Vil verden tolerere folkemord på palæstinenserne?

Af Klaus Riis

Ariel Sharons angreb på de palæstinensiske myndigheder og den forstærkede terror mod hele det palæstinensiske folk, som fulgte efter hans proklamation af en ‘krig mod terror’, hvor Yassir Arafat blev udnævnt til Osama Bin Laden nr. 2, er en kriminel afpresning af den palæstinensiske præsident:
Enten udfører den palæstinensiske ledelse det beskidte arbejde for Israel og arresterer/eliminerer alle de kræfter, organisationer og folk, som Israel har udnævnt til ‘terrorister’ – eller også gør Israel det af med de palæstinensiske myndigheder. Indbefattet en evt. likvidation af Yassir Arafat.

Som den amerikanske ekspert i international ret, professor Francis A. Boyle, fra Illinois Universitet siger:
‘Israel handler i diametral modstrid med international ret, indbefattet de FN-resolutioner, som i første omgang tillod det at træde ind i FN. Hvis noget ikke gøres meget snart for at stoppe de israelske krigsforbrydelser og de forbrydelser mod menneskeheden, det begår over for palæstinenserne, kan det meget vel udvikle sig til folkemord, helt bogstaveligt passe til den juridiske definition heraf – hvis Israel ikke allerede er derhenne.
I den forstand er den israelske premierminister Ariel Sharon, hvad internationale jurister betegner som en genocidær – én som allerede før i tiden har begået folkedrab. Der gennemføres for tiden en kriminalsag i Belgien mod Sharon (der baserer sig på Pinochet-princippet) for hans rolle i massakrerne på palæstinensiske flygtninge i Sabra og Shatila. Sharon er villig, rede og i stand til igen at begå folkemord på palæstinenserne’.

De vestlige politikere og de vestlige medier ønsker ikke at se denne ubehagelige sandhed i øjnene. De lader som om de er halvblinde, og har sat kikkerten for det det øje, der ikke ser. Den ny danske regering har tilmed proklameret, at den vil nedtone kritikken af Israel!

I mere end 50 år er palæstinenserne blevet forhindret i at få den stat, som FN forudsatte ved delingen af Palæstina i 1948. Siden 1967 har Israel ifølge FN og international lov været en besættelsesmagt. Og i de sidste ti år er der gennemført en såkaldt fredsproces, baseret på Oslo-aftalerne, og sponsoreret af USA, som har ført til . . . fortsat krig og ikke til fred, og ikke til oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Ifølge international ret har en undertrykt nation ret til at gribe til våben mod besættelsesmagten. Det er ikke terror. Det er befrielseskamp.

Nu hedder det, at Arafat og de palæstinensiske myndigheder skal ‘stoppe terroristerne’ for at fredsprocessen ‘kan genoptages’. Deri ligger også, udtalt og uudtalt, at ‘Arafat skal skånes’, for ‘uden Arafat er der ikke nogen at forhandle med’. Så er der ikke en palæstinensisk ‘modpart’.
Det er samtidig indlysende, at Sharon (der ikke vil fred, og ikke vil en palæstinensisk stat, men er rede til at fortsætte folkemordet på palæstinenserne og tilmed føre krig mod den arabiske verden) spiller på en eskalation af palæstinensisk ‘terror’, som kan give ham påskud til at udvide den militære terrorundertrykkelse. De systematiske mord på palæstinensiske ledere, som mordet på lederen af PLO og centrale Hamas-ledere, vil selvfølgelig fremkalde en reaktion. Sharon ved det – og han spekulerer i det: ‘Voldspiralen’ er skabt af israelsk aggression og systematisk provokation.
Der er både skabt en ‘voldspiral’ og en fastlåst situation af terror og krig.

Hvordan kan der så skabes fred? Det burde være indlysende for det internationale samfund, at ‘Osloprocessen’ er død, og at en USA-sponsoreret fredsproces ikke kan gennemføres.

PFLPs generalsekretær Ahmad Sa’adat rettede den 7. november en appel til det internationale samfund, og især til FN, om at tage ansvar for gennemførelsen af dets egne beslutninger vedr. ophør af den israelske besættelse af Vestbredden Gaza, og af Jerusalem, og m.h.t. de fordrevnes ret til tilbagevenden, da han sagde:
‘I lyset heraf opfordrer jeg det internationale samfund, og først og fremmest FN, til sætte en stopper for Israels beslutning om at udfordre den internationale vilje. Jeg appellerer også til de lande, som deltager i den koalition, som har opfordret til krig mod hvad de betegner som ‘terrorisme’, til at imødegå den zionistiske terrorisme som udøves mod vore folkemasser, og sikre en midlertidig international beskyttelse af vort folk, som forberedelse til at gøre dem i stand til at udøve deres ret til at vende tilbage, til selvbestemmelse og til oprettelsen af en uafhængig stat med Jerusalem som hovedstad, i overensstemmelse med FNs resolutioner.’

Ahmad Sa’adat tilføjede:
‘Jeg appellerer også til den palæstinensiske myndighed om at nedbryde den mur af illusioner, som er kommet til at adskille den fra dele af vort folk. Disse illusioner har tilladt den at sætte alle sine forhåbninger til internationale – amerikanske og britiske – initiativer, som passer godt ind i det nye zionistiske program, og som betyder et tilbageskridt fra FN-resolutionerne.’
Er det ikke netop disse illusioner, som har anbragt Yassir Arafat i det dilemma, han nu befinder sig i, hvor han skal gøre det beskidte arbejde for Israel, og hvor han endnu engang bøjer sig for israelsk-amerikansk-britisk pres og diktat, og arresterer og forfølger store dele af den palæstinensiske modstandsbevægelse?
Det første skridt til fred er simpelthen, at Israel tvinges til at stoppe besættelsen og terroren.

I den engelske avis The Independent har en anden kendt international jurist, John Whitbeck, i en kommentar den 6. december med titlen: ‘FN må gennemtvinge en fredsaftale for Mellemøsten’, skitseret en anden og mere realistisk fredsløsning end den amerikansk-sponsorerede fallit af en ‘fredsproces’. Han foreslår at der indkaldes en særlig FN generalforsamlingssession s for at give Generalforsamlingsresolutionen 181 fra november 1947, der anbefalede delingen af Palæstina i to stater, nyt praktisk kød og blod. Den burde basere sig på to grundlæggende principper i international ret: for det første at ‘nyt territorium ikke kan vindes i krig’ (som fastlagt efter 2. verdenskrig i sikkerhedsrådets resolution 242): Det vil betyde at grænserne mellem de to stater ville være dem, der gjaldt før junikrigen i 1947. For det andet at det er hver stats suveræne ret at beslutte, hvem der har ret til at bo i denne stat. Det ville betyde, at kun de israelere, som kan accepteres af Palæstina, ville have ret til at bo i Palæstina, og at kun de palæstinensere, som er acceptable for Israel, havde ret til at bo der.

Der er mange pointer i Whitbecks artikel (og nogle af dem er diskutable, efter min opfattelse) – men hovedpointen: at den såkaldte ‘Osloproces’ er død, at der må tages nye initiativer, og at det netop er FN – vel at mærke generalforsamlingen, og ikke sikkerhedsrådet, med amerikansk veto – der må tage ansvaret for FNs egne beslutninger, peger på en mulig vej. Ikke en enkelt stormagt, eller et par stormagter, men hele generalforsamlingen, alle FNs medlemslande, bør tage et ansvar i at løse denne mere end 50-årige tragedie, der har gjort Israel til en kolonimagt, og nægtet et helt folk dets rettigheder ind i det 21. århundrede.

Arafat er ikke nøglen til fred. Nøglen til fred er retfærdighed, anerkendelse af palæstinensernes rettigheder og det internationale samfunds sikring af gennemførelsen af dets egne beslutninger.
Osloprocessen er død, og det er på tide, at USA sættes fra bestillingen som ‘fredsmægler’. Et med våbenmagt påtvunget Minipalæstina, en ‘Bantustanløsning’, vil adrig skabe fred.

Kun en internationalt garanteret løsning, baseret på FNs egne resolutioner og på international ret, kan betyde en holdbar fred for både Israel og Palæstina, som anerkendes af begge folk, af begge stater og af hele det internationale samfund.

Se
Ahmad Sa’adat: Statement November 7th, 2001 PFLP Engelsk
John Whitbeck: The United Nations must impose a peace deal on the Middle East
The Independent Engelsk 06.12.01

Netavisen 7. december 2001