PostDanmark: I privatiseringens tid

Kommentar af en postarbejder
PÅ GULVET BAG POSTKASSEN – December 2001/Januar 2002

1.
Vi har længe vidst, at PostDanmark skulle være klar til privatisering og fri konkurrence i 2003.
Længe har de forsøgt at overbevise os om, at vi vil få bedre forhold, inden den tid kommer, for derved at holde på de gode medarbejdere.
Man har hvert år siden 1998 udsendt spørgeskemaer om, hvad vi syntes om arbejdspladsen. Desværre er der så stor forskel på de enkelte afdelinger, at det hele er gået op i en diskussion om rengøring – med det resultat, at en lille del af dette nu også indgår i vores arbejde. For samme løn, naturligvis.

En del af Intern Transport på afdelingen er lagt over i vores hænder i natleddet. Vi havde fået at vide, at det jo bare var at tage vognene med over til elevatoren, når vi alligevel stod med jakken på ved fyraften. Da dagen så kom, hvor det blev vores arbejde, og vi havde kørt vognene hen til elevatoren, fik vi pludselig at vide, at de tomme vogne også skulle stilles på plads. Dette var 2 minutter før fyraften, så vi blev lidt mugne, om man så må sige.
Dagen efter snakkede vi med vores tillidsmand, der lod til at være helt på arbejdsgiverens side, men han ville da gerne lige ordne en halv times ekstra akkord i tråd med vores krav (svarende til en halv timeløn uden nattillæg).
Efter nytår kommer turen til aftenholdet, har vi siden fået at vide.

I en tid, hvor der skal spares, har de nu fået den ide, at alle forskellige typer post (breve, blade, aviser) skal sorteres hver for sig. Hvilket medfører et molboagtigt arbejde, der ofte koster 6-8 mandtimer ekstra om dagen. Så myten om, at der tænkes mere rationelt under kapitalismen er gjort godt og grundigt til skamme. Udover en merudgift for PostDanmark giver det os mere stress i dagligdagen, fordi vi skal flyttes rundt i afdelingen hele natten.

Dog skal det siges, at efter arbejdslederne fik faste arbejdstider, og vi dermed har den samme på alle nattevagter, er der ting, der er blevet bedre. Vi slipper for “Blæksprutten”s evindelige stresserier efter 23.30. Nu har han nemlig fast aften, og sjovt nok glider posten ikke fuldt så nemt ud af huset, når han er på. Men ved udgangen af januar holder han op og skal begynde på Novo Nordisk. Under vores nuværende nat-leder kører det hele glat, og posten kommer stort set ud hver nat.

Hvad angår akkorden viser det sig, at det er lige galt, om vi laver noget eller ikke. Da vi for et år siden havde problemer med at holde akkorden, fik vi skideballer for det. I dag høvler vi igennem som aldrig før og lander gerne 10% over akkorden. Nu har ledelsen udtalt, at vi er nogle “dyre drenge” (på grund af den bonus, vi tjener på at knokle over 100%). Vores reaktion er, at hvis de kommer direkte til os og siger dette, skal vi da hjertens gerne sætte vores arbejdstempo ned til 100% igen.

Om en måneds tid skal vi til at være selvstyrende. Det vil sige, at en del af det ansvar, som før lå hos vores arbejdsleder, nu lægges over på os. Naturligvis uden at vi får noget for det. I praksis er det allerede indført om søndagen, da alternativet ellers er, at vores arbejdsleder skal komme på arbejde 6 dage om ugen. Det lader ikke til, at vi kan få noget tid til lige at snakke sammen om, hvordan vi skal klare disse nye opgaver. De bliver bare lagt i vores hænder ved et pennestrøg. Jeg kan ellers levende forestille mig, at der f.eks. kunne blive bøvl med afvikling af afspadsering og ferie.

Jo! Det er en spændende tid, vi går i møde her under den nye regering!

2.
Mange ting er der sket de sidste par år for at gøre PostDanmark klar til den kommende “liberalisering” af brevmarkedet. For to år siden overgik vi til “Ny Løn”, der indebar, at vores grundløn faldt med 3 kr. i timen, dog således, at vi, der var ansat, før det trådte i kraft, fik et udligningstillæg, så vi ikke gik ned i løn. Men det rokker dog ikke ved, at nogle får mindre, end de ville have fået efter det gamle system, og at vi andre er afskåret fra nogen sinde at stige mere i løn.
Det var så et af de første trin i at gøre virksomheden mere konkurrencedygtig. Men meget mere skulle der komme.

Siden er en del af medarbejderne i administrationen blevet sparet væk, og senest også arbejdslederne. Ved udgangen af januar skal vores nathold til at være et “selvbærende team” og dermed overtage en del af arbejdsledernes funktioner. Naturligvis uden at få en krone mere i lønningsposen af den grund.
De lancerer selvfølgelig ideen med, at det giver os større arbejdsglæde med mere personligt ansvar. At vi så er nogle, der bevidst har valgt et ufaglært (og dermed lavtlønnet) arbejde netop for at slippe for at have ansvar for andet end det arbejde, vi selv udfører, er så en anden sag. Og at man tidligere har tudet den danske arbejderklasse ørerne fulde med, at de rige jo også bærer et tungere ansvar på deres skuldre, og jeg skal kommer efter dig, skal jeg, er også pludselig glemt. Nu skal vi altså til at have mere ansvar – men ikke flere penge imellem hænderne.

Samtidig lancerer man det såkaldte “Lean Production” (eller “Mr. Bean Production”, som en af mine kolleger kalder det). Det er et koncept, der skulle gøre en del af arbejdsrutinerne enklere for os og dermed muliggøre besparelser for PostDanmark. Som eksempel nævnte de på et møde om Lean, at vi jo alle har bestikket i den øverste skuffe og vores tallerkener i et af skabene over køkkenbordet. Jeg kunne ikke holde kæft og fortalte, at jeg altså ikke havde et så fint køkken med skuffer og overskabe. Jeg er jo kun en lavtlønnet postarbejder …

En af “forenklingerne” medfører, at de forskellige typer post skal sorteres hver for sig. Altså aviser for sig, blade for sig og breve for sig. Resultatet har været, at vores sortering ikke er nær så fleksibel som før, og den koster PostDanmark ekstra mandetimer plus mere stress i vores dagligdag. Men nu er alt dette jo også besluttet af folk, der bare sidder på deres flade r.. i et kontor hele dagen, og som ikke kender et klap til det praktiske arbejde.

Man skal huske på, at vi udfører et monotont og kedeligt arbejde. Den væsentligste motivation for at gå på arbejde er muligheden for at møde kollegerne og have det hyggeligt sammen med dem. Så er det en sur tjans at blive flyttet væk fra dem, man har stillet sig ved siden af, for at skulle arbejde alene eller sammen med nogle, man ikke taler eller arbejder så godt sammen med.
Vi har over for vores arbejdsleder tilkendegivet, at vi ikke har lyst til at være selvstyrende under de betingelser, da vi i så fald ikke kan påtage os noget ansvar for, at posten kommer ud.

plp

Kommunistisk Politik 26,2001 + 02, 2002


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne