Fanebærerne gik ikke alene

Faglig kommentar

I begge de landsdækkende tv-kanalers dækning af protestdemonstrationen den 20. marts mod regeringens finanslov kunne man se en rolig, men nysgerrig statsminister kredse om vinduet til Slotspladsen. Anders Fogh havde interesse for folkemængden. Pressen kunne efterfølgende citere ham for en ligegyldighed over for protestdemonstrationen:
– Opbuddet har ikke og vil ikke få nogen betydning for den førte politik bag murene, konstaterede han arrogant.
Borgerpressen havde tillige travlt med at nedgøre demonstrationen ud fra devisen om, at nu havde fagbevægelsen endelig fundet en anledning til at få luftet de gamle, støvede faner.

På forhånd herskede der stor tvivl om, hvor mange der ville deltage i dagens protester. Det landsdækkende tillidsmandsmøde i Silkeborg havde udstukket parolen om, at der skulle være tale om en faneborg, hvor hver klub, fagforening eller forbund kunne sende fanebæreren som repræsentant. I forskellige lokale tillidsmandsnetværk rejstes diskussionen om, hvorvidt man skulle mobilisere arbejdspladser og eventuelt give frit luft for strejker. Det traditionelle argument om, at det skulle man ikke, fordi deltagerne så efterfølgende blot ville blive skuffet over det lille fremmøde. Det faldt ikke alle steder i god jord. I København mødte en håndfuld tillidsfolk op fra Lufthavnen med meddelelsen om, at man allerede havde besluttet at nedlægge arbejdet den 20. marts. De kunne ikke forstå problemet:
– Det handler ikke om et konkret antal deltagere. Det handler om, at alle, som vil vise deres grimme ansigt, kommer og giver udtryk for deres utilfredshed med regeringens politik, lød det præcise svar på den debat.
Men diskussionen afgik ikke ved døden. Der var flere repræsentanter, der tilsyneladende følte det magtpåliggende fra starten af at så tvivl ved mulighederne. Det var de samme, som hånede meddelelsen om, at der kunne komme mellem 20 og 25 tusind.
Det skulle vise sig, at de blev gjort til skamme.

Der kom mere end 20.000 i protest mod regeringens finanslov. Alene de uddannelsessøgende udgjorde omkring 8.000. Det var da også netop de unge, der havde vist sig først i gadebilledet, da Fogh-regeringen havde bekendtgjort sine angreb på deres forhold.
Det var heller ikke bare fanebærerne, der repræsenterede fagbevægelsen. De strejkende lufthavnsarbejdere satte med deres selvlysende dragter deres store præg på demonstrationen. De havde ikke bare sendt en fanebærer. Stilladsarbejdere satte med deres vogne deres præg. De havde heller ikke sendt en fanebærer. Der var strejkende sceneteknikere fra Det Kongelige Teater osv. Fanebærerne skulle ikke føle sig alene.
Der deltog progressive kunstnere, krigsmodstandere, miljøforkæmpere og ældreorganisationer, mens andre var savnet. Hvor var EU-modstanden?

Omvendt var der mange deltagere, der spurgte til, hvorfor man skulle lytte på LO´s formand, Hans Jensen, og som ikke gjorde sig den umage at forklare, hvor han havde været under Nyrups ni-årige regime.
Demonstrationen udtrykte på klar vis, at tiden er inde til fornyelse. Der er brug for, at den folkelige modstand synliggøres i hele dens bredde. Det er én og samme kamp, uden at det står i modsætning til, at de enkelte grupper starter op på hver sin plads – med eget mere specifikt grundlag.

Borgerskabet er blevet tirret. På selve dagen blev der fra Kristeligt Folkeparti lagt an til et angreb på fagforeningernes legitime ret til virksomhedsblokade. Dagen efter kunne Berlingske Tidende fremkomme med et andet forslag om forhøjelse af bod for overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.
Borgerskabet savler ved tanken om angreb på arbejderklassen og de faglige organisationer. Og ideerne er mangfoldige. Men de skal ikke glemme at tage højde for, at den faglige aktivitet og modstand ikke er knækket. Den er faktisk vågnet til dåd.
Hvis det er Fogh-regeringens fortjeneste, så skal han have lov at beholde den fjer i hatten.

Kommunistisk Politik 7, 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne