Produktmærke kommunisme

Strøtanker

Sprogets indhold forandres for hver dag der går. Det, der var et forgangseksempel i går, er misbrug og korruption i morgen. Det, der var demokrati i går, er terror i morgen. Det, der var diktatur i går, er demokrati i dag. Ordene lyder forskelligt, men hvordan er det med indholdet?

Reklamer, nyhedsmedier og politiske strømninger kappes om at finde på positive og negative udtryk, således at deres varer, deres nyheder, deres budskab bliver det, der skaber de mest positive forestillinger i modtagernes hjerner.

Hjerneforskerne er ved at finde ud af, hvilket center i hjernen der registrerer, at man foretrækker et bestemt produktmærke. Hvorfor mon der er penge til den slags forskning?
Af og til kan det godt føles som et sisyfos-arbejde at modgå alle de negative budskaber, der fremføres i medierne gemt under positive ord.

I det kommunistiske parti har vi den fælles grundopfattelse, der gør det lidt lettere at gennemskue og afsløre, hvad der ligger bag ordene. Med fare for at forenkle virkeligheden mere, end den kan bære, vil jeg sige det således: Under kapitalismen og dermed også imperialismen styres udviklingen af de økonomiske love. Hensynet til individet er altid underlagt hensynet til profittens forøgelse.

Hvad kan vi så bruge det til?
Lad os se på Fogh og nyliberalismens verdensbillede. Groft sagt, så forestiller de sig formodentlig, at hensynet til den enkelte er bedst tjent med, at erhvervslivet får frie hænder til at udvikle produktionen. Måske ud fra forestillingen om, at ingen vil producere noget, der ikke er brug for. Jeg tror såmænd på, at de fleste nyliberalister mener det godt. Problemet er bare, at samfundet ikke fungerer sådan. Resultatet bliver, at der kun produceres det, der tjenes flest penge på. Uanset om produktionen forurener eller er skadelig for sundheden. Uanset om der er behov for produktion af andre varer. Våben er på den måde yderst lukrative. De bliver hurtigt brugt op og skal fornys, og de skaber ved brugen samtidig et endnu større behov for flere våben. Hvem sagde individets behov?

Eller lad os se på et begreb som disciplin. Når det bruges i forbindelse med militæret, så er det noget med at gøre, hvad der bliver sagt, uden at stille spørgsmål og noget med at underlægge sine egne behov under helheden. I en amerikansk koncern bruger man ikke ordet disciplin, men indholdet er det samme i et ord som firmaloyalitet. Det samme ord får en positiv ladning, når det bruges i en sammenstilling som f.eks. datadisciplin, så handler det om en praktisk orden i sagerne. I klubben bruger vi heller ikke ordet disciplin, men siger i stedet for, at en aftale er en aftale; det bliver så igen misbrugt af driftige handelsfolk til at indgå uærlige aftaler.

Når vi kommunister bruger ordet disciplin, er der derfor mange forskellige forestillinger, der bliver aktiveret i hjernen. Alligevel har vi brug for begrebet, vi har brug for at kunne stole på hinanden, og vi har brug for orden i de praktiske sager. Når de to ting fungerer, er det kommunistiske parti som en velsmurt og velpasset maskine. Alting går lettere og hurtigere fra hånden.

Men pasningen og videreudviklingen af maskinen kræver viden og uddannelse. Derfor er der endnu to dele, der hører med til opdragelsen i det kommunistiske parti. Det er studierne af marxismen-leninismen, og det er deltagelsen i klassekampen i hverdagen, dér, hvor vi er.

GBe
Kommunistisk Politik 7. 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater