Deltidslov og aftalesystem

Af Finn Sørensen, formand for Bryggeriarbejderne i København

Oplæg om aftalesystemet på den faglige konference Silkeborg l. marts 2002

Den nye beskæftigelsesminister udviser en utrolig omsorg for 1ønmodtagerne:

– Alle familier skal sikres mulighed for at mor eller far i en periode kan arbejde på deltid. Familierne skal have mulighed for nedsat arbejdstid, så de bedre kan passe handicappede børn eller gamle forældre der ikke kan klare sig selv. – De ældre 1ønmodtagere skal have mulighed for gradvis tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Det er hans begrundelser.

Men det har ikke noget på sig.

Ingen rettigheder og ingen beskyttelse til lønmodtageren

Der er ingen rettigheder i loven til lønmodtageren med hensyn til at gå ned i tid – eller for den sags skyld op i tid, hvad langt flere ønsker. Arbejdsgiveren kan uden videre sige nej – der er ikke noget frit valg for 1ønmodtageren.

Men der er frit valg for arbejdsgiveren til at tvinge lønmodtageren på deltid.

Hvis man siger nej, så har han lov til at give en fyreseddel.

Hvis afskedigelsen er begrundet i at man har sagt nej til deltid, så skal han betale en godtgørelse og det er jo en ringe trøst.

Hvis han begrunder fyringen i ordrenedgang, så skal han som udgangspunkt ikke betale en godtgørelse.

Det er under alle omstændigheder lønmodtageren der har bevisbyrden, med hensyn til om fyringen skyldes at man har sagt nej til at gå på deltid.

Det står alt sammen højt og tydeligt i lovforslaget og bemærkningerne til det.

Og det beviser sort på hvidt, at der her er tale om drastisk forringelse af lønmodtagerens beskyttelse imod lønnedgang og urimelige arbejdstider – en drastisk forringelse af lønmodtagernes beskyttelse mod usaglig afskedigelse.

Indgreb i gældende overenskomster og lokalaftaler

Der er samtidig tale om et groft indgreb i gældende overenskomster og lokalaftaler, et indgreb af permanent karakter.

Så længe loven gælder, er det ganske enkelt ulovligt for arbejdsmarkedets parter at aftale noget som helst, der har karakter af direkte eller indirekte hindringer og begrænsninger i adgangen til deltidsarbejde.

Eneste undtagelse er, at man kan “opretholde” et minimums-timetal på op til l 5 timer om ugen (om man kan indgå nye aftaler med et minimumstimetal er knap så klart!)
Hindringer og begrænsninger

Hindringer for deltidsarbejde er bestemmelser om, at man kun kan ansættes på fuld tid. Det er kun 4 % af 1ønmodtagerne, der er omfattet af det.

Eksemplerne på begrænsninger er, at kun nyansatte kan komme på deltid.

Det kan også være en bestemmelse om, at der ikke må ske afskedigelser i forbindelse med indførelsen af deltid.

Men det er også en begrænsning, hvis arbejdsgiverne skal forhandle med tillidsrepræsentanten, inden han indfører deltid!

Der tales udtrykkeligt ikke kun om bestemmelser i kollektive overenskomster, men også i lokale aftaler, ja selv kutymer, sædvane og almindelig praksis. Det er taget højde for det hele!

Og så er det vel at mærke kun eksempler.

Begrebet “indirekte hindringer/begrænsninger” åbner en ladeport for fortolkninger af en lang række andre overenskomstbestemmelser, som arbejdsgiverne måtte finde generende for indførelse af deltid for eksempel lokalaftaler om arbejdstidens placering, faste skifteholdsturnus, aftaler om, hvor mange der skal være til at udføre et bestemt job, kollektive akkordaftaler osv. osv.

Kun fantasien sætter grænser, og vi ved at arbejdsgiverne og deres jurister er meget fantasifulde, hvad den slags angår.

Arbejdstidsaftaler overflødige

Så meget om juraen.

Men den behøver de fleste arbejdsgivere såmænd slet ikke beskæftige sig med.

Alene muligheden for at kunne diktere lige så mange ansatte på deltid, som de har behov for, vil betyde, at det finmaskede net af lokale arbejdstidsaftaler der er udviklet på mange, mange arbejdsplader, gennem års møjsommelige forhandlinger – dette net bliver revet fuldstændig i stykker med denne lov.

Hvad skal arbejdsgiverne dog med den slags aftaler, når de bare kan diktere folk ned i tid?

Favorisering af arbejdsgiverne

Beskæftigelsesministeren påstår, at loven ikke er et indgreb i gældende overenskomster, fordi den først får virkning, når de udløber.

Hvad skal man så kalde den lille fikse ændring af ikrafttrædelsesdatoen, i forhold til det første udkast? Her stod at loven trådte i kraft d. 1. april i år. I det endelige lovforslag blev det ændret til d. 3 l . marts. Hvorfor det? Fordi så rammer man de offentlige overenskomster, der bliver fornyet pr. l . april i år!

For de overenskomster, der udløber senere – typisk år 2004 – får loven først virkning ved udløbstidspunktet.

Hvis det ikke også er et indgreb, så ved jeg ikke hvad man skal kalde det.

Det er i hvert fald en grov favorisering af arbejdsgiverne i alle kommende forhandlinger om arbejdstid, centralt så vel som lokalt.

De har på forhånd fået deres hedeste ønsker om fuld fleksibilitet opfyldt, uden at give den mindste modydelse.

Konklusioner på loven

Kort sagt om den lov:

Den er et groft angreb på den enkelte 1ønmodtager – på det kollektive aftalesystem – og på tillidsmandsinstitutionens og de faglige organisationers muligheder for at beskytte medlemmerne mod 1ønnedgang og arbejdsgiveres vilkårlighed.

Som der står i Nyrups nyhedsbrev: Loven bør døbes om til “Lov om tvungen deltid”.

Men den er jo samtidig et helt afgørende led i regeringens overordnede strategi, som klart fremgår af regeringsgrundlaget.

En strategi, som handler om at svække fagbevægelsens muligheder for at varetage medlemmernes interesser.

Der ligger mange papirer her på konferencen, som analyserer de forskellige elementer i denne strategi.

Her skal jeg blot nævne det bebudede indgreb imod eksklusivaftalerne, som endnu et eksempel på, at man ikke vil respektere arbejdsmarkedets parters ret til selv at afgøre, hvad der skal stå i overenskomsterne – og hvor man vil gribe ind, igen helt ensidigt til arbejdsgivernes fordel.

Modstanden

Men den altoverskyggende udfordring lige nu, er selvfølgelig deltidsloven.

Og hvad gør vi så ved det? Dansk Folkeparti – den lille mands beskytter – vil jo sikre flertallet for den. Kan vi overhovedet gøre noget?

Hvis vi Iytter lidt til græsrødderne – og jeg tror det bliver bekræftet her i dag – så kan vi i høj grad gøre noget ved det.

Langt over l00 industriarbejdspladser har dannet et netværk, med det formål at få tage loven af bordet. Flere og flere arbejdspladser begynder at forholde sig til situationen.

Samtlige faglige hovedorganisationer har a*ist loven, i de høringssvar de har afgivet til ministeren, og LO og de fleste forbund er gået ud i en offensiv kritik af loven.

Alle arbejderpartier siger klart fra. Ja selv enkelte arbejdsgivere – blandt andet DI s lokalformand på Fyn – siger nej.

Vi har talt om det i koordinationsudvalget.

Vores forslag er, at vi i dag beslutter os for en massiv kampagne, med det formål at få taget loven af bordet.

Loven var til første behandling i går. Det betyder, at vi har ca. 4 uger til at nå det mål.

Det kan vi godt!

Vi foreslår, at alle arbejdspladser, fagforeninger, forbund – alt hvad der kan krybe og gå af fagligt aktive – sætter sig grundigt ind i denne lov, diskuterer den – og bombarderer regeringen og folketinget med spørgsmål, udtalelser og deputationer.

Vi foreslår, at alle arbejdspladser og faglige organisationer beder om foretræde for arbejdsmarkedsudvalget – og møder fysisk og talstærkt op, for at overbevise udvalget om lovens skadelige virkninger.

I skal i hvert fald vide: Hvis I stemmer for den udtalelse, der ligger om deltid, så har forpligtet jer til at gå hjem og sætte disse ting i værk – sammen med de mange andre gode initiativer, som I helt sikkert er i stand til at udtænke lokalt.

Henvendelse til arbejdsgiverne

Men der er en opgave mere.

Gå hjem og snak med jeres arbejdsgivere.

DA har udtrykt sig meget positivt om loven.

De blev selvfølgelig varme om hjertet, da de så forslaget. Det kan ikke undre, da den betyder en voldsom udvidelse af deres ledelses ret.

Men jeg må sige til jer – pæne drenge i Vestervoldgade: Den hjertevarme I nu føler, er af samme art som den man kan få ved at – lade vandet i bukserne. Den varer kun kort.

Hvis det er sådan at medlemmernes tryghed i ansættelsen forsvinder – hvis de ikke kan regne med de aftaler der er indgået – ja, hvis det ligefrem bliver ulovligt at indgå aftaler, som kan beskytte medlemmerne imod 1ønnedgang og urimelige arbejdstider – så vil medlemmerne heller ikke kunne forstå, hvorfor de skal respektere andre indgåede aftaler.

Fra de faglige organisationers side må vi sige: Hvis regeringen kommer igennem med dette eller andre indgreb imod det kollektive aftalesystem, så må vi tage de fornødne forholdsregler.

Så tvinges vi til at tage os voldsomt dyrt betalt ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Så tvinges vi til at diskutere en af de vigtigste forudsætninger for det danske arbejdsmarked, nemlig den såkaldte fredspligt.
Så bliver vi nødt at spørge os selv, hvad vi egentlig skal med denne fredspligt og visse andre bestemmelser i arbejdsmarkedets grundlov, hovedaftalen.

Så må vi kræve ændringer i denne hovedaftale, der kan gøre det muligt for os, langt mere effektivt at forsvare medlemmernes interesser.

Det korte af det lange er, at resultatet af regeringens politik på dette område, vil blive et arbejdsmarked med langt mere uro end det vi kender i dag. Det er ikke en trussel, det er en nøgtern konstatering.

Gå hjem og spørg jeres arbejdsgivere, om det virkelig er det, de ønsker!

Opfordring til Hans Skov Christensen

Jeg vil gerne følge det op, med et direkte spørgsmål til chefen for Dansk Industri, Hans Skov Christensen.

Den 1. februar sendte du – sammen med CO-I s formand Max Bæhring et åbent brev til folketingets medlemmer. I pæne vendinger bad I dem respektere den arbejdsdeling mellem lovgivning og overenskomster vi har herhjemme.

Men det har regeringen helt tydeligt overhørt. Max Bæhring har fulgt op på jeres brev med klar tale. Men vi har ikke hørt noget fra dig, Hans Skov.

Nu er der behov for at vide hvor du står. Er du enig med din lokale formand på Fyn – eller er du enig med Claus Hjort Frederiksen? Kan vi få en klar melding?

Til alle jer andre vil jeg sige: God arbejdslyst.

Tak for ordet.

Netavisen 3. marts 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne