske tropper har knust Arafats politi og sikkerhedsstyrker, alle selvstyrets institutioner, mens morderen og bødlen Sharon råbte, at ‘Arafat er lederen af det palæstinensiske terrornetværk’.
Ved “terrornetværk” forstår krigsforbryderen Sharon simpelthen alle væbnede palæstinensiske grupper: Med andre ord den palæstinensiske hær, som staten Palæstina ikke kan oprette til at forsvare sig med, fordi staten Palæstina ikke eksisterer.

Er der noget, den israelske aggression kan og skal sammenlignes med, så er det nazisternes blodige hærgen i de besatte lande under 2. verdenskrig. Herrefolk mod undermennesker.
Hvis terrorbegrebet skal have indhold, så er den israelske aggression terror, terror mod et helt folk, vilkårlige henrettelser og mord på militære og civile, nedskydning af børn og gamle, systematisk beskydning af ambulancer og drab på sundhedspersonale, massakrer i flygtningelejrene (især dem, der er kendt for at yde modstand mod besættelsesmagten), forhindring af lægehjælp til sårede, afbrydelse af vand- og elforsyning i en lang række byer, terror gennem udsultning og forhindring af civilsamfundets funktion.

Israel er kun stoppet lige på grænsen til et folkemord i stor skala og egentlig etnisk fordrivelse, selvom elementer i Sharon-regeringen åbenlyst har erklæret, at de tre millioner palæstinensere på Vestbredden og i Gaza skal fordrives til Jordan.
Hundreder er blevet dræbt, tusinder er blevet sårede, og mere end 5.000 palæstinensere er taget til fange for at blive udsat for tortur i fængsler og lejre.
Lyder det som en beskrivelse af fascisme? Jamen det er fascisme – zionistisk fascisme!

Ingen vidner har været ønskede. Israel har fordrevet og beskudt pressefolk, internationale observatører, medarbejdere ved Røde Kors, ved hjælpeorganisationer, ved FN.
Terroristen Sharon ser gerne alle vidner elimineret – men han vil ikke kunne forhindre en hel verden i at vidne mod ham! Og de ansvarlige for de israelske forbrydelser skal straffes en dag!

USA har stået bag Sharon og hele denne beskidte operation fra først til sidst. Den fascistiske aggression har været aftalt med USA. USA har givet grønt lys. Det er en massakre begået med amerikansk accept og med amerikanske våben.
Havde Bush villet stoppe Sharon, kunne han have givet ham telefonisk besked.
Han kunne have sendt sin udenrigsminister Colin Powell direkte til Israel – i stedet for på en rundrejse i Mellemøsten, før han ankommer til krigszonen.
Slagteren Sharon og krigshøvdingen Bush står sammen om det hele: De er afgørende partnere i den såkaldte ‘krig mod terror’, og hele slagteriet er foregået i ‘terrorbekæmpelsens’ navn, med præcis det samme ordvalg, som Bush og co. anvender. Mens Arafat har været indespærret og berøvet sine handlingsmuligheder, skreg Bush ikke, at Israel skulle stoppe, men at ‘Arafat skulle bekæmpe terroren’. Fra de danske regeringskontorer meddelte Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller, at ‘Arafat skulle gøre mere mod terroren’.
Også den danske regering gav grønt lys til Israels modbydelige aggression.

Hvad der er sluppet ud fra de besatte områder, har imidlertid været nok til at bevirke et skred i opinionen overalt i verden. Israel har mistet næsten al sympati, og har aldrig været mere isoleret end det er nu. Derfor har USA også udsendt modstridende signaler og stemt for resolutioner i FN’s sikkerhedsråd om øjeblikkelig stop for militæroffensiven og tilbagetrækning fra de besatte områder.
Havde noget andet land end det USA-støttede Israel opført sig sådan, var det for længst blevet lagt på is, boykottet og sanktioneret mod af det internationale samfund. Men Israel har fået lov.
Derfor har verdens folk i stedet fat på nedefra at bygge en Boykot Israel-kampagne og en solidaritetsbevægelse med Palæstina, hvis lige aldrig før har været set.

De eksplosive reaktioner overalt i verden har fremtvunget et initiativ fra ‘kvartetten’: USA, EU, FN og Rusland: Ikke sanktioner mod det kriminelle Israel, ikke en klart stilling mod undertrykkelse og israelsk statsterror – men ny opfordringer til at stoppe offensiven, til at stoppe selvmordsbomberne og indlede dialog efter den amerikanske Mittchell-plan.
Det er ikke godt nok!
Israel skal ud af HELE det besatte Palæstina. Betingelsesløst. NU.

Redaktionen 10. april 2002
Kommunistisk Politik 8, 2002