Det storpolitiske bistandsspil

Umiddelbart så lyder det flot. 30 milliarder kroner ekstra til ulandene fra EU om året. Alt iberegnet. Og så er der endog tale om en stigning, som skyldes, at EU-landene enkeltvis har forpligtiget sig til at yde hele 0,33 af bruttonationalproduktet (BNP) i ulandsbistand.

EU-tilhængernes skamrosning af beslutningen er ikke til at tage fejl af. Ifølge en fællesudtalelse fra EUs udviklingskommisær Poul Nielson og EU-kommissionens formand Prodi Romano så er “Europa ikke tilfreds med at være verdens største donor. Dette er et første skridt i retning af det internationalt anerkendte mål”. Skrælles EU’s selvpromovering imidlertid bort, viser kendsgerningerne noget helt andet. Så er der fortsat tale om, at EU-landene som en helhed betragtet ligger milevidt fra målsætningen fra FN om 0,7 pct. af BNP (gennemsnitligt på 0,39 pct.).

Samtidig har den danske regering fået EU’s billigelse til at skære kraftigt ned på ulandshjælpen i forbindelse med vedtagelsen af den nye finanslov. Viljen til at hjælpe de fattigste lande synes at være mere end begrænset – og knyttes endog til krav om en “global pagt”, hvormed ulandene skal forpligtige sig til en yderligere liberalisering af verdenshandelen samt international beskyttelse af miljøet og de social grundrettigheder.

Den manglende vilje til en effektiv hjælp til ulandene til trods betegnes EU-beslutningerne forud for FNs topmøde omkring finansiering af udviklingen i den tredje verden i Monterrey i Mexico som en “personlig triumf” for den danske udviklingskommisær Poul Nilsson (Politiken).

USA har lovet at øge sin hjælp med 10 milliarder kroner om året de næste tre år. Rene småpenge ift. de beløb, der skal anvendes ekstra på militær oprustning, og set i forhold til den hjælp, der er behov for, hvis FN’s mål om halvering af verdens fattigdom inden 2015 skal nås.
Ifølge FN’s beregninger er de behov for 120 milliarder – ikke kroner, men dollars – om året.

EU vil med sine bistandskrummer fremstå som den ‘etiske supermagt’ i verdens øjne. Men bistanden er et middel til at øge den økonomiske og politiske indflydelse, hvor USAs så åbenlyst baserer sig på militærmagt. Den latterlige forhøjelse af den amerikanske bistand skal blot skjule, at det reelt er ingenting.
Det storpolitiske bistandsspil er bedrag fra alle sider, kalkuleret bedrag, mens kløften mellem den rige og fattige verden – eller den rige verdens udsugning af den fattige – vokser og vokser.

Netavisen 20. marts 2002