Ramsey Clark: Bush-regeringen ledes ikke af politikere, men af krigsmagere

Den tidligere amerikanske justitsminister Ramsey Clark, grundlægger af International Action Center, vil den 27. januar deltage i Den Internationale Fredskonference på Københavns Universitet, Amager, der er et led i den landsdækkende fredsweekend i København. (Se Program).
Gennem en årrække har Ramsey Clark kritiseret den ledende amerikanske elite og de amerikanske ledere for at forråde nationens idealer.
For nylig blev han interviewet af den iranske statsradio. Her følger interviewet i sin helhed:

Iransk radio: – Hvordan ser De på udsigterne til et amerikansk angreb på Irak? Hvordan opfatter De de forskellige muligheder der drøftes – for og imod – indenfor de politiklæggende kredse i Amerika?

Ramsey Clark: – Lad mig først sige, at jeg betragter det som en ære at blive interviewet af iransk radio.
Det er vigtigt at erindre sig, at Irak har været under konstant angreb fra USA’s side siden 1990. Disse angreb, forbundet med sanktionerne, der er blevet påtvunget landet, har kostet mere end halvanden million civile irakere livet. Det er 50 procent mere end de tabstal, der opgives for krigen mellem Iran og Irak.
Hvilket sigende sammentræf, at sanktionerne mod Irak blev gennemført den 6. august på årsdagen for atomangrebet på Hiroshima den 6. august 1945. Også i Irak har den overvældende del af ofrene været enten gamle eller børn på under fem år.

Lad os heller ikke glemme at der under den massive amerikanske bombekampagne i februar og marts 1991 ifølge officielle tal fra Pentagon blev nedkastet 88.000 tons sprængemner på det irakiske folk, hvoraf godt 900 ton var med forarmet uran, hvis virkninger vil plage generationer af kommende irakere. Den eksplosivkraft USA anvendte mod Irak var omkring syv en halv gang så stor, som den, som fandtes i atombomben mod Hiroshima – og USA har fortsat sine angreb på Irak gennem hele det sidste årti.
Så der er ingen tvivl om, at disse angreb vil fortsætte. Spørgsmålet er, hvorvidt USA vil intensivere sine angreb med det formål at vælte Saddam Hussein og erstatte hans regime med ét, som er lydigt overfor den amerikanske regering. Det ville være en meget farlig kurs at følge.

Præsident Bushs kabinet består grundlæggende af de samme folk, som traf beslutning om at bombe Irak til underkastelse under hans fars administration. Blandt dem finder man Dick Cheney, som dengang varv forsvarsminister, og nu er vicepræsident.
Den nuværende udenrigsminister Colin Powell var øverstkommanderende for The Joint Chiefs of Staff i 1991. Man finder altså folk i de centrale politiske stillinger i Udenrigsministeriet og Pentagon, som for ti år siden indtog de samme positioner, og som er kendt for at være for krig og våbenraslende.

Disse folk forfølger nogle grundlæggende økonomiske og strategiske mål. De sigter mod at vælte det irakiske regime og erstattet det med et, som vil følge den amerikanske politik og amerikanske ordrer. Den slags er sket mange gange tidligere. For eksempel væltede USA i 1953 den populære og demokratisk valgte Mossadeq-regering i Iran og erstattede ham med shahen. CIA betegnede operationen som en stor succes.

Iransk radio: Hvad mener det amerikanske folk om alt dette? Ville det være indforstået med en nyt massivt amerikansk angreb på Irak?

Ramsey Clark: – Den amerikanske offentlige mening formes af medierne og de fleste følger bare trop. Disse mediegiganter ejes og styres af en udvalgt gruppe rige og magtfulde enkeltpersoner og virksomheder.

Lad os ikke glemme, at vi hjalp Saddam Hussein i stor stil, da han var vores allierede. Vi hjalp til med at bevæbne ham, forsynede ham med enorme mængder af efterretninger under krigen Iran-Irak-krigen, og støttede ham på alle mulige måder.
Da krigen mellem disse to lande afsluttedes, indså vi pludselig, at Saddam Hussei´n er en meget farlig mand, og besluttede øjeblikkelig at vælte ham. Så der indledtes en mediekampagne for at fremstille manden som ond og farlig. Regeringen forsøgte med de amerikanske massemediers hjælp at overbevise offentligheden om, at ledelsen af Irak var i hænderne på en meget farlig mand, som måtte skiftes ud.

Efter angrebene den 11. september – som havde en dybtgående indvirkning på den offentlige mening i USA – en ophidset og vred amerikansk offentlighed syntes at være på kanten af hysteri, og dets ledere fik den tro, at de kunne kanalisere vreden i retning af støtte til enhver politik, som de ønskede at sælge. Med det formål begyndte de at forsyne en lamslået offentlighed med vildledende og undertiden helt usand information.
Og da en vurdering ikke er bedre end den information, som den bygger på, kan man nemt manipulere den offentlige mening og opfattelserne og samle den nødvendige offentlige støtte for stort set en hvilken som helst politik. Jeg bør imidlertid her understrege, at der også er folk i USA, som støtter en fredspolitik, og lykkeligt nok er fredsbevægelserne i Amerika levende og aktive.

Men de udgør uheldigvis ikke flertallet, fordi de har ikke større adgang til hverken de nationale eller internationale medier. Derfor tror jeg ikke, at der vil være nogen modstand af afgørende betydning mod et amerikansk forsøg på at vælte det irakiske regime.
Før de amerikanske angreb på Irak, i begyndelsen af januar 1991, lykkedes det os at organisere antikrigsdemonstrationer i San Francisco, Washington, New York og Los Angeles. Men det er i dag meget svært for os at organisere lignende demonstrationer.

Den 27. januar aflægger den travle Ramsey Clark et kort besøg i Danmark til Den Internationale Fredskonference i forbindelse med fredsweekenden i København. Han har i den senere tid også engageret sig i protesten mod retssagen mod Slobodan Milosevic ved krigsforbryderdomstolen i Haag – og sidste år var han anklager ved et uofficielt krigsforbrydertribunal om de amerikanske krigsforbrydelser i Korea, organiseret af ‘Sandhedskommission om Amerikanske Militærmassakrer på Civile i Korea’.
Se også andre interviews med Ramsey Clark på Netavisen
Krigen i Afghanistan og den amerikanske ‘terrorkrig’
‘De amerikanske grusomheder er ikke noget, der hører fortiden til’.

Ovenstående interview er oversat fra engelsk i
Tehran Times 13. januar 2002

Netavisen 13. januar 2001