Victor Brockdorff på Arbejdermuseet

Arbejdermuseet udstiller ‘Victor Brockdorff’. Eller ‘Victor Brockdorff – en socialistisk maler’.
Alle, der interesserer sig for maleri eller socialisme, bør se den. Interesserer man sig for begge dele, er den et must.

Brockdorff var en betydelig maler. Af internationalt format. Den repræsentative udstilling gør det helt klart.
Det er måske en lille og bevidst fordrejning, når Brockdorff (1911-1992) af arrangørerne kaldes ’socialist’. Han var kommunist.
(Klik på billederne for større format)

Stålvalseværket i Frederiksværk (1955)

Det er også en tilsnigelse, når det hævdes, at han i den sidste del af sit liv forlod ‘den socialistiske realisme’ til fordel for en eller anden naturalisme. Skal han betegnes som noget, i al fald fra hans udtrykkelige politiske kunst fra midten af århundredskiftet, er det netop som ’socialistisk realist’. Det er der ingen skam i, ingen grund til at skjule.

Borgerlig kunstkritik tror at ’socialistisk realisme’ er identisk med propagandakunst med politiske motiver. Og Brockdorff malede politiske manifestationer: en partikongres, eller en fredsdemonstration, DKU’ere, der slås med politiet.

Brockdorff har faktisk lavet de bedste demonstrationsbilleder i dansk kunst: murerdemonstrationer med krav om, at der bygges boliger, ikke bunkere; fredsdemonstrationer – fra Stockholmsappellen i 1950 til en demonstration mod NATO-raketter i 1982 (med hele Fælles Kurs’ partiledelse og Møller Hansen i spidsen). Han har malet en partikongres i DKP i ’52 med et kongrespræsidium flankeret af Marx og Engels på den ene side, Lenin og Stalin på den anden, og daværende partiformand Aksel Larsen på talerstolen, i et næsten ‘guddommeligt’ projektørlys. Og en trefløjet DKU-frise: DKU’ere i kamp med politiet (’50), DKU’ere på march (’52), Ungdomsfestival i Bukarest (’53).

Fred (Stockholmsappellen)

På de fleste af billederne er det portrætter af deltagerne, ikke anonyme ansigter: De mennesker, denne kamp, denne situation.
Historisk virkelighed, virkelighed i forandring, virkelighed med holdning: socialistisk realisme.

‘Åndeligt selvmord’ kaldte salmedigteren Ole Sarvig det. Og den fine kunstkritik gentog ham. Sarvigs salmesang var selvfølgelig ikke propaganda, men ægte kunst.
Bare man undgår virkeligheden, den materielle og historiske, men skriver eller maler for evigheden – og helst så lidt genkendeligt som muligt – så er det hverken propaganda eller noget andet lavt og ondskabsfuldt. Fredsdemonstrationer hører til i den grove virkelighed – ikke i kunsten. Og kommunistiske partikongresser gør i al fald slet ikke. Der er grænsen for længst overskredet.Bortset fra altså, at billederne er der endnu – og er relevante endnu, 50 år efter.

Tegning: B&W. Den store dieselmotor bygges. 1952

Brockdorff malede meget andet, fra først til sidst. Fremragende portrætter af kendte og ukendte, af arbejdere, af børn, af familie. Han malede naturbilleder, sågar blomster. Og han malede en masse bybilleder, fra gaderne i København eller undertiden Moskva eller en anden russisk by. Fremragende portrætter af en omskiftelig by i sin mangfoldighed, sin uendelige variation og udvikling.

(Den røde paraply – ikke med på udstillingen)

Han malede billeder fra arbejdspladser: byggepladser, motorfabrikker, skibsværfter. Med grundige forstudier, tegninger, mindre malerier. Blandt de bedste, der er lavet i Danmark.
Hvorfor alt det ikke skulle være socialistisk realisme, men en eller anden særlig naturalisme, skal man være specielt skruet sammen for at mene.
Hvorom alting er: Brockdorff var en fin tegner, en god illustrator, en fremragende maler. Kommunist og socialistisk realist.

KR

I forbindelse med udstillingen er der udgivet en fin lille bog omkring den med gengivelse af mange af malerierne og tegningerne. Pris 75 kr.
Udstillingen varer indtil den 24. februar.

Kommunistisk Politik 2, 2002