Kapitalisme og klyngebomber

Samtale om 2001 og 2002

APKs formand Dorte Grenaa

Hvordan ser du på året der gik?

Dorte Grenaa: Mange vil nok sætte datoen den 11.september som den skelsættende begivenhed for år 2001. Men i så fald er det den største propaganda-undskyldning for at iværksætte USA-imperialismens nye terrorkrig om verdensherredømme, som verden endnu er blevet præsenteret for. Og i ly af den har reaktionen overalt sat en offensiv i gang, hvor begivenhederne afløser hinanden næsten hurtigere, end vi kan nå at registrere dem.

For at kunne tænke og handle er det vigtigt at holde fast i, hvad det er, der egentlig foregår. Forleden dag så jeg i TV billedet af en lille brasiliansk pige med en stor ny dukke i hånden. Dukken hang fuldstændig slapt ned i hendes arm – rædslen og vantroen stod mejslet i hendes ansigt. Regeringen havde annonceret gratis juleudgaveuddeling til de fattige i en af Brasiliens mange slumbyer. Mødre og børn blev trampet og mast ihjel under vægten af titusindvis af fattige, der strakte hænderne frem mod illusionen om barmhjertighed.
Kapitalismen er tragedie, forbrydelser og død, hvad enten det sker med klyngebomber forklædt som madpakker, smidt ned fra amerikanske krigsflyvere til afghanske børn, eller den optræder forklædt som julemand.
Det er de riges krig og klassekamp mod de fattige og undertrykte. Det er den, vi ser på verdensplan, hvor USA-imperialismen tordner frem med sin “ny verdensorden” og hele sit hylekor af en krigsalliance i en krig, som de oven i købet selv har annonceret vil vare i årevis. Det er de riges krig mod arbejderklassen og de fattige.
Vi ser den også i beslutningerne fra det seneste EU-topmøde i Laeken, hvor EU -monopolerne kræver en fuldblods Union, en supermagt stærk nok til at kræve dens “retmæssige” bid af den ny verdensorden.
Og det er de riges kamp mod arbejderklassen, vi ser herhjemme med den ny højreregerings angreb.

Der er et pragtafsnit i John Reeds “Ti dage der rystede verden” fra den russiske revolution, hvor en dreven opportunist forsøger at forklare en arbejdersoldat, der står vagt foran det besatte Vinterpalads, hvorfor revolutionen må stoppe nu, hvor den er ved at sejre. Han bruger alle de argumenter, løgne og kneb, der ville have gjort ham til stjernerapporter på CNN i dag. Og hver gang får han samme svar:
“Jeg kan ikke bevise du har uret, men jeg ved én ting – der findes to klasser, arbejderklassen og borgerskabet”.
Hvem der fik ret af de to, det ved vi. Og det er forsat den pointe, der kan skære igennem til benet og give os den nødvendige klarhed i alt det vi ser, alt det vi hører og ikke mindst alt det vi gør.

Lige nu bliver der råbt fra alle sider til den palæstinensiske intifada og folk: – Læg stenene fra jer og gå lydigt til slagtebænken i takt med den israelske krigsmaskine rykker frem. Et helt folks kamp, drømme og håb om at kunne leve i deres eget land i fred skal knuses under feltråbet Jagt terroristerne, ned til sidste mand! Magthaverne kan vende alting på hovedet, kalde krig for humanitært arbejde og fredsbevarende, kalde undertrykte folk, der kæmper for retfærdighed for terrorister og kriminalisere dem, der arbejder for fred og solidaritet – alt det kan de gøre og mere til. Men de kan aldrig stoppe klassekampen, stoppe de undertrykte folks kamp for retfærdighed. Kun borgerskabets og imperialismens eget nederlag kan sætte en stopper for deres krig, terror og uretfærdighed.

Så en helt personlig bemærkning til året gik. Jeg er godt nok glad for at være marxist-leninist og med i et parti som APK, hvor vi ikke lader os blæse ud af den skærpede klassekamp. Hvor vi tværtimod er i stand til møde den ny politiske dagsorden med konkrete forslag til, hvad der skal gøres for at udvikle klassekampen.

Hvilke opgaver ligger der i år 2002?

To ting og de hænger sammen: Der skal føres konsekvent kamp mod Foghs højreregering, samtidig med at illusioner om socialdemokratiet bekæmpes, så vi både for rejst en kamp for at slå Foghs 100 dages-program tilbage, der hurtigt er blevet til 100 angreb, og så det forhindres, at en bevægelse mod den foghske nyliberalisme spændes for den socialdemokratiske vogn. Det betyder aktivitet, aktioner og demonstrationer, der er med til styrke opbygningen af en kæmpende bevægelse.
Mere eller mindre spontane initiativer som ‘Stop højredrejningen’ har allerede set dagens lys. Vi sigter imidlertid på at udvikle kampen mod højreregeringen og højrepolitikken som en bred og mangesidet bevægelse, der må udvikle sit eget politiske program med hovedelementer som

– Stop for udlicitering og privatisering
– Nej til at arbejderklassen og det store flertal skal betale den kapitalistiske krise
– Forsvar arbejderklassens levevilkår – Forsvar arbejdsløse og bistandsmodtagere – Forsvar de faglige rettigheder og organisationer
– Bekæmp terrorpakke, udvidet politikontrol og militarisering
– Bekæmp fremmedfjendskheden og stramninger af flygtninge- indvandrerpolitik
– Nej til dansk krigsdeltagelse! Forlad krigskoalitionen
– Stop EU og EU-forfatning – Ud af EU

Det er sagt sådan i paroleform. Men hele ideen i det er jo, at få samlet modstanden og kræfterne, så vi ikke står i hver sin bås med hver vores vrede og harme, når hele viften af angreb kommer fra samme kant. Det er den igen med de to klasser – arbejderklassen og borgerskabet. Og så forståelsen for, at de mange brede grupper – skoleeleverne, pensionisterne, de arbejdsløse og udstødte, de studerende, EU-modstanderne, krigsmodstanderne, anti-nazister og anti-racister – alle har brug for hinanden og for at hinandens kræfter og krav kan smelte sammen i en dynamisk kæmpende bevægelse med et klart perspektiv.

Lige nu er der ligesom lagt et låg af opsplitning og selvcensur henover mange bevægelser – vi holder os i praksis snævert til vores eget lille område og hjørne. Hvad skal man kalde det? Socialdemokratisk 5-øres politik, der ikke rigtig rykker nogen steder hen. Det duer slet ikke. Og det er helt ude af trit med hvor klassekampens puls og hjerteslag er henne. Det er derfor, vi snakker om at illusionerne om socialdemokratismen, hvad enten de fremføres af dem selv eller deres små støttepartier på venstrefløjen, skal bekæmpes. De står simpelthen i vejen for udviklingen af den kæmpende bevægelse. Og så må de jo flyttes, så den kan få plads.

Du startede med at sige der var to ting …

Ja, den anden og helt grundlæggende retning for vort arbejde er opbygningen af den bredest mulige folkefront mod den imperialistiske krig og reaktionens globale offensiv. Vi ser hele denne kamp som en afgørende baggrund for og del af den danske klassekamp – med fokus på bekæmpelsen af den amerikanske imperialisme, den angloamerikansk-israelske krigsalliance, og NATOs og EU’s deltagelse i den imperialistiske krig. Den drejer sig om kontrol med Mellemøsten og Centralasien, om beherskelsen af olien omkring Den persiske Golf og í Kaukasus. De første to ofre for krigen har været Afghanistan og det afghanske folk, og Palæstina og det palæstinensiske folk. Solidariteten med palæstinenserne er i denne sammenhæng helt central. En række andre lande er udpeget som kommende krigs mål i 2002.

Den sociale kamp, kampen på arbejdspladserne, mod EU og mod krigen – de hænger sammen. Bag det hele vil vi se den økonomiske verdenskrise blive yderligere uddybet – det betyder hver gang og også nu arbejdsløshed, krise og krig.
Vi ser en hel ny fredsbevægelse vokse frem og den vil vi gøre vores til bliver så bred og slagkraftig som mulig.

Hvad med APK selv?

Faktisk er det jo kun halvanden år siden, vi stiftede APK, det glemmer vi næsten selv nogen gange. Jeg synes vi er nået langt. Men vi har jo heller aldrig gået i små sko, de klemmer bare. Så hvert fremskridt rykker næste større mål frem til konkret løsning. Et at de store skridt vi har taget i løbet af året har været etableringen af det elektroniske dagblad Netavisen. Det betyder noget, at de politiske vurderinger af den internationale og nationale klassekamp kan komme ud dagligt og blive omsat til handling. Man kan sige, vi har fået brudt hul i den såkaldte alternative venstrefløjs presses blokade og fået genskabt den revolutionære dagspresse. Vi har lige ved at afslutte en meget stor økonomisk indsamling på 200.000 kr., så vi fra det nye år for alvor kan komme i gang med en længe savnet bog- og presseproduktion.

Partiet står i en rigtig god situation, som vi må forstå at udnytte. Vi er jo altid for få organiserede kommunister, så det er en af opgaverne i dette nye år, at få oprettet flere partiafdelinger, gjort partiet større og rodfæstet vores kommunistiske arbejde.
I den internationale kommunistiske bevægelse drages der i disse år meget nyttige og vigtige erfaringer rundt om i de revolutionære kampe i verden. Erfaringer som vi har gensidig nytte af at udvikle og som vores parti deltager i.
Så jo, jeg synes godt jeg kan være optimistisk på APKs vegne. Det kommende års klassekampe kommer til at kræve alt det vi har i os – situationen er alvorlig – men når vi forbinder os med den kæmpende bevægelse, som vi gør, så mangedobles kræfterne.

Kommunistisk Politik 26, 2001


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne