Vi må støtte palæstinenserne meget mere

Af Holger Graversen (tdl. MF, Socialdemokratiet)
Tale ved Palæstina-demonstration i Århus den 8.3.2002

Siden krigsforbryderen Sharon provokerede med sit besøg på Tempelbjerget for ca. halvandet år siden, har Israel brutalt dræbt og lemlæstet flere tusinde civile palæstinensere, lang t de fleste børn og unge i de besatte områder Gaza og Vestbredden.

Både jeg og I der står her i dag er både rystede og rasende over hvor utroligt passivt resten af verden har været tilskuere til de israelske massakrer, begået med moderne USA krigsmaskineri. USA og den vestlige verden har imens haft travlt med at kæmpe for menneskerettigheder og mod terrorisme andre steder i verden, og krigsforbryderen Sharon fordømmer terror og er besat af at bekæmpe den.

Hykleriet kender ingen grænser! Jeg tager naturligvis også afstand fra, og fordømmer terror mod civile, uanset hvem der begår den. Men har Israel og USA ikke selv skabt terrorismen gennem en hyklerisk og uretfærdig politik? Er den værste terrorist ikke Israel selv? Dette er en paradoksal sandhed. Israel har endog sat terroren i system og gjort den til stats-terror.

For er det ikke terror at en besættelsesmagt brutalt forsøger at nedkæmpe en forståelig modstand mod besættelsesmagtens militær og politi? Er det ikke terror at lade israelere bosætte sig på de besatte palæstinenseres jord? Er det ikke terror at fængsle uden dom og udøve tortur i israelske fængsler? Er det ikke terror at udsulte og forarme et besat folk ved indespærring i byer, landsbyer og flygtningelejre? Og er det ikke terror at nedrive boliger og ødelægge olivenmarker som kollektiv afstraffelse?

Heldigvis fordømmer også mange israelere Israels brutale fremfærd, og de fleste af os har fortsat medynk med det jødiske folk pga. nazisternes udryddelse af 6 mio. jøder fra ca. 1935 til 1945. Men det er jo netop derfor vi er så frustrerede og meget vrede over den brutale og umenneskelige handling staten Israel med USA’s hjælp nu giver et andet folk, palæstinenserne.

Jeg forstår det ikke, og er rasende over, at det flertal af jøder der valgte den nuværende israelske regering med Sharon i spidsen INTET har lært af den grusomme handling, de selv, deres forældre eller bedsteforældre var udsat for.

Vi danskere her på pladsen og heldigvis flere og flere andre er rasende, men hvor meget større grund har palæstinenserne ikke til at blive rasende – desperat rasende?
Danskerne led selv under 5 års besættelse, og gjorde naturligvis større og større modstand mod besættelsesmagten. Men danskernes lidelser var intet at regne i forhold til det palæstinensiske folks lidelser siden 1948, først med fordrivelsen fra egen jord og fra 1967 med besættelsen af det landområde, vi alle igennem FN tildelte Palæstinenserne i 1947, Gaza og Vestbredden med Østjerusalem.

Palæstinenserne i landflygtighed har lidt hårdt i de flygtningelejre de har været henvist til, og Palæstinenserne i de besatte områder har lidt under en ydmygende og uretfærdig behandling, som jeg selv har været vidne til under et besøg i januar 1988. Og især i de sidste halvandet år har man så været udsat for en veludrustet hærs morderiske fremfærd med drab og lemlæstelse af tusindvis af især børn og unge. Hertil kommer mange tusinde der har taget ubodelig psykiske skader af terroren, frygten og udsultningen.

Hvorfor vil USA og vesten ikke forstå, at vi har moralsk pligt til at stoppe Israel, og moralsk pligt tila t give palæstinenserne deres egen uafhængige og levedygtige stat?
Da USA og Bush indledte kampen mod terroren sidste efterår, lovede Bush en palæstinensisk stat, men også dette var hykleri for at opnå støtte til terrorbekæmpelsen fra de arabiske stater. Ret hurtigt lod han blot Sharon fortsætte sin morderiske fremfærd.

Arabiske lande og EU har nu presset USA og så sent som i dag oplystes at USA vil gribe ind i konflikten. Vi kan håbe det bedste, men jeg tvivler desværre på, at USA har mod til at skaffe en retfærdig løsning. Det bliver nok højst en genfremsættelse af Clintons forslag, som hverken giver en retfærdig løsning eller en levedygtig stat.
Hverken den nye danske udenrigsminister Per Stig Møller eller det meste af dansk presse har forstået, at Clintons såkaldte tilbud til palæstinenserne var en hadegave til Arafat. Nemlig en opsplittet stat i enklaver, adskilt af bosættelser og israelske militærbaser og veje for bosætterne. Og hvad med Jerusalem, vandfordelingen og de palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem?

Saudi Arabien har også stillet et relevant forslag om land for fred, at Israel trækker sig ud af hele det besatte område imod at blive anerkendt af de arabiske stater. Men der er intet nyt heri, det står jo i FNs resolutioner 242 og 338 fra 1967. Og det bliver aldrig til noget med Sharon ved roret. Han VIL ikke forhandle og han VIL ikke give land for fred.

Men vi MÅ ikke give op, vi MÅ støtte palæstinenserne meget mere i den ulige, men retfærdige kamp.

Tak til alle jer der mødte op her i dag, det er en god måde at vise solidaritet på, og jeg håber der vil brede sig en massiv folkelig modstand mod Israel i alle lande.
En anden måde at vise det på, vil være en omfattende boykot af Israel, af israelske varer, rejser, kultur og sportssamkvem mm.
Jeg håber i går foran, tak fordi i kom, tak til arrangørerne og tak for ordet.

Netavisen 9. marts 2002