Terrorkrig, Tjetjenien og Dr. Zbigniew Brzezinski

Af Klaus Riis

I august i år udkom en bog skrevet af en tidligere officer i den russiske efterretningstjeneste FST (Den Føderale Sikkerhedstjeneste) ved navn Aleksandr Litvinenko og historikeren Yurij Felshtinskii. ‘FST sprænger Rusland i luften’ hed den.
Den dokumenterer, at terrorbombningerne af beboelseskomplekserne i Moskva i september 1999, hvor godt 300 tilfældige Moskva-borgere blev dræbt, blev planlagt og gennemført af FST. De blev brugt som påskud til at indlede den anden Tjetjenien-krig og til at sikre den Jeltsin-håndplukkede KGB-mand Putin stillingen som hans efterfølger som præsident.
Putin var i september 1999 chef for FST.
Litvinenko forlod Rusland i 2000 og har søgt om asyl i England.
Forfatterne betegner FST som ‘et hemmeligt syndikat, som kontrollerer organiseret kriminalitet og står bag lejemord på journalister, forretningsfolk og politikere’.

Bogen gav anledning til, at enkelte aviser stillede krav om, at den russiske Duma gennemførte en undersøgelse af dens påstande. Derefter skete der ingenting. Den beskedne opmærksomhed om den brutale og beskidte russiske krig i Tjetjenien i Vesten forsvandt helt efter den 11. september, og den diskrete støtte til uafhængighedskrigen fra USA og EU – der søgte at undgå at ‘provokere Moskva’ – blev afløst af en stadig mere uforbeholden støtte til Putins lokale afsnit af den globale krig mod terror. Også de mere uofficielle vestlige stemmer fra NGO’er og lignende blev påfaldende tavse, hvad der langt fra er noget tilfælde.

I fredags (den 27. december) sagde den amerikanske ambassadør i Rusland, Alexander Vershbow, i et interview i radioen Ekko fra Moskva:
– Vi har siden den 11. september gjort mere for at forhindre den internationale dimension i konflikten i at brede sig. Vi har gjort en del fremskridt m.h.t. at afskære finansiel og militær støtte til udenlandske terrorister som Khattab, der er virksomme der.

Dermed har USA officielt ‘købt’ den russiske påstand om, at den tjetjenske uafhængighedskrig ‘i virkeligheden’ er en del af Osama bin Ladens ‘terrorkrig mod civilisationen’.
– Situationen har ændret sig og tingene går bedre, siger Sergei Yastrzhembsky, Putins talsmand vedr. Tjetjenien, der tilføjer, at den amerikanske anerkendelse af, at al-Qaeda har været aktiv i Tjetjenien gjorde Rusland ‘en stor tjeneste‘.
Den tjetjenske uafhængighedskrig foregik imidlertid længe inden nogen som helst overhovedet havde hørt om Al Qaeda eller bin Laden, og vil utvivlsomt også fortsætte når/hvis USA erklærer dem for udslettet. Nogle håndfulde ‘ideologisk motiverede’ udlændinge i Tjetjenien gør hverken fra eller til.

‘Tingene går bedre’, siger Putins talsmand: Det betyder at russerne har friere hænder til at fortsætte noget, der mest af alt ligner et folkemord. 80.000 tjetjenere – næsten 10 pct. af befolkningen – blev dræbt i den første Tjetjenienkrig 1994-96. Titusinder flere er blevet dræbt i den anden, der indledtes med et storstilet angreb på hovedstaden Grosjny og dens tilbageværende indbyggere. Ifølge FNs Højkommisariat for flygtninge er der 160.000 interne flygtninge i Tjetjenien selv, mens mindst 150.000 er flygtet til Ingusjetien, en lille republik med 350.000 indbyggere på dens vestlige grænse, de fleste i telte under utålelige forhold.

Som følge af den russiske terrorkrig er en stor del af den mandlige befolkning mellem 10 og 60 år forsvundet. Den materielle basis for den tjetjenske økonomi ligger i ruiner, ligesom en stor del af landet er jævnet med jorden. Tortur, drab, mord og summariske henrettelser fra russisk side og massevoldtægter af tjetjenske kvinder er igen og igen blevet dokumenteret af menneskerettighedsorganisationer og ‘uafhængige observatører’.
Alligevel er en militær løsning i sidste ende udelukket.
I sidste ende findes der kun én løsning – og den er politisk og må basere sig på respekt for det tjetjenske folks nationale selvbestemmelsesret, der indbefatter retten til løsrivelse og til en selvstændig stat.

Begivenhederne efter den 11. september har ikke bare forandret verden. Den har også gjort mange progressive og revolutionære kræfter klogere på verden. Stormagter som USA, EU (eller Rusland) støtter ikke et lille folks kamp for selvstændighed, nationale rettigheder eller sociale fremskridt, fordi den er retfærdig. Hvis de alligevel gør det, er det for deres egne interessers skyld, og de små folks rettigheder bliver ofret igen, i samme øjeblik det passer ind i nye planer. Og vé de små folk og nationer, der inddrages i de imperialistiske stormagters strategiske spil om olie og indflydelsesfærer.
For det er dét, det hele handler om: Olien i Kaukasus, olien i Centralasien, olien i Mellemøsten. Tre kæmpemæssige og p.t. ‘herreløse’ geografiske områder med enorme oliereserver eller af betydning for olieudvinding og transport. Tre områder som oliemagnaten Bush og hans USA vil sætte sig på. Med krig og uden – og for enhver pris. Tjetjenien og hele Nordkaukasus er blot brikker i det store spil, hvor ligene hober sig op, mens ruinerne og ødemarken breder sig.
Som Afghanistan og Centralasien. Og Palæstina og Mellemøsten.
Ofre for imperialismens og kapitalismens umættelige tørst på blod og olie.

Mange antikommunistiske propagandister, der indtil for tre måneder siden ‘støttede’ det tjetjenske folks kamp for selvstædighed mod den brutale russiske aggression har begejstret grebet efter de antikommunistiske myter, der kunne presses ud af situationen.
Ligesom man gjorde det i Afghanistan, der angiveligt blev angrebet af ‘det kommunistiske Sovjetunionen’: det vil sige det revisionistiske og socialimperialistiske Sovjet, der efterfulgte Lenins og Stalins socialistiske stat.
I Tjetjenien er det tvangsdeporteringen i februar 1944 – hvor tjetjenerne som et af fem kaukasiske folkeslag blev kollektivt tvangsforflyttet (i alt en lille halv million tjetjenere og ingusjetere) til sovjetisk centralasien, og den tjetjensk-ingusjiske selvstyreenhed opløst. Årsagen: Mange tjetjenere og ingusjere gik under det nazistiske overfald på Sovjetunionen over på besættelsesmagtens side, især under dens operationer i Kaukasus, hvor ‘selvstændighedsbevægelsen’ benyttede lejligheden til at slå et slag for uafhængighed.
Den har, mildt sagt, haft det med at vælge sig dårlige allierede. Rigtig dårlige endda. Selvfølgelig siger myten, at den daværende tjetjenske uafhængighedsbevægelse mod det socialistiske Sovjetunionen var uskyldig. Det er desværre ikke andet end en myte.
Den barske sovjetiske reaktion var betinget af krigen og kampen for at besejre nazismen. Og der var hverken tale om udryddelseskrig eller folkedrab..
Under kapitalistisk og imperialistisk herredømme, som i dag, er der tale om begge dele.

Men den tjetjenske selvstændighedsbevægelse har også i dag uheldige alliererede. Og her tænkes ikke på Osama bin Laden. Mange steder er der oprettet støttekomiteer for Tjetjenien. Den mest prominente og gennem lang tid toneangivende befinder sig i Washington. Tidligere hed den The American Committee for Chechnya (ACC), nu The American Committee for Peace in Chechnya (ACPC). Dens prominente formandsskab består af Dr. Zbigniew Brzezinski, general Alexander M. Haig, Jr. og ambassadør Max M. Kampelman, med Glen E. Howard som direktør.

Dr. Zbigniew Brzezinski, tdl. sikkerhedspolitisk rådgiver under Jimmy Carter, er ekspert i geopolitik, olie og muslimske forhold – og spillede en central rolle i begivenhederne, der førte til den sovjetiske aggression mod Afghanistan og i den amerikanske indblanding i skabelsen af mujaheddin-bevægelsen. I et berømt og berygtet interview med det franske Le Nouvel Observateur (15.-21. januar 1998) gav han udtryk for centrale dele af amerikansk strategi:

– Ifølge den officielle udgave af historien begyndte CIAs hjælp til mujaheddin i 1980, altså efter den sovjetiske hær invaderede Afghanistan den 24. december 1979. Men sandheden, som har været holdt hemmelig til nu, er en helt anden: den 3. juli 1979 underskrev præsident Carter det første direktiv om hemmelig hjælp til modstanderne af det pro-sovjetiske regime i Kabul. (…)
– Denne hemmelige operation var en strålende idé. Den havde til virkning at få russerne til at gå i den afghanske fælde – og det vil man have mig til at fortryde? Den dag Sovjet officielt gik ind over grænsen skrev jeg til præsident Carter: Nu har vi muligheden for at give USSR sin Vietnam-krig. Og faktisk måtte Moskva i 10 år fortsætte en krig, som regeringen ikke kunne finde støtte til, en konflikt, som medførte det sovjetiske imperiums demoralisering og sluttelig førte til dets opløsning.

Le Nouvel Observateur spørger:
– De fortryder heller ikke at have støttet islamisk fundamentalisme, og at have givet bistand og våben til fremtidige terrorister?
Brezezinski: – Hvad er det vigtigste for verdenshistorien? Talibanerne eller sovjetimperiets fald? Nogle ophidsede muslimer eller befrielsen af centraleuropa og afslutningen på den kolde krig?
Le Nouvel Observateur: – Nogle ophidsede muslimer. Men det siges og gentages: Den islamiske fundamentalisme repræsenterer i dag en verdenstrussel?
Brezezinski: -Sludder og vrøvl! Det siges at Vesten havde en global politik overfor islam. Det er dumt. Der findes ingen global islam. Se rationelt på islam og uden demagogi eller følelser. Det er den førende religion i verden med 1.5 mia. tilhængere. Men hvad er der fælles mellem Saudiarabisk fundamentalisme, moderat marokkansk, pakistansk militarisme, ægyptisk pro-vestlig holdning eller centralasiatisk sækularisme? Ikke mere end hvad der forener kristne lande.

Zbigniew Brzezinski har heller ikke lagt skjul på, hvorfor han interesserer sig for Tjetjenien, Kaukasien og andre fjerne egne. Et andet sted udtrykker han det særdeles klart og utvetydigt:
– USA’s evne til at opretholde sit verdensherredømme afhænger af, hvordan USA forholder sig til de komplekse styrkeforhold i Eurasien. Det væsentligste må være at holde udviklingen af regionale stormagter under kontrol og at stoppe truslen fra dem imod USA’s verdensherredømme. Hvis man bruger den mest brutale terminologi fra den gamle imperialismes epoke, så kan vi sige, at den imperialistiske strategi indeholder tre grundlæggende krav: at stoppe undergrundsalliancer og fastholde satellitstaternes afhængighed med hensyn til sikkerhed, at garantere skatteydernes beskyttelse og lydighed samt at forhindre barbarerne i at lave alliancer indbyrdes.

Denne brutale imperialistiske ideolog og geopolitiske strateg afslører i disse få bemærkninger mere om den amerikanske politik end hundreder af officielle taler, redegørelser og ‘forklaringer’ på målene for den amerikanske terrorkrig. Den muslimske fundamentalisme repræsenterer ikke nogen udfordring til det amerikanske verdensherredømme. Den kan bruges, støttes – og bekæmpes igen. Det er en trold i en æske.
Den virkelige fare lå for Brzezinski i det revisionistiske Sovjet som en supermagt med globale ambitioner. Og så meget større er fortsat frygten for den ægte socialisme, som engang repræsenteredes af Lenins og Stalins Sovjet.
Den muslimske fundamentalisme har – i Iran, hvor den har paraderet som ‘revolutionær’, som i Afghanistan, hvor den var ‘militant’ under talibanerne – bevist sin manglende evne til at forene det store flertal og drive den nationale og sociale udvikling fremad. I sidste ende er den et redskab i udbytningens hænder.

Den eneste sociale kraft, der kan krydse imperialismens strategi for evig slavebinding af folkene og nationerne, er arbejderklassen, arbejderklassens forenede kamp for revolution og socialisme. Det er også den eneste kraft, der i sidste ende kan sikre de små nationers suverænitet og folkenes selvbestemmelse.
Det er den afgørende lære, som kan uddrages af tragedierne i Tjetjenien, Afghanistan og Palæstina. Og det er den eneste vej til at knuse det store imperialistiske spil om Kaukasus, Mellemøsten og Centralasien.

Den kaukasiske krudttønde
Kommunistisk Politik 17, 1999
Arbejderklassen må kræve stop for krigen i Tjetjenien
Af Proletarskaja Gazeta 1999
Krigen mod Tjetjenien – og kapitalens ’humanisme’
Kommunistisk Politik 23, 1999
Afghansk islamisme – made in Washington
Emperor’s New Clothes. Engelsk. (Hele interviewet med Brezezinski)

Netavisen 30. december 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne