Alle FNs medlemslande bør tage ansvar for at løse den palæstinensiske tragedie

Af Mahmoud Abou Chou, Palæstina Initiativet

Tale ved fakkeltoget den 17. december i Odense

I mere end 50 år har palæstinenserne lidt under undertrykkelse og tyranni.
I mere end 50 år har palæstinenserne har levet med tragedier, massakrer og folkemord som deres eneste ledsager igennem historie.
Man skulle tro at de vestlige og herunder de danske medier har fortrængt de sidste 50 år af deres liv eller at de ikke har læst historien. Dette indtryk får man når man hører deres fremstilling af det palæstinensiske problem. Fokus er et helt andet sted …

I mere end 50 år er palæstinenserne blevet forhindret i at få den stat, som FN forudsatte ved delingen af Palæstina i 1948. Siden 1967 har Israel ifølge FN og international lov været en besættelsesmagt.
Ifølge international ret har en undertrykt nation ret til at gribe til våben mod besættelsesmagten. Det er ikke terror. Det er befrielseskamp.

Med en krigsforbryder som Sharon i stolen er det blevet endnu sværere at tro på en fredelig og retfærdig udgang på konflikten i Palæstina.
Med luftangrebene mod Gaza By, Ramallah og Jenin har Sharon erklæret palæstinenserne åben krig. Denne gang kunne Yasser Arafat oven i købet have været et af ofrene.

Samtidig har Israel udløst en omfattende krig mod de palæstinensiske byer med bombninger af tæt befolkede områder og mod de palæstinensiske myndigheder og institutioner i en skærpet kollektiv ‘straffeaktion’ mod hele det palæstinensiske folk.
Den palæstinensiske radio- og TV-station i Ramallah er blevet jævnet med jorden af israelske bulldozere; hele den møjsommeligt opbyggede palæstinensiske infrastruktur er ødelagt; de palæstinensiske myndigheder med Arafat i spidsen er ude af stand til at bevæge sig, fordi transportmidlerne er ødelagt, indbefattet flyvepladser og helikopterbaser. Hans hovedkvarter er afspærret og omringet af israelske tanks.
Det palæstinensiske selvstyre er lammet og civilbefolkningen terroriseret og afskåret fra adgang til hospitaler og normale daglige funktioner.

Med sin voldsomme militære overmagt har Israel genbesat og lagt de palæstinensiske selvstyreområder i ruiner – og er i færd med at gennemføre en bølge af arrestationer, likvidationer og våbenbeslaglæggelser af de såkaldte terroristgrupper.

Det hele sker under påskud om at Israel må forsvare sig mod selvmordsattentaterne og Arafats angiveligt manglende vilje til at slå ned på såkaldte militante palæstinensiske grupper, som Hamas og Islamisk Jihad.
Nu kaldes Arafat selv ‘leder af en terroristorganisation’, hvilket afvises på det kraftigste.
Vi tager selvfølgelig utvetydigt afstand fra bombeattentaterne i Israel mod civile. Men vi tager også afstand og fordømmer Israels målrettede likvideringer af palæstinensiske fremtrædende politiker og medlemmer af selvstyret, hvis eneste formål er udslettelse af selvstyret.

Men den israelske regering og det palæstinensiske selvstyre bærer ikke samme ansvar for konflikten. Israel er en besættelsesmagt og har optrådt som en besættelsesmagt i årtier. Og stillet over for en besættelsesmagt, har palæstinenserne ret til at forsvare sig.

I de sidste ti år er der gennemført en såkaldt fredsproces, baseret på Oslo-aftalerne, og sponsoreret af USA, som har ført til . . . fortsat krig og ikke til fred, og ikke til oprettelsen af en palæstinensisk stat.

Det er også vigtigt at huske palæstinensernes tålmodighed i perioden efter Oslo-aftalernes underskrivelse i 1993 og frem til den anden intifadas begyndelse i september 2000. I denne periode ventede palæstinenserne på, at den israelske regering besindede sig og trak styrkerne ud af de besatte områder. Men i samme periode viste den israelske regering ikke tegn på at ville søge en reel og retfærdig løsning på konflikten. De fortsatte bosættelser på Vestbredden står i den forbindelse som det stærkeste symbol på israelsk arrogance.

Intifadaen har gjort det klart for Israel, at palæstinenserne ikke vil acceptere Israels ’tilbud’ om en halvautonom, ikke-levedygtig palæstinensisk stat, en slags bantustan-ordning for Palæstina – men står fast på deres internationalt og FN-sanktionerede rettigheder.

Den barbariske israelske undertrykkelse har imidlertid ikke fået palæstinenserne til at opgive deres modstand. De kæmper for at overleve som folk og som nation – mens Israel gennemfører den største etniske udrensning, der er set siden 2. verdenskrig. En desperat kamp med sten og selvmordsbomber mod en knusende overlegen højteknologisk militærmagt.

Den nuværende intifada har den 28. september varet 1 år – og det er blevet stadig mere klart for verdens folk, at palæstinenserne kæmper for en retfærdig sag, mens Israel i strid med folkeretten og FNs resolutioner med sin aggressive besættelses- og bosættelsespolitik med alle midler vil forhindre palæstinenserne i at få opfyldt deres legitime nationale og demokratiske rettigheder.

Hvordan kan der så skabes fred? Det burde være indlysende for det internationale samfund, at ‘Osloprocessen’ er død, og at en USA-sponsoreret fredsproces ikke kan gennemføres.

Der må tages nye initiativer. Det er FN – vel at mærke generalforsamlingen, og ikke sikkerhedsrådet, med amerikansk veto – der må tage ansvaret for FNs egne beslutninger. Ikke en enkelt stormagt, eller et par stormagter, men hele generalforsamlingen, alle FNs medlemslande, bør tage et ansvar i at løse denne mere end 50-årige tragedie, der har gjort Israel til en kolonimagt, og nægtet et helt folk dets rettigheder ind i det 21. århundrede.

Netavisen 20. december 2001


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne