Nyliberalismens fallit: 7 millioner sultne i Centralamerika

Argentina_Arbejderprotest_2002

Den argentinske bankerot er et markant eksempel på nyliberalismens fallit – og på kapitalismens. Den argentinske model blev igennem 10 år fremvist for alverden som et mønstereksempel. F.eks. blev Rusland under krisen i 98 kraftigt tilskyndet til at ‘følge den argentiske vej’ – men valgte i stedet at følge en devalueringskurs.

Nu har Argentina ophævet dollarkonvertabiliteten og devalueret med ca. 40 pct. Samtidig fastholdes den midlertidige standsning af afdrag og renter på den gigantiske udlandsgæld. Og de sultne argentinere bliver akut ramt af de medfølgende prishop også på brød og dagligvarer.

Men Argentina er langt fra det eneste eksempel på, at den nyliberalistiske medicin spiller fallit. Også andre steder på det amerikanske kontinent er den helt gal.

Centralamerika rammes hårdt af den kapitalistiske verdenskrise og specielt af krisen i USA – og sulten breder sig med foruroligende fart. FNs World Food Program anslår, at 7 millioner mennesker ikke får dækket deres kalorieforbrug.

Mellemamerika – uden Mexico – har 36 mio. indbyggere. Og en femtedel af dem har ikke råd til at indtage det nødvendige minimum af 2200 kalorier om dagen – svarende til to enkle måltider af ris, bønner, en majstortilla og en kop kaffe med suger. Hunger er særlig akut i El Salvador, Nicaragua, Honduras og Guatamala. I Costa Rica er det godt 20 pct. af befolkningen, hvis minimumsbehov for mad ikke bliver dækket.

Godt 50 pct. af befolkningerne i Mellemamerika lever under de officielle fattigdomsgrænser.

Direktøren for WFP for Latinamerika og Caraibien, Francisco Rogue, understreger, at 2001 var et yderst problematisk år for Mellemamerika, og at udsigterne for 2002 ikke er bedre:
– Der er allerede kronisk sultne mennesker i regionen, og vores beregninger siger, at 2002 ikke bliver bedre for de fleste underernærede mennesker.

I de borgerlige medier fremstilles hungerkrisen i Mellemamerika alene som en følge af naturkatastrofer – tørke, oversvømmelser og jordskælv. Mange bønder – ikke mindst i Guatamala – blev hårdt ramt af tørke og misvækst, der betød, at de ikke kunne plante høst nr. 2.

To store jordskælv i El Salvador januar og februar 2001 kostede 1259 mennesker livet, sårede næsten 9000, forårsagede materielle ødelæggelser for 1.6 mia. $ – og gjorde 1.5 millioner hjemløse.

– Det var som om Hiroshima og Nagasaki-bomberne var blevet nedkastet på os, siger Julio Gamero, næstformand i El Salvadors parlament. Det vil tage år for El Salvador at overvinde følgerne.

Men naturkatastroferne er ikke hele forklaringen – ikke engang den vigtigste del af den, selvom de rammer med femdobbelt virkning i de fattige lande. De rammes også af den kapitalistiske verdenskrise, og ikke mindst af recessionen i USA. En stor del af Mellemamerikas eksportproduktion er direkte rettet mod det amerikanske marked.

Det gælder f.eks. de såkaldte frihandelszoner i Mellemamerika, der er blevet en kilde til ruin. I 60erne påbegyndte Mexico et såkaldt erhvervsfremmeprogram, som oprettede frihandelszoner, som uden omkostninger blev stillet til rådighed for amerikanske firmaer: De importerede råstoffer eller halvfabrikata, som færdiggjordes i simple processer – og som derefter kunne eksporteres toldfrit til USA.

Bedrifterne i Mellemamerika er specialiseret i tekstilprodukter. I Hondura beskæftiges 90.000, i Guatamala 175.000, i Den Dominikanske Republik 180.000 – og i Mexico ikke mindre end 1,35 mio. arbejdere i denne industri. Den blev i de første år hilst som en kæmpesucces – men begejstringen er kølnet, selvom disse virksomheder har stået for 5-10 pct. af væksten i disse landes eksport indenfor de seneste fem år.

De amerikanske importører har reduceret deres kapacitet med 40 pct. – og fyringsrunderne er begyndt. Sidste år fyredes 70.000 arbejdere i Mexico; i Honduras blev 20 fabrikker lukket, og over hele Centralamerika lukkes virksomheder eller arbejderne fyres i massevis.

Frihandelszonernes andel i landenes samlede eksport udgør næsten 50 pct., og regeringerne i disse lande har haft en udbygning af disse zoner, og deres udvidelse til endnu større dele af landenes økonomi, som en central del af deres strategiske ‘udviklingsplaner’. De er imidlertid blevet rystet af krisen.

Dertil kommer at kritikken af forholdene for arbejderne i frihandelszonerne ligner de rystende forhold ved industrialiseringens gennembrud i de udviklede kapitalistiske lande: det er lavtlønsarbejdspladser, som kun kan få arbejdere, fordi der ikke findes andre muligheder, arbejdsforholdene er elendige, og faglig virksomhed bekæmpes intenst fra ejernes side.

Som strategisk satsning har disse moderne ’slavekolonier’ vist sig yderst tvivlsomme.

Den økonomiske krise i USA er imidlertid ikke den eneste grund til at ‘frihandelszonerne’ også halter. Konkurrencen fra billige asiatiske tekstiler er mærkbar. Ikke mindst fra Kina, der producerer med endnu lavere omkostninger, og hvis indtræden i WTO vil øge både eksport og konkurrence. Den økonomiske krise i Asien har tvunget lønningerne der radikalt nedad og faldende valutakurser har billiggjort produkterne. Trykket fra konkurrencen på verdensmarkedet gør det sig også gældende i Centralamerika, hvor det ikke mindst presser arbejdernes løn..

Krisen i disse lande er endnu et eksempel på neoliberalismens fallit i praksis, og på alle områder. Hvor Argentinas økonomiske kollaps viser det for et helt land, så beviser krisen for frihandelszonerne i Mellemamerika noget andet: Nemlig at dens forestillinger om, at skabelsen af særlige lavtlønssektorer ville fremme den økonomisk selvstændighed i landene på den sydlige halvkugle og samtidig integrere dem i verdensøkonomien, ikke fører til de lovede resultater – men tværtimod skærper afhængigheden, ensidigheden og krisesårbarheden i økonomierne. Alt sammen på arbejdernes bekostning, som daglig kæmper for at holde sulten fra døren, i mange tilfælde uden at det lykkes.

Frihandelszonernes krise er endnu et praktisk bevis på nyliberalismens – og kapitalismens – bankerot.

Netavisen 9. januar 2002